1. Forum
  2. Debatten
  3. Kærlighed
  4. Det der med at date på Tinder....

Det der med at date på Tinder....

Træet

Træet

21 indlæg
  • Skrevet
Åh piger... Jeg er simpelthen ved at give op. Jeg har været single de sidste 3 år, hvilket har været et bevidst valg, og jeg har undgået forhold pga flere årsager. Men siden maj har jeg egentlig for første gang i lang tid, haft lyst til at have noget mere seriøst med en. Jeg bor desværre i en lille by, hvor alle kender alle, og man møder ikke nogen nye sådan lige. Derfor har jeg tyet til Tinder. Jeg har mødt op til flere derfra, men jeg har ikke mødt en hvor kemien bare var der, eller også har fyren bare været useriøs. Jeg havde så mødt en, som jeg endelig troede at der kunne blive noget, og han virkede virkelig oprigtig og sød. Han sagde dog at han havde nogle commitment issues, men jeg valgte at lade ham tvivlen komme til gode. Efter 3 dates og en MASSE skrivning med mindre "kærlighedserklæringer", så har han pludselig valgt at trække stikket, fordi han er presset, og stresset. Hvilket jeg tror er noget bullshit, for det var vitterligt fra den ene dag til den anden. Nå men, det nu ikke fordi jeg nåede at få følelser for ham, men det er mere princippet i at nu skal jeg starte forfra med en anden igen... Og jeg orker bare ikke hvis det også skal være en fiasko.. Jeg er begyndt at tro, at det har noget med mig at gøre, men jeg ved bare ikke hvad. Eller om det bare kan være Tinder mentaliteten? Er der nogle, som har haft det på samme måde? Det er så rart at høre, hvis man er samme båd som andre..:(
vaniljestang

vaniljestang

246 indlæg
  • Skrevet
Jeg har været single i 4 år. Jeg har faktisk kun datet én på de 4 år, hvor vi så hinanden et par uger og så var det ikke noget alligevel (fra hans side) og ellers har jeg kysset lidt rundt med folk jeg har mødt i byen osv. Intet seriøst eller længere varende. Jeg har prøvet tinder, men det er overhovedet ikke noget for mig. Har skrevet lidt med nogle derinde fra og mødt en enkelt, men jeg synes bare det er så overfladisk og nej.. Det virker som om de fleste ser tinder som en sex-dating app. Hvertfald får jeg enten lumre beskeder og ellers er det sådan noget "Er du i byen iaften?" Enkelte har jeg dog haft almindelige samtaler med, men der går den hurtigt død. Dog kender jeg flere der har mødt deres kærester på tinder. Jeg har simpelthen valgt at fokusere på andre ting end mænd og flirteri. Han kommer, når han kommer. :)
Træet

Træet

21 indlæg
Du har nok ret. Måske jeg i virkeligheden bare heller ikke har lyst til en møde en kæreste på Tinder. Synes ikke det er så romantisk, så måske det også holder mig tilbage. Det er nu heller ikke fordi jeg har SÅ stort et behov for at have en, men jeg er lidt i standby, synes jeg lige nu :| Jeg går bare og venter på at skal starte på studie i århus til februar. Indtil da bor jeg langt ude på landet, i en lille by hvor alle kender alle. De veninder som jeg har, der bor tæt på, de har alle kæreste, så kan godt føle mig lidt ensom til tider... :/ Jeg synes det er sejt, at du er så afslappet omkring det, at "han kommer, når han kommer", for det er jo rigtig nok. Hvor gammel er du, om man må spørge?
vaniljestang

