1. Forum
  2. Debatten
  3. Dit liv
  4. Familiens sorte får

Familiens sorte får

fåret

fåret

1 indlæg
  • Skrevet
Jeg er en kvinde på 28 år, der har diagnosen Borderline og cerebral parese. Min mor har fem søskende, hvoraf 4 af dem bor i samme by som os. Det betyder, at der jævnligt er familiekomsammener og fødselsdage. Og jeg HADER det. Indtil i dag har jeg troet at jeg havde socialfobi, for jeg har altid været sådan lidt bange og utilpas ved disse møder, men jeg tror det er noget andet. Især min ene onkel er et problem. Enten ignorere han mig eller også kommer han med spydige bemærkninger . for eksempel har han sagt “at det da var utroligt at jeg ikke var færdig med min uddannelse endnu, da hans søn (på min alder) havde kandidat, kone og barn” Desuden føler jeg han nedgør mig, ved at sige at jeg da bare kan tage mig sammen og blive rask (har flere af dem sagt ) Min anden onkels kone, kan ikke lide mig. Jeg ved ikke hvorfor men hun ignorere mig. Hun har sagt at hun ikke kan lide psykisk syge. Der er loppemarked i den forenning for psykisk belastede jeg er i, og da hun elsker loppemarkeder, foreslog jeg dette, men hun vil ikke bruge sin tid på “skøre mennnesker” siger hun. Når jeg kommer over og sætter mig ved hende og mini kusine, spørger hun min kusine om de ikke skal flytte sig De fleste fætre og kusiner har blokeret mig på facebook... I min familie har det altid givet status at være god til noget (sport, musik..). men det er jeg bare ikke og derfor er der ingen, der gider spørger ind til mig.. Min moster er flink nok på tomandshånd, men når familien er samlet gider hun mig ikke JA jeg føler mig stigmatiseret JA; jeg føler mig overser NEJ jeg føler mig ikke accepteret JA jeg er misundelig på at de andre fætre og kusiner har talenter Men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.. synes at jeg gør hvad jeg kan.. kæmper med 2 diagnoser, og prøver at passe mit studie på uni .. men det er åbenbart ikke godt nok Jeg er træt af at jeg aldrig er god nok!
gitte345

gitte345

173 indlæg
  • Skrevet
Jeg ved ikke, om du har set "Landmand søger kærlighed" sidste gang, det var der. Der var en kvinde, som havde nogle af de samme vanskeligheder som dig. Det letteste i verden vil være at sige: "Ja, det er din familie den er gal med, det er synd for dig". Men hvis du prøver at se det program, så vil du også se, at hun nævner sine vanskeligheder enormt meget, så der faktisk ikke er plads til andet eller til de andre. Jeg har selv flere skjulte handicap, som jeg aldrig nævner, fordi jeg ved, at mange andre mennesker altså også har skjulte handicap, traumer og ting de er kede af. De mennesker fra din familie, som du ser som normale, de har helt sikkert også deres problemer og udfordringer med deres personlighed. De lyder noget indskrænkede, når de siger, at de ikke kan lide psykisk syge og "skøre", men det siger da alt om dem og intet om dig. Du må lade være med at have ondt af dig selv og i stedet tænke "Gud hvor er det dog synd for dem, at de er så banale". Du går endda på uni, gad vide om de har gjort det? Det er en dødssejler at have ondt af sig selv, det får du intet ud af. Det kan være belastende med psykisk syge i familien, fordi de tiltrækker sig al opmærksomheden, når de er meget syge, så der ikke er plads til de andre. Jeg synes, du skal tale med andre end din familie om dine vanskeligheder og i stedet spørge ind til din families udfordringer. "Har DU det godt onkel Kaj?" og "hvad med dig Tove, er du glad?". Så vil du finde ud af, at så godt har de det sgu heller ikke, og så behøver du ikke føle dig som det sorte får.
Jeg synes det er en god pointe du har her Gitte .. I min familie holder man utrolig meget på formerne, hvilket gør det meget svært at tale om personlige problemer/vanskeligheder. Men jeg ved, at det alt sammen har en årsag, for min familie har tidligere været ude i enorme prøvelser rent psykisk. Jeg har fundet ud af, at jeg ved at spørge ind til mine familiemedlemmer, får åbnet mere og mere op for personlige snakke, og vi finder langsomt ud af, at det slet ikke er så farligt at være ærlig og tale sammen. Så ja, måske handler det om at du tager initiativet til at spørge hvordan de andre har det (det kan godt være, at der skal nogle gange til, og at de i starten vil undre sig, hvis ikke de er vandt til det)... MEN det er VIGTIGT at du husker dig selv, og hvis tingene bliver FOR hårde og ubærlige, er du nødt til at sige stop. For jeg vil bestemt også mene, at det er indskrænket og småligt at sige, at de ikke kan lide psykisk syge og "skøre" mennesker! (tænk sig at man kan være det bekendt!)...Jeg synes, at du lyder som et ufattelig stærk og selvstændigt menneske, og du skal på ingen måde bekymre dig om at din onkel siger, at du er for lang tid om at tage din uddannelse! Jeg synes det er sejt at du gør det, for det viser at du har vilje, mod og styrke til at føre dit EGET liv. Jeg tror, at der er nogle i din familie der har nogle seriøse ting de skal se at få bearbejdet og få ud af verden <3