1. Forum
  2. Debatten
  3. Dit liv
  4. Til jer der ikke ville have børn - men fik det ...

Til jer der ikke ville have børn - men fik det alligevel...

pink-lady-87

pink-lady-87

2826 indlæg
  • Skrevet
ens ønsker omkring børn kan godt ændre sig med tiden. Jeg har en veninde, som sagde hele hendes 20'ere at hun skulle ikke have børn, men da hun blev omkring de 30, fik hun så småt lysten, selvom hun ikke var helt sikker. Hende og kæresten, som ønskede brændende børn, valgte at smide præventionen, og se hvad der skete og fik derefter en dreng. Hun fik virkelig en øjenåbner da han først kom til verdenen og gik helt i den anden gøft.  Hun er i dag mor til 2 og er virkelig mor med stort M.
hun har her senere tilstået at hun er så glad for at hun lod sig overtale til at tage springet. Og har i de sidste 3-4 år virkelig presset på for at vi også skulle have børn, da hun også synes at vi skulle opleve den lykke og glæde hun selv var i. Har dog holdt lidt igen omkring det, da jeg ikke synes at vores omgangskreds skulle bestemme hvornår vi skulle have børn.
Men mærk efter hos dig selv og være ærlig overfor din kæreste, og hver åben for at det måske ændre sig om det par år.
gitte345

gitte345

179 indlæg
Ja, jeg er fuldstændig enig i, at det ikke er sikkert, at man vil få et godt forhold til sine børn og at de vil besøge en, når man bliver gammel, men man har dem da som regel mens de er små i hvert fald, med mindre det går helt galt. Jeg mener bare: Jeg tror det er sundt for et menneske at have andre end sig selv at tænke på, at blive inspireret af andre. Men jeg har jo ikke selv børn og er temmelig egoistisk, så hvad ved jeg.
Belle1990

Belle1990

1001 indlæg
Jeg er glad for, at du ville oprette en bruger herinde, bare for at komme med et svar til mig :D Du har ret, jeg skal gøre det af de helt rigtige årsager, og ikke bare fordi at jeg ikke vil miste min kæreste... Du har også ret i, at mange har skrigende æggestokke, og det havde jeg også, da jeg var 19-20 år (er snart 27), men efter et brud med en fyr, så mistede jeg pludselig lysten til børn... Så lysten har været der for mange år siden :) Min kæreste tager det ikke så tungt (endnu) at jeg ikke vil have børn, for som han siger, de kan jo være jeg skifter mening, når jeg bliver færdiguddannet her til sommer, og derefter får et fast job... Han tror, at når jeg ligesom kan se, at min tilværelse er blevet mere stabil, så kunne jeg måske godt tænke mig at få børn - og manden har jo ret! Det er jo ikke til at vide, om jeg skifter mening...
Belle1990

Belle1990

1001 indlæg
Selvom man er ung og uerfaren, kan man godt have nogle godt pointer :) Hos mig er det ikke selve fødslen jeg frygter - den tager jeg med som en del af oplevelsen af det at blive forælder :) For mig handler det mere om, at jeg - basically - tvivler på mine egne evner som mor. Jeg kunne selvfølgelig godt prøve at følge dit forslag, og så forestille mig om jeg kunne gå rundt med et barn...
Belle1990

Belle1990

1001 indlæg
Jeg har en veninde, som lige når at blive 31, inden hun får sit 1. barn her til sommer... Hun har også gennem sine 20'ere været imod at skulle have børn, men hun er slemt ikke gået over i den boldgade med, at nu skal alle hendes veninder også have børn (heldigvis)... Men jeg er også begyndt at åbne op for, at det kan ændre sig om nogle år - man har ikke de samme holdninger og meninger gennem hele livet :)
Gaffatape

