1. Forum
  2. Debatten
  3. Dit liv
  4. Ulykkelig - råd til at komme ovenpå igen

Ulykkelig - råd til at komme ovenpå igen

ettoks

ettoks

5 indlæg
  • Skrevet
I fuldstændig vildrede over, hvem jeg ellers kunne snakke med, skriver jeg nu her og håber på hjælp. Jeg er en stille og rolig pige på 19, som efter sommerferien skal begynde i 3.g. Overordnet set har jeg ikke særlig meget at brokke mig over - jeg har min egen lejlighed, jeg har få rigtig gode veninder, som jeg hygger mig med, jeg har en god familie, jeg har en masse materielle ting og sager. Men alligevel føler jeg mig bundærligt bare helt vildt ulykkelig. Jeg kan ligge i flere dage i min seng uden at lave mad, tage ordentligt tøj på eller komme udenfor døren, fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal give mig til eller kan komme ud af sengen. Jeg sover ikke særlig godt om natten, da det som regel er der, jeg bliver rigtig ked af det og ulykkelig. Sagen er den, at jeg for det første ikke føler mig værdsat. Jeg er godt klar over, at der er mange mennesker, der holder af mig, men alligevel har en følelse af, at der ikke rigtig er nogen, som kontakter mig for at få gode råd eller fortæller mig, at de sætter pris på mig. For det andet føler jeg skam over, at jeg har angst for at søge et arbejde. Mine forældre har spurgt mig utallige gange, om jeg har fundet et sommerferiejob og jeg stikker dem den ene løgn efter den anden, fordi jeg er for stolt til at indrømme, at jeg bare er utrolig angst for at komme til jobsamtale og få et job i frygt for at fejle. Alt i mens går jeg og bruger nogle opsparingspenge til fornødenheder og fornøjelser, som i virkeligheden skulle forblive på min bankkonto. Jeg skammer mig over det, men ved ikke hvordan jeg skal komme ud af det. Dette leder videre til den sidste ting, der gør mig ulykkelig. I foråret slog min kæreste og jeg op efter 2 år sammen, og selvom det var den helt rigtige beslutning, går jeg nu med en følelse af, at jeg aldrig kommer til at møde en fyr, der vil falde for mig. Det bunder i, at jeg har utrolig dårlig selvtillid, fordi jeg blev mobbet i folkeskolen. Jeg føler mig ikke pæn nok til at få en kæreste, hvilket jeg godt ved er en dum tanke, men jeg kan ikke slippe den. Hver gang jeg møder nye mennesker, har jeg i baghovedet om de mon tænker, at jeg er grim. Dette til trods for, at jeg godt ved, at jeg ikke er grim. Jeg er på Tinder og skriver med nogle fyre, som gerne vil møde mig, men jeg tør ikke i frygt for, at de ikke kan lide hvad de ser eller hører (især fordi jeg er utrolig genert og dårlig til smalltalking) Generelt føler jeg bare, at dagene flyver afsted uden jeg får noget indhold i dem, og jeg er ikke glad. Jeg er simpelthen bare ikke glad. Jeg føler, at jeg spilder mit liv. Og nogle gange bliver det hele alt for meget. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. Derfor håber jeg, at der er nogle af jer, der har nogle gode råd til mig, for jeg har brug for lidt medvind i mit liv.
anothergirl

anothergirl

761 indlæg
  • Skrevet
Hej, Jeg har selv haft en periode i mit liv, hvor jeg var langt nede, og det jeg fandt yderst vigtigt i den tid, var at være åben og ærlig over for familie og venner. Jeg fortalte dem, hvordan jeg havde det. Det var rart ikke at gå rundt med det alene og samtidig gjorde jeg op med det, der gjorde mig ulykkelig (mit arbejde og boligsituation), og så sprang jeg ud i noget helt nyt, som viste sig at være det helt rigtige. Så i første omgang: vær åben og fortæl dine nærmeste, hvordan du har det. Skriv evt. Et brev, hvis det er for svært at få det sagt. Jeg er sikker på, at din familie og venner vil hjælpe med at få dig ovenpå igen :)