1. Forum
  2. Debatten
  3. Dit liv
  4. Jeg kan ikke tilgive min abort

Jeg kan ikke tilgive min abort

FruSPedersen

FruSPedersen

680 indlæg
  • Skrevet
Hej alle. Ja overskriften siger sig selv. Jeg opdagede sidste år i Maj/Juni, at jeg var gravid. Det var en kæmpe forvirring, da jeg aldrig havde ønsket børn + har Aspergers syndrom. Men efter en masse snak med manden, valgte vi at tage imod barnet med åbne arme. Og i kan tro vi begge glædet os! Men glæden var kort. For pga min diagnose, så har jeg overskudsproblemer (mig og manden fandt en løsning) men var bekymret for, om kommunen ville tage det fra mig. Så jeg ringede ned til familiehuset. Havde ikke fået min rådgiver dernede endnu, så jeg kunne komme ned og snakke med en anden, som også sidder ved en akut telefon. Hun sagde, at der var 80% chance for tvangsfjernelse og vi tog hendes ord for gode vare. Da vores barn ikke skulle blive en kastebold. Den 6. Juli fik jeg fortaget aborten og på det tidspunkt var jeg rolig omkring det. Netop pga det med kastebolden. Min rådgiver i familiehuset indkalder mig, så til en samtale i August. (Hun har været på sommerferie) og hun er helt i chok over alt det, vi har fået af vide. For det var det rene løgn. Hun hørte hvad mig og manden havde aftalt med det barn og at jeg gerne ville modtage alt den hjælp jeg kunne få, så jeg var klar til når den lille kom. Hun mente der langt fra var fare for tvangsfjernelse. Og siden det møde gik det ned af bakke og jeg blev mere desperat efter at få et barn. Hvilket min kæreste ikke er enig i. Da han syntes det er for tidligt og ikke føler sig klar (gør han stadig ikke) Omkring jul, går det helt galt. Og jeg lander i en depression. Først aner jeg ikke, hvad der sker. Men så slår det mig, at jeg nærmer mig terminsdato (6/1-2017) Og lige siden har det været forfærdeligt. Jeg græder hver nat og snyder med mine mini piller. Jeg vil bare være mor. Jeg har aldrig i mit liv følt, at jeg var god til noget. Men da jeg stod med det liv i maven, så begyndte jeg at føle, at jeg faktisk kunne noget. Og føler det er taget fra mig og er vred over min kæreste ikke bare vil give mig det, selvom jeg forstår hans bekymring. Lige nu er jeg så langt nede pga det, at jeg har svært ved at passe min skole. Sover hele tiden og spiser kun aftensmad og måske aftens snack. Min kæreste er bange for, at jeg kommer til at sidde fast. Jeg har i forvejen svært ved at tage en uddannelse og have et job pga Aspergers. Og selvom jeg forsikre ham, at jeg ikke kommer til at sidde fast og at jeg ikke har noget imod, at det tager ekstra tid. Så har han svært ved, at stole på mig. Da jeg ikke kan passe skolen nu, de 3 gange om ugen. Men jeg kan ikke tilgive mig selv, at jeg fik den abort. Jeg vil bare have mit barn igen. Jeg går og frygter, at min svogers 19årige kæreste bliver gravid, fordi hun er så skruk. Jeg kan ikke holde til, at se mine bekendte på Facebook annoncere graviditet. (Jeg under dem det selvfølgelig) Jeg kan snart ikke mere. Jeg går til psykolog. Men jeg kan bare ikke tilgive mig selv. 😢
contrast

contrast

1361 indlæg
  • Skrevet
Jeg er rigtig ked af at høre om din oplevelse, og jeg tror det er helt normalt at opleve det virvar af følelser, du har efter aborten. Jeg ved ikke hvor meget din rådgiver har fortalt om komplikationerne ved at få det barn som asperger, men jeg fandt dette link som måske kan være brugbart: http://www.aspergerpartner.com/boern-som-paaroerende-til-as-foraeldre.html Kig listen igennem og tag en snak med din kæreste om den, om hvordan I står. Du nævner også at du har overskudsproblemer, som jo giver god mening i forhold til at du har aspergers. I linket beskrives der nogle af de konsekvenser det kan have for barnet at have en forælder, som netop har overskudsproblemer. Så ja, det jeg prøver at sige er at det er vigtigt, man ikke bare vil have et barn fordi man selv vil. Men at man også har et realistisk syn på om man kan være der for barnet, så det bliver et empatisk og velfungerende menneske. At få et barn er ikke for alle. :)
existencia

existencia

357 indlæg
  • Skrevet
Jeg er ked af at høre, at du har det så dårligt efter denne ubehagelige oplevelse. Jeg må dog også indrømme, at jeg ud fra dit indlæg ikke mener, at du bør få et barn lige nu. Du er depressiv, kan ikke overskue din hverdag mm. - det er ikke en situation at bringe et barn ind i. Jeg er selv vinterdepressiv, hvorfor jeg overvejer, om jeg nogensinde bør få børn, da de ikke bør lide under forældrenes problemer. Som contrast siger; "at få et barn er ikke for alle". Jeg synes også, at du bør respektere for din kæreste og hans beslutning. Hvis han ikke er klar til at give det en chance mere, og han ikke mener I er klar til et barn, så bør du respektere denne beslutning, og ikke snyde ham! Det er virkelig respektløst og ondt! Man bør aldrig snyde andre, og slet ikke i når det drejer sig om så vigtig en beslutning som et barn! , at du bør vise mere respekt for din kæreste og hans beslutning. Hvis han ikke er klar til at give det en chance mere, og han ikke mener I er klar til et barn, så bør du respekterer denne beslutning, og ikke snyde ham! Det er virkelig respektløst og ondt!
FruSPedersen

FruSPedersen

680 indlæg
  • Skrevet
Tak for jeres gode støtte og gode råd. 🌸 Jeg vil dog holde fast i, at jeg godt kan være mor. Men jeg kan ikke være alene-mor. Mig og manden havde også aftalt på den front, at skulle vi (7-9-13) gå fra hinanden, så får barnet fast bopæl hos ham. Da han kan give barnet, alt det jeg ikke kan. :) Jeg er heller ikke stolt af, at snyde ham. Langt fra! Det gør bare så ondt, at tage de piller. :( Han ved godt, at jeg glemte piller i julen. Havde en pille pause, som han har været indforstået med. Det er kun de sidste par uger, jeg ikke har taget pillerne på samme tidspunkt. Han ved dog at jeg har glemt en. Jeg skjuler det faktisk heller ikke som sådan.
existencia

existencia

357 indlæg
  • Skrevet
Jeg er sådan set heller ikke ude på at sige, at du ikke kan fungere som mor. Men jeg mener virkelig ikke, du bør få et barn i din nuværende situation. Det betyder ikke, at du ikke kan få barn/børn senere i livet. Jeg synes bare, du bør få styr på din egen tilværelse inden - dvs. Komme over depressionen, få mere overskud i hverdagen (hvilket nok kommer som depressionen bekæmpes) mm.
FruSPedersen

FruSPedersen

680 indlæg
Nej da. Det var også mere hentydet til kommentaren længere oppe med, at ikke alle burde få børn. :) Rigtig nok og det er også det manden siger. Problemet med mit overskud, er at det i forvejen sikkert ikke bliver meget bedre. Pga min diagnose kræver det rigtig meget af mig og være på job/udd. Jeg kan sagtens gå til møder, bliver dog mega træt. Men ikke ligesom hvis jeg er i skole eller på job. :)