1. Forum
  2. Debatten
  3. Dit liv
  4. Når man er træt..udmattet - men ikke får det sa...

Når man er træt..udmattet - men ikke får det sagt..

TineG

TineG

41 indlæg
  • Skrevet
  • Sidst opdateret
Jeg stiller mig selv dette spørgsmål ofte: "Burde jeg virkelig bruge mine gode år samt ungdom på så mange bekymringer?".. Jeg er 23 år gammel, bor med min kæreste.. Min familie er splittet, meget splittet.. Jeg har en lillesøster på min fars side, og så har jeg en biologisk bror samt to andre storesøskende. Mine storesøstre, har fået deres eget liv, med skønne børn, skønne mænd - det gør mig så glad indeni at de har det godt. Mine forældre kan ikke enes, selvom det er nogle år siden de blev skilt, desværre. Det har været en hård kamp for os alle.. Desværre, står jeg meget alene nu. Mit største mål i livet er, at mine små søskende har det godt, og at de ikke påvirkes af den unødvendige stress der kan forekomme pga. blandt de unødvendige komplikationer mine forældre kan formode at danne. Min mor har altid brugt mine storesøskende og jeg, som hjælp - mest fordi at hun altid har været alene, og ikke har fundet kærligheden endnu. Jeg ved hun tit ringer til mine storesøskende, men jeg ved at hun snakker med dem om nogle andre ting (til tider), end hvad hun snakker med mig om. Vi snakker ofte altid om min bror, som går gennem en svær tid, eller har gjort. Det går heldigvis fremad.. Desværre hænger mange fat i fortiden, hvilket gør det hele værre til tider. Da både min far, mor, stedmor mm. ved at mine storesøstre har deres travle liv med mænd og børn - benytter de sig derved mig, hvis der er det mindste... Jeg synes det rigtig hårdt, at føle sig "udnyttet" at dem som i virkeligheden burde være mere voksne end mig, da jeg iogmed får læsset bekymringer og problemer over på mine skuldre.. Og mine skuldre bliver kun tungere og tungere - og jeg ved at hvis jeg siger fra, kommer jeg til at gøre nogen kede af det. 70% af mine uge består af diverse tanker og bekymringer om min familie, og diverse problemer. 20% af tiden formår min kæreste at få mig på andre tanker, og de sidste 10% går til når jeg er i fitness eller hører musik, og jeg derved kan komble min hjerne bare "lidt" fra. Jeg bliver tit forpustet, og forslugt af alle dem der hiver i mig... det kvæler mig, at jeg ALTID skal være hende som får andre til at få det bedre... Jeg ved de har brug for mig, og der er flere endnu der har det, og bare jeg skriver det, får jeg helt ondt i min mave... Jeg står lige nu netop i en situation, hvor jeg ikke aner hvad jeg skal med mit liv... Jeg er igang med en uddannelse, men jeg kan fornemme det ikke er det rigtige. Jeg har slet ikke tid, overskud, eller energi til at tænke på mig selv og mit liv... Jeg VED, at hvis nogen fra min familie fandt ud af dette, ville det komme som et chok for dem - for jeg er altid den glade smilende pige.. Altid... Jeg er så træt.. jeg har ondt i mit hoved flere gange om ugen... Jeg har en masse ting jeg selv skal have styr på, med mit liv, men jeg får aldrig lov... Når jeg lige er ved at være der, bliver jeg altid bremset... Til tider sidder jeg mig ud i badet, og græder... i rigtig lang tid.. Uden nogen ved det, selv min kæreste ved det ikke.. Jeg er træt, kan ikke koncentrere mig om at læse en bog, eller tegne.. Jeg er træt... virkelig træt.. Jeg ved måske, at jeg får nogle hårde svar derude fra jer tøser, som f.eks. "Så sig dog fra, få dig en rygrad", men det er lettere gjort end sagt. For de har virkelig brug for mig, jeg gør så meget, har gjort en masse ting bedre for dem i deres hverdag... Vil bare høre om der er nogen derude, som kan følge mig, eller som bare kan give mig et par gode ord med.. Tak, fordi at I har læst med... tak
Q34