vaniljestang

246 indlæg
  • Skrevet
Jeg er 26 :) Nej, det er jo også det. Der er jo mange der møder sin kæreste der, men du har helt ret i at det er uromantisk. Når børnene engang spørger, hvor I har mødt hinanden "På en dating app, hvor man kun sviper til højre hvis man synes personen ser attraktiv ud" ;-) Ej spøg til side, og alligevel ikke. Det er jo rent udseende man kun kigger på tinder og mange tager det ret useriøst. Som jeg også skrev i en anden tråd herinde, så er det en utrolig kedelig tendens at man nærmest kun møder hinanden over nettet idag. Ingen kigger op fra sin tlf og ser hvem der står foran dem, som i gamle dage. Mine forældre mødtes fx i toget, min venindes forældre mødte hinanden gennem uddannelse, utroligt nok har oliver bjerrehuus fundet sin kæreste i netto. Det er da meget mere "reelt" hvis man kan sige det sådan, at møde folk ude i den virkelige verden. Jeg lagde mærke til for lidt tid siden, da jeg var i kbh, hvor mange flotte mænd jeg egentlig gik forbi. Men vi har så travlt med vores smartphone og alt muligt andet, at vi ikke ser hvad der er omkring os. Dog turde jeg ikke selv stoppe en af de flotte mænd jeg så, men gid jeg turde! Det må være mit næste projekt. Det værste der kan ske er de afviser, også ser man dem alligevel aldrig igen. Den nye serie på tv 2 "perfekte steder" er virkelig fascinerende omkring det at møde hinanden udenfor de sociale medier. Den må du se! Jeg tror på at når vi "jagter" kærligheden, så får vi ikke den rigtige. Når man dater, så har man jo nærmest en tjekliste ubevidst. "Hvad laver han?" "Hvad har han af hobbys?" "Matcher vi hinanden?" Istedet for at fokusere på kemien og hvilke følelser man får fra hinanden. Jeg synes det er noget pjat, at gå efter en fyr/kvinde som fx er højt uddannet, så høj, så bred, går op i dit og dat. For det har ingen betydning i sidste ende, hvis bare man kan snakke sammen og have det godt sammen. Det vigtigste må da være vi kan kommunikere, forstår og acceptere hinanden. Så fuck om han er vvs'er eller kasse medarbejder i lidl. Jeg tror på at der en til os alle sammen og jeg tror på at den rigtige forelskelse kommer når vi mindst venter det og på et tidspunkt der bare ikke passer i vores liv. Der hvor vi bliver NØD TIL at gøre plads til denne her person, fordi vi bare ikke kan undvære, selvom det bare er det værste tidspunkt ever. Men vi gør plads til ham/hende alligevel, fordi vi simpelthen blev ramt. Det har jeg prøvet én gang med min eks. Han var lige blevet skilt og havde et barn. Han boede hos forældrene og havde ingen planer om at skulle finde en lige nu. Jeg havde set et par fyre, hvor de bare ikke gik. Jeg var dødtræt af mænd, og ville slet ikke have noget med dem at gøre! Jeg fokuserede kun på min uddannelse og ville hverken i byen eller noget som helst, hvor jeg kunne møde mænd. *griner* men så mødte jeg ham. På min skole. Vi var igang med den samme uddannelse, men gik i hver vores klasse og var forskellige steder i forløbet. Jeg så ham og synes han så SÅ godt ud. Jeg holdte øje med hvornår han gik ud og røg, og gik også ud når han var der. Det endte med at jeg spurgte ham til råds om en opgave hvor han hjalp mig. Vi begyndte at drikke kaffe sammen om morgenen og skrive en del sammen. Vi blev kærester efter 2 uger fra første snak. Det var simpelthen en stormende forelskede. Helt fantastisk! Desværre holdte det ikke mellem os. Vi kunne simpelthen ikke kommunikere ordenligt sammen. Vi misforstod hinanden konstant og blev uvenner over misforståelser. Vi gik fra hinanden i ro og mag, vi har sidenhen prøvet at være venner, men det kan vi bare ikke. Ikke fordi vi bliver uvenner, men vi har bare noget overfor hinanden der blusser op, selvom vi ikke ønsker at være sammen som kærester. Venner bliver vi nok aldrig, men vi skriver sammen engang imellem og lige høre hvordan det går, og vi ønsker hinanden det bedste i fremtiden. Han har haft 3 kærester siden mig, men har sagt at det stadig kun er mig han har følt den der vilde forelskelse med, selvom vi bare ikke passede sammen. Vi begge er enige om at det var en fantastisk forelskelse, men at vi simpelthen ikke skal være sammen. Jeg tvivler på jeg oplever det igen, men jeg håber det inderligt. Også håber jeg inderligt at det bliver med en, hvor vi kan kommunikere bedre sammen end min eks og jeg!