1. Forum
  2. Debatten
  3. Kærlighed
  4. Fortvivlede mig

Fortvivlede mig

  • Skrevet
Jeg skriver herinde, fordi jeg er virkelig på dybt vand, føler jeg. Jeg har brug for et perspektiv udefra, fra en komplet fremmede, som kan se tingene på en anden måde, end jeg umiddelbart selv har set på tingene. Så ja. Jeg er en pige på 18 år og burde egentligt ikke tænke så meget over, hvad der sker med alle de drenge her, men jeg må indrømme, at det fylder en større del, end det egentligt burde. Jeg har været i et tidligere forhold med en dreng, som kørte psykisk hårdt på mig. Det var et længerevarende forhold på 3 år, som jeg troede skulle være mit livs kærlighed. Jeg var faktisk slet ikke det nærmeste i tvivl om, at vi ville komme igennem alting sammen. Men det er vel ganske hyppigt, at vi alle har været ude for "vores første kærlighed". Det stoppede for omtrent et års tid siden nu her, efterhånden. Det tog mig psykisk rigtig hårdt, men det var det den bedste beslutning vi tog, eftersom det på ingen måde gavnede os længere. Efter 2 mdr, møder jeg en fuldstændigt modsat fyr, som går på mit gymnasium. Han er smilende, charmerende, romantisk og ikke mindst utrolig attraktiv. Han fejede bare benene fuldstændigt under mig, men jeg var rædselsslagen. Jo længere tid jeg sås med ham, desto mere bange blev jeg. Han ekskæreste og ham havde også et turbulent forhold til hinanden i et års tid, så vi forstod hinanden rimelig godt på en masse punkter. Men som tiden gik, vi kan bare kalde ham Oskar, så vidste alle fra gymnasiet om ham og jeg. Og flere og flere nævnte ting og sager, såsom at han havde kysset med en pige til en fest eller hans ekskæreste, som gik og snakkede ned om mig til nogen af mine bekendte. Det blev pustet op, og jeg blev virkelig usikker på mig selv, så jeg valgte at stoppe det med ham. Jeg var rædselsslagen, som jeg nævnte længere oppe. Han kunne altid overbevise mig om, at jeg skal give det en chance, så det gjorde jeg så. Men jeg var stadig bange, så jo flere gange der kom folk der blandede sig eller mine veninder der udtalte sig om, at jeg skulle stoppe det med ham, jo mere fik det mig til, at skubbe ham væk og stoppe det. Og jeg stoppede det med ham op til flere gange. Det var på ingen måde nogen acceptabel beslutning fra min side, og jeg var alt alt for usikker til, at være klar til at indlede noget nyt med en ny fyr, efter min ekskæreste. Men jeg forelskede mig så meget i ham, at jeg kæmpede, da han så var ved at give op. Efter vi stoppede kontakten, formåede enten Oskar eller jeg, at kontakte hinanden og fortælle, at vi savnede hinanden. Men da han kontaktede mig, var jeg for stolt til at kunne give det en chance, og da jeg kontaktede ham, var han for stolt til at give mig chancen. Vi endte her i sommers med, at give det chancen, men en af hans gode venner kyssede mig i fuld tilstand, og selvom jeg skubbede ham væk, var det for meget for Oskar til at kunne galopere. Jeg kæmpede med alt jeg overhovedet havde, for at få ham tilbage. Indtil den dag, han kysser med min tidligere rigtig gode veninde, lige for næsen af mig. Pointen er, sådan har det kørt helt siden marts, sidste år og det bliver ved og ved. Vi fik mulighed for at snakke ud her til en julefest på vores gymnasium, men jeg drak mig mod til det, hvilket fik mig til at fremstå mere fuld, end jeg umiddelbart havde regnet med. Han fortalte mig, at han skal rejse her inden for nogle måneder. Han skal rejse jorden rundt med en kammerat, og han ville ikke starte noget op, da det ville gøre for ondt at sige farvel inden da. Jeg skriver til ham dagen efter, at jeg var utrolig glad for, at jeg havde mulighed for, at snakke fra hjertet og at han var villig til at lytte, og at jeg fremover ønskede ham held go lykke. Så går der blot 1-2 uger og så ses vi i byen. Jeg lod som ingenting og hyggede mig med mine veninder. Han skrev til mig nogle timer senere, om jeg stadig var i byen og om jeg lige ville sige hej, hvor jeg derefter skrev, at jeg var taget hjem. Han skrev derefter "Det er enten eller med dig" hvor jeg ikke rigtigt kunne forstå, hvad han mente og siden skrev vi ikke. Men dagen efter sagde jeg, at hvis han ville ringe kunne han det, og så kunne vi snakke, hvis det lystede og han ringede så. Aftalen var faktisk, at vi skulle mødes, men han ville hellere snakke over telefonen, hvilket jeg syntes var lidt underligt. Men han sagde så bare i telefonen, at han ville gerne have vi skulle sige hej, når vi træffer hinanden i byen, og at jeg ikke skulle ignorer ham. Men nu så jeg ham her i torsdags i byen, hvor jeg var bankestiv, og han spurgte mig op til flere gange, om han skulle ringe efter taxa eller om han skulle ringe hjem til mine forældre og om jeg var okay. Det er bare ren venlighed, det ved jeg godt. Men jeg har brug for, at høre, hvad der muligvis kunnet havde været gået galt helt fra start? og om I tror han muligvis stadig føler noget? Mvh den forvirrede pige, som håber på svar.
gitte345

gitte345

473 indlæg
  • Skrevet
Han er helt klart interesseret og har været det hele tiden. Men det er klart, at han er usikker på dig, når du vil væk fra ham hele tiden. Mange mænd kan ikke rigtig tåle den der afvisning. Jeg synes du skal tænke dig rigtig godt om, om du vil være i stand til at holde fast i ham uanset rygter og hvad dine veninder siger. Bare dig og ham. Lad være med at kontakte ham i et stykke tid. Hvis han kontakter dig, så inviter ham ud og fortæl ham, at du gerne vil være seriøs med ham og at du lover ikke at gå fra ham hele tiden. Men du kan vel vente til han er tilbage fra jordomrejsen.
  • Skrevet
Tusind tak for svar. Jeg vil klart vente på, at han tager kontakt igen. Håber alt bliver godt igen, hehe.

Mest populære tråde