1. Forum
  2. Debatten
  3. Kærlighed
  4. Hvor meget skal man gå på kompromis med sig sel...

Hvor meget skal man gå på kompromis med sig selv for kærlighed ?

Kamilla1344

Kamilla1344

2 indlæg
  • Skrevet

Hej! 

Jeg er en pige på 27, jeg har en kæreste jeg er utrolig glad for, men vi har et evigt tilbagevende problem som er gået lidt i hårdknude.
Jeg elsker ham umådeligt højt, men hans livsstil gør at jeg bruger alt for meget til tid på at være ked af det. 
Han arbejder ca. 50-60 timer næsten hver uge, derud over har han gang i allemulige mærkelig projekter og med i alverdens foreninger. Derud over er han meget social og tager på 4-5 ferier og forlængede weekender om året med kammerater/foreninger. Alle de ting gør ham rigtig glad og han trives i det. 
Dette indebære dog at jeg kommer til at bruge rigtig meget tid alene, som gør mig både ked af det og ensom. Jeg har forsøgt at bruge mere tid med mine veninder, gå i byen og dyrke mine hobbier mere, for at se om jeg på denne måde kunne finde en rytme jeg var glad i, men følelse forsvinder ikke og jeg har samme følelse som da jeg var single, nemlig et savn efter en tosomhed og trykhed som et forhold giver. 

Vi snakker om det cirka en gang om ugen, og hver gang er det lige ubehageligt. Enten ender det i et skænderi eller med at jeg græder rigtig meget. 
Han oplever at jeg presser ham og giver ham dårlig samvittighed hele tiden. Det har jeg ingen intension om, men jeg kan mærke at jeg brænder fuldstændig samme når jeg forsøger at holde følelserne inde i mig selv, og jeg ved ikke hvordan jeg skal udlægge dem anderledes.  
Jeg har det rigtig dårligt med mig selv over at jeg ikke formår at være cool og lade ham leve hans liv som han ønsker det, og jeg hader mig selv for at være den altid sure, jaloux kæreste som altid brokker sig over han ikke er moden og dedikeret nok. Sådan ønsker jeg ikke at være, men jeg følelser at jeg hele tiden skal kæmpe for at undertrykke følelserne omkring det. 

Jeg kan ikke finde ud af om det er urimelige krav og man ikke kan forvente det af en kæreste og løsningen er at jeg bare arbejder mere med følelserne, eller om jeg burde give op og gå fra ham.  
Derfor har jeg brug for at høre hvor meget i mener man skal gå på kompromi med sig selv for at være i et forhold, og hvor meget det er rimligt at forvente af en mand? 













Blomsten1990

Blomsten1990

140 indlæg
  • Skrevet
Hvis du ikke kan leve med din kærestes livsstil må du gå fra ham. Sorry lyder nok lidt barsk, men du kan simpelthen ikke forvente, at han laver om på det for din skyld. 
xxmahaloxx

xxmahaloxx

1016 indlæg
  • Skrevet
Jeg er enig med Blomsten 1990 - jeg synes ikke at man kan eller skal ændre på sin partners livsstil.
Jeg tror at din kæreste giver dig det han føler han kan give dig uden at skulle gå for meget på kompromis med den han er og den måde han lever sit liv på og derved miste sig selv. Det er simpelthen bare ikke nok for dig - I passer altså bare ikke sammen på den måde. Han skal nok snarere have en kvinde der har gang i ligeså mange ting og har sit eget liv udenom ham og derfor ikke er ligeså afhængig af hans nærvær som du er. Og du skal nok snarere have en mand der hviler mere i sin tilværelse og har nok i parforhold, venner og familie samt et 37-timers job.

Du synes du skal gå for meget på kompromis med dig selv og dine ønsker hvis du skal acceptere hans livsstil. 
Han føler at han skal gå for meget på kompromis med sig selv og sine ønsker hvis han skal ændre sin livsstil. 