Gaffatape

1346 indlæg
  • Skrevet
Jeg har aldrig ville have børn. Da jeg var 21 mødte jeg min mand. Han har hele tiden været klar over mit standpunkt og han har altid selv haft et stort ønske om at få børn. Jeg tror han bliver den bedste far i hele verden. Som tiden gik så begyndte jeg at spørge mig selv om jeg i fremtiden ikke vil mangle det at have en familie og børn. At fordi min mand giver mig så meget her i livet så begyndte lysten til at give ham muligheden for at blive far at vokse inden i mig stille og roligt. Jeg lagde mærke til hvor meget glæde jeg fik når jeg var sammen med mine veninders børn. Jeg vendte og drejede alle mine tanker og stillede mig selv alle mulige spørgsmål for at nå til bunds i det hele. Min mand og jeg blev gift og selvom jeg spurgte ham "jamen hvad nu hvis vi ikke får børn som du drømmer om", svarede han at livet sammen med mig var vigtigere end noget andet. Så skete der det her efter 8 år sammen at jeg ved et uheld er blevet gravid. Jeg panikkede totalt for jeg følte slet ikke at jeg var kommet til en konklusion endnu. Da vi så hjeteblink i uge 8 kunne jeg ikke få mig selv til at få en abort. Jeg er over halvvejs nu og skiftes til at panikke og faktisk at være glad og spændt. Og jeg tror det er uvisheden og den manglende kontrol jeg har haft svært ved at give slip på. Vi fortæller hinanden herhjemme at vi nok skal vokse med opgaven selvom den skræmmer mig og jeg ikke på nogen måde passer ind i morrollen. Min kollega sagde til mig den anden dag at hun før hun blev mor kunne tænke over alt og overanalysere alt i jagten på fuld kontrol over alt, men efter at være blevet mor tog hun alt lettere og tog en dag ad gangen. Og når hun kom hjem efter en lang og hård dag på arbejde så stod det her lille menneske klar til at overøse hende med kærlighed og så var den hårde dag med sure chefer glemt med det samme. Det gav mig ro til at tro på at det hele nok skal gå i sidste ende. Mit bedste råd til dig er at finde ud af med dig selv hvorfor du har de tanker og lav evt en fordele/ulempe-liste. Er det fordi du ikke føler du er nok ansvarlig, passer ned i mor-kassen eller er brændende skruk, at du tænker du ikke skal have børn, så er du ikke alene. Jeg tænkte de ting og har aldrig været skruk. Men jeg har fået fortalt fra flere der havde det på samme måde at de ikke fortryder deres børn og at de tror på det gør én til en rigtig god mor at man har en realistisk tilgang til sig selv og ens evner og at man nok skal vokse med opgaven :-) Jeg håber mine tanker/oplevelser kan hjælpe dig. Pøj pøj med det hele :-)
Belle1990

Belle1990

1001 indlæg
Fedt at din mand kan se, at livet sammen med dig er vigtigere end noget andet <3 Jeg synes bare, at det ville være et ekstremt stort offer min kæreste skulle bringe, hvis han skulle opgive at få børn på grund af mig - og jeg tænker at det også ville være et stort offer for mig, hvis jeg skulle vælge at blive gravid. Jeg tror at det er meget normalt, at man skiftevis glæder sig og panikker lidt, når man er gravid - det er jo et helt nyt kapitel i ens liv, der er ved at gå igang... Jeg har ikke noget problem med at skulle give slip på kontrollen, for jeg er ret god til at sige "pyt, det er ligemeget/pyt, det skal nok gå"... Jeg er egentlig ikke i tvivl om, hvorfor jeg ikke ønsker børn, da jeg ikke tror at jeg vil egne mig som mor... Mit største problem er, at jeg ligner min far ALT for meget - han var en person, der aldrig skulle have haft børn, da han - på alle leder og kanter - er en mega træls person... Og jeg er mega bange for at ende som min far, og det vil jeg ikke byde noget barn i denne verden.. Men tillykke med din graviditet :D