Q34

13 indlæg
  • Skrevet
Hej Tine, det lyder virkelig, virkelig hårdt det du beskriver der:-( Jeg bliver helt forpustet af at høre om det. Jeg kender lidt til det, da jeg selv har, som næsten den eneste i familien hjælpe min far, som er ensom og ofte deprimeret. Min bror har, ligesom din, travlt med familie og børn, og så er jeg den søde datter, som taler med min far og skal være den, der løser alle problemerne, undersøger ting med kommunen for ham etc., etc. For en måned siden steg det mig så meget til hovedet, at jeg ikke følte, jeg kunne føle glæde ved mig eget liv, jeg følte nærmest jeg ikke kunne "tillade mig" at hygge mig og have det sjovt, når nu min far havde det så svært. Jeg måtte indse, at jeg blev nødt til at leve mit eget liv og måtte have hjælp til det. Jeg fandt en virkelig dygtig psykolog, som hjalp mig på benene igen vha samtale. Hun fik mig til at indse, at jeg ikke var sat i verden for at redde min far, at jeg også skulle leve mit eget liv. Jeg skulle ikke sætte mit liv på stand-by for en far, der var meget svært at hjælpe. Hun fik stillet mig de rette spørgsmål såsom "hvad ville du selv sige, hvis du mødte en ny fyr, som fortalte dig, at han havde påtaget sig at skulle være "far" for sin egen far og tage ham under sin vinge? Ville du vælge sådan en fyr til, eller ville du synes, det var en for stor mundfuld?" De samme spørgsmål bør du stille dig selv. Ønsker du, at forholdet til din kæreste går i stykker, fordi du ikke har tid til også at pleje jeres forhold? Som jo kræver masser af arbejde også. Tilsyneladende får din kæreste kun 20% af din tid, og det er på at hjælpe dig væk fra din families problemer - hvor er tiden med hygge med jer to som kærester? Ønsker du, at dit liv og lykke skal bygges op omkring, om alle andre er lykkelige? Ønsker din egen familie, at du skal gå ned med flaget pga deres problemer? Det gør de helt sikkert ikke. Man kan ikke redde verden, og har din mor fx problemer har vi i DK et socialt system til at hjælpe. Det kan ikke være dit ansvar. Du bliver nødt til at komme ud af denne onde spiral. Men det er nemmere sagt end gjort. Det er skidt, at du går med det alene. Fortæl åbent til din kæreste, at du ønsker hjælp fra en professionel, det er der ingen skam i. Du fortjener at leve dit liv, og det fortjener du og dit forhold også. Jeg lover dig, at jeg har fået det SÅ meget bedre efter at tale med en psykolog, hun rådede mig til at gøre noget godt for mig selv hver dag! Som at købe en ting til mig selv, få en massage eller andet. Så man kan komme ud af det prædikat, at man er sat i verden for at redde sin familie, det holder ikke i længden. Lægen kan tildele psykologtimer, hvis det er rigtig slemt, ellers er en god psykolog en god overstyring! Du skal nok komme til at få styr på det og finde glæde ved dit eget liv:-) det fortjener enhver
Q34

Q34

13 indlæg
  • Skrevet
Der skulle stå "investering", ikke overstyring :-)
alien005

alien005

14 indlæg
  • Skrevet
Hej, jeg er en pige på 17 år og kan godt 'relatere' til familieproblemerne - selvom min er en helt anden sag. Men det som jeg synes jeg mest kan relatere til er, at det er mig der skal være 'superhelten' i familien, jeg skal være den glade og gode. Jeg synes, at du er ALT for god, og til tider er det ikke altid det bedste. Nogle gange bliver man nødt til at sætte sig selv før andre, og det er et råd som jeg også kan gøre brug af. Hvis det at sige 'fra' direkte er svært for dig, fordi du netop holder af din familie, synes jeg, at du skal slukke din mobil og tage dig en pause fra alt. Du lyder virkelig stresset så jeg vil, da også anbefale at en tur til lægen måske vil løse nogle af problemerne. Men sidst og ikke mindst skal du vide, at du ikke er alene om problemerne. Jeg har også det skidt på nuværende tidspunkt, men jeg husker mig altid på, at der er nogle andre i verden som har det værre. Jeg er desværre på farten og ville gerne skrive meget mere... Jeg håber dog, at alt vil løse sig for dig, således at du for tid til dig selv. Kh alien
Hejallesammen

Hejallesammen

1 indlæg
  • Skrevet
Jeg synes du skal snakke med din familie og sige til dem, at du har brug for en lille "ferie" hvor der ingen mobil er med, og hvor du bare har tid til at finde ud af hvad du vil med dit liv, da du står i en situation, hvor du er usikker på din uddannelse. Jeg tror de vil kunne forstå dette, efter alt hvad du har gjort for dem. Så kan du måske sige, at efter den uge er gået, kan i mødes og tage en snak sammen om hvad der er sket i deres uge. Så får man sagt på en sød måde man gerne vil have lidt tid for sig selv, men stadig er interesseret i deres liv og det ikke er for at lukke dem ude. Jeg har selv før været den der ville gøre alle glade og det endte med at kører mig så langt ned, at det tog flere år at komme ud af det igen. Så mit råd er, pas på dig selv og prøv at giv dig selv en uge fri. På den uge, kan det også være de finder ud af, de kan snakke med andre, hvis de får brug for det. På den måde, får du ikke lagt lige så meget hen på dig, efter ugen er gået. Håber du får det bedre, knus her fra
TineG

TineG

41 indlæg
  • Skrevet
Tusind tak for jeres råd piger, og tusind tak fordi at I tog jer tid til at svare!Jeg vil helt sikkert overveje at tage kontakt til en psykolog, og vil fra onsdag af, vil jeg prøve at holde en lille ferie fra telefon og bekymringer.