Hvis du ikke kan leve med måden det er på nu, tror jeg ikke der er andet du kan gøre end at forlade ham og finde en mand du deler hverdagsønsker med. 
contrast

contrast

1684 indlæg
  • Skrevet
Måske har I gået til emnet forkert, når I har snakket om det. Jeg vil ikke sige, at den eneste løsning er at acceptere det eller gå fra ham - det er simpelthen en oversimplificering, da der er alt for mange detaljer som vi slet ikke kender til. Jeg og min kæreste har været igennem mange ting, vi har været uenige om, og hvor vi har haft diskussionen masser af gange - hvis vi så bare havde taget imod lignende råd bare at gå fra hinanden, så ville vi slet ikke være der, hvor vi er nu. Mennesker er dynamiske og kan ændre sig og blive klogere. Jeg vil også sige, at det lidt er en skrøne, at man slet ikke skal gå på kompromis med nogle ting, når man er i et forhold. Man kan jo ikke bare forvente, at man kan fortsætte med at være og gøre 100% det man vil, som fra før et forhold (udover selvf. at være sammen med andre, det er en selvfølge i monogame forhold). Man går jo allerede på kompromis ved at man skal tage hensyn til hinanden, noget som man jo ikke skal gøre, når man er single. Så det med at man ikke skal gå på kompromis er simpelthen forkert efter min mening.

For at være ærlig, så tror jeg heller ikke der er mange kvinder, som ville trives med at have en mand, der er SÅ travl, som du beskriver ham. Han arbejder 50-60 timer og har rigtig meget ved siden af... det kan jeg simpelthen ikke tro, at der er mange der vil have det fedt med. Man kan jo ikke se en fremtid med sådan en mand, for der vil ikke være tid til overhovedet at slappe af sammen, hvis han så også booker nogle af weekenderne. Så det skal han jo også lige have i overvejelserne, når han har valgt den livsstil som han har - at selvom det ikke bliver jer, er det ikke lige sikkert, det vil være så nemt for ham at finde nogen, som ville finde sig i at blive prioriteret så lidt.

Så altså, det er ikke bare dig, der skal acceptere ham eller gå fra ham, det er ham som måske i sidste ende skal acceptere at hvis han vælger den livsstil, så bliver det sikkert også svært for ham at finde eller beholde en kæreste som er okay med det.

Hvor længe har I været sammen?
Hello-Mr.

Hello-Mr.

131 indlæg
  • Skrevet
  • Sidst opdateret
Prøver lige at stille det hele lidt karikeret op...

Han har et godt og givende arbejds og fritidsliv, og er tilfreds med det.
Du har ikke det arbejds og fritidsliv du er tilfreds med.

Du ønsker han skal ændre på hans gode liv......

jeg tror reelt ikke i passer sammen. Han er øjensynlig hvor han trives på rigtig mange måder.
Du er et sted hvor du ikke trives men ønsker han skal ændre sit liv så det passer sig ind efter sig.
Tror du du bliver lykkeligere af han så ikke længere har sit gode liv?

Det jeg ser for mig er du får ændret på ham så han passer ind i dit billede, men er det så fortsat ham?
Det er helt ok man må bøje sig og respektere den anden også... men husk det kun virker hvis der sker på begge sider....

Vi er alle forskellige og heldigvis for det.....
Jeg er fx ikke til sport i TV og gider ikke se fx fodbold.... men bruger gerne en del tid på frivilligt arbejde...
Det er min måde at prioritere tid på.... Og så længe i ikke har børn, så er der efter min mening også plads til andet en hygge på sofaen, hånd i hånd.... det er også vigtigt, men øjensynligt vigtigere for dig end for ham.

har du prøvet at engagere dig i fx noget af hans foreningsarbejde, og taget med på ture osv?
chariot

chariot

563 indlæg
Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv 

TS, hvis jeres forhold skal fungere kræver det et kompromis fra begge sider. Jeg er fuldstændig enig med ovenstående omkring, at man altså ikke kan have et længerevarende parforhold uden at skulle gå på kompromis med nogle ting. Det er i min optik en del af det at være i et forhold, at man må tilpasse sig og tage hensyn. Du er allerede gået rigtig meget på kompromis og ud fra hvad du skriver faktisk mere, end hvad du har det godt med. Og jeg kan egentlig ikke lade vær med at tænke: hvorfor er det kun dig, der skal gå på kompromis? Hvorfor er kun dig, der skal ændre noget og ikke ham? Hvis et forhold skal fungere kræver det kompromisser og hensyn fra begge sider. Så det egentlige spørgsmål er vel nærmere: er han klar til at gå på kompromis? Er han klar til at gøre, hvad der skal til for, at I begge er glade i jeres parforhold? Jeg synes faktisk, han lyder en smule egoistisk. Det vigtigste for ham er, at han selv er glad, og så synes han, du er træls og besværlig, fordi du mangler nærvær og tryghed fra ham. Jeg synes, han skal til at kigge lidt ud over sin egen næsetip, hvis han vil jeres forhold.

Men TS hvis I vil videre herfra, så tror jeg helt sikkert på, at løsningen er at finde den gyldne middelvej. Find et kompromis i begge kan være tilfredse med, hvor I begge bøjer jer lidt. Han skærer måske nogle timer fra arbejdet eller fritidsaktiviteterne, og du lærer at acceptere at et parforhold med ham betyder, at du har lidt mere alenetid, end hvis du selv skulle vælge. Her kan du også overveje, om du kan finde en måde at bruge den ekstra alenetid konstruktivt fx på et projekt, fritidsaktivitet eller venner og familie. Min hovedpointe til dig er dog stadig: jeg synes ikke du forventer for meget, og jeg synes også, at han bliver nødt til at gå på kompromis, hvis I skal få forholdet til at fungere.
Kamilla1344

Kamilla1344

2 indlæg
  • Skrevet

Tak for rigtig gode svar, de har virkelig fået mig til at tænke. 
Jeg syntes nu ikke jeg er utilfreds med mit eget liv. Jeg har en del fritids interresser, gode veninder og en sød familie, jeg har både et arbejde jeg elsker, mens jeg er ved at tage en vidrer uddannelse, jeg er egentlig generelt ret tilfreds. 

Det er ikke det at jeg ikke kan udfylde tiden han ikke er hjemme,  eller det at jeg skal være alene der er problemet, men det er følelserne jeg får af usikkerhed, jalousi, samt behov for stabilitet og familie liv. Jeg er fuldstændig enig i at jeg skal give ham frihed og plads og respektere at han trives i hans liv lige som det og ikke prøve at lave om på det.
Jeg tror ikke helt jeg har fået skrevet det ordentligt, for det er ikke fordi jeg ønsker han arbejder mindre, eller dyrker færre af hans fritidsinteresser. Jeg er indstillet på at jeg har fundet en mand der arbejder meget og har mange bolde i luften. Det jeg har svært ved at håndtere er at han drikker virkelig meget alkohol og fester meget når han er afsted både med arbejde og i hans fritid. 
Jeg har det sidste års tid virkelig arbejdet på at kontrollere mine følelser ift. det og syntes jeg gør alt hvad jeg kan for at det ikke skal påvirke vores hverdag sammen, men det gør det. Jeg er virkelig ofte sur og irritabel på ham og det hver gang han fortæller han har planlagt noget bryder jeg helt sammen, fordi jeg forbinder det med de andre ture han skal på der allerede er planlagt. Generelt har jeg et ønske om et mere stabilt familie liv end ham, jeg vil også gerne have børn, hus sådan nogen ting, hvilket han ikke er klar til. Det respektere jeg fuldt ud og kan fint vente, men jeg er hele tiden i tvivl om jeg kan blive glad i det, når jeg ikke er det nu. Han siger han gerne vil have børn med mig og alt det der, men at han tænker at hans liv skal blive ved med at se ud som det er.  Jeg er fuldstædnig slittet op inden i over det, og det går ud over min hverdag og ødelægger vores forhold, fordi jeg altid er sur, irritabel og afviser ham, hvilket jeg virkelig ikke ønsker, for jeg har aldrig elsker nogen så højt og inderligt som ham 

gitte345

gitte345

557 indlæg
  • Skrevet
Jeg kender godt det der. Min sidste kæreste drak også for meget, jeg var nervøs for om han med tiden ville blive alkoholiker. Han var også meget dårlig til at planlægge og tog generelt nogle ret umodne valg...jeg tror simpelthen ikke, man ved, hvordan en mand er som far før han er far...men det lyder ikke godt indtil videre. Mange mænd venter jo med familie og børn til de bliver næsten 40, så måske er det derfor, han slapper så meget af med det.

Mest populære tråde