1. Forum
  2. Debatten
  3. Kærlighed
  4. Hvorfor går så mange fra hinanden?

Hvorfor går så mange fra hinanden?

vaniljestang

vaniljestang

246 indlæg
  • Skrevet
Hej piger! Store tanker fra morgenstunden.. ;-) Men helt ærligt. Jeg har længe gået og tænkt over samfundet som det er idag. Gennemsnittet for et parforhold er mellem 3-5 år. Familier består ikke længere af far, mor og deres fælles børn men af far, mor, (måske fælles) børn OG bonus børn. Der er virkelig mange familier som består af bonus børn. Ikke at der er noget galt i det overhovedet, men jeg synes det er en utrolig udvikling at folk ikke bliver sammen i dagens danmark. Jeg kan tydeligt huske da folk begyndte at blive skilt i stimer. Mine egne forældre blev skilt for 13 år siden og husker tydeligt at nærmest alle forældre blev skilt dengang. Det er nærmest blevet mere normalt at blive skilt/være single end at have været i et parforhold mere end 7 år. Jeg ser gang på gang veninder/deres veninder komme i et forhold og gå fra hinanden efter et par år. Begge mine forældre har da også haft forskellige kærester i de 13 år de har været skilt. Mine kollegaer i mange aldre er enten blevet skilt eller skifter også kærester hvert 3. år. Det er altså i alle aldre at det her foregår og man kan ikke undskylde med at det kun er ungdommen nu til dags ;-) Jeg arbejder i sosu-faget og møder mange ældre mennesker, og der er ikke nogle af dem der har været skilt. Enten er deres ægtefælle død og ellers er de stadig sammen og har været det altid. Hvorfor tror du at det er sådan Idag? Jeg selv tænker at det måske er fordi vi ikke har så meget brug for hinanden mere. I "gamle" dage, havde vi mere brug for hinanden, da mændene arbejdede og tjente penge og kvinderne ordnede hjemmet og passede børnene. Måske alle har en forestilling om hvordan det "perfekte" parforhold er. Ligeså snart nyforelskelsen har lagt sig, er det måske nemmere at gå ud at jage den igen end at kæmpe for forholdet derhjemme? Jeg ved det ikke, men jeg synes det er interesseret at diskutere :-)
Hejallesammen

Hejallesammen

16 indlæg
  • Skrevet
Jeg tror det er pga vi har fået alt den teknologi. Det er for nemt at gå ind på dating sider, sidde og skrive med folk man ikke kender på sociale medier og finde den nye person interessant. Jeg tror ikke at folk kæmper så meget som de gjorde engang, da det er blevet så meget nemmere at finde en ny. Jeg tror også det at se f.eks. ens forældre blive skilt, at man så ikke har sine forældre at se op til og vide at forhold er værd at kæmpe for selv i de svære tider. Mine forældre snakkede aldrig sammen da jeg var lille, de var kun sammen for os børns skyld, så snart vi blev ældre gik de fra hinanden. På den måde havde jeg dem at se op til, hvor jeg så de ikke kæmpede for hinanden(har aldrig set mine forældre kysse hinanden), så de har ikke lært mig at kærlighed er værd at kæmpe for. Det er noget jeg selv har fundet ud af. Det tror jeg også påvirker forhold nu, at man ikke lærer at kæmpe for dem man holder af og gør en indsats.
mand86

mand86

5 indlæg
  • Skrevet
  • Sidst opdateret
.
contrast

contrast

1478 indlæg
  • Skrevet
Spændende emne, som jeg også selv har grublet meget over :) Individualismen har skylden for, at folk oftere går fra hinanden i dag. Folk smider simpelthen hurtigere håndklædet i ringen, end de gjorde tidligere, og den historie, de fortæller sig selv, er typisk noget i retning af "jeg kan finde bedre", "jeg burde være hovedkuls forelsket, ellers er han ikke den rigtige for mig", "jeg er ofte irriteret på ham, ergo er han ikke den rigtige" osv. De ser for mange blindgyder, trækker på skuldrene og siger "nåja, så er han jo den forkerte" i stedet for at prøve at se løsninger og påtage sig noget af ansvaret. Det kommer ikke af sig selv. Det er som om, at folk forventer i højere og højere grad, at det hele skal komme til dem, og at de ikke skal arbejde for det. Folk forventer at det skal være nemt - og det er bare langt fra virkeligheden. Der er da sikkert nogle ganske få par, der har været sammen i mange år, som aldrig har skænderier, har været enige om deres fremtidsplaner fra start, aldrig oplever at der går hverdag i den, aldrig nogensinde er i tvivl om deres forhold, aldrig har haft en krise osv. Men jeg tror nu også, at mange pynter på deres historier - og det får måske andre til at tro, at hvis deres forhold ikke er på den måde, så er der noget galt. Det er heller ikke nødvendigvis en fordel at have et forhold, der altid er nemt - for hvad så, når det bliver svært? Så har man aldrig lært at håndtere det sammen, og det kan være et kæmpe chok, når man lige pludselig står efter mange år og har sit første, store skænderi, og tror at man skal slå op... Jeg har også hørt om flere, der faktisk slår op, når det har været "nemt" længe. For så bliver det kedeligt, og de har ikke haft noget at kæmpe for. At man har nogle udfordringer i forholdet er faktisk en vigtig ting for ens evne til at holde sig dedikeret over for sin partner. Så er der også hele forbrugerisme-aspektet, som en anden er inde på. Vi er vant til at få vores lyster stillet med det samme. Sulten? Bestil noget take-away bare med nogle få klik. Ondt i hovedet? Tag en hovedpinepille. Og så videre. Den tankegang og den barskhed, som jeg hører foregår i datingmiljøerne, gør at folk bliver mere kyniske og ser deres potentielle partner/ens date som en "vare". Det er blevet mere og mere udgangspunktet, at man kan date flere og endda gå i seng med flere på samme tid, medmindre man AFTALER med hinanden, at man er eksklusive. Folk er simpelthen bange for at udelukke nogle muligheder, så de holder alle kortene åbne (som de selv tænker det, men i virkeligheden gør de sig selv følelsesmæssigt utilgængelige). Den tankegang medfører jo, at de får et utroligt kynisk syn på andre mennesker og ser dem som en vare, man bare lige kan smide ud, og zappe videre, når man finder noget bedre. De kommer aldrig til at slå sig ned med en partner for resten af livet. Folk er vokset op med en Disney-agtig lyserød opfattelse af, hvordan et forhold skal være. Men det er altså hårdt arbejde, og derudover er det også meget mere tilfredsstillende, når det går strygende, hvis man har kæmpet for det.
Supernova1

Supernova1

193 indlæg
Skarpt👏🏼
Bride to be

Bride to be

9 indlæg
  • Skrevet
Jeg har set mine forældre være sammen 15 år for længe. De lavede aldrig en skid sammen, eller sammen med os de sidste 15 år, gnisten var væk min far var totalt dominerende han drak også for meget. Det gør han stadig men det er en anden historie. Min mor føjede ham for det meste. De passede slet ikke sammen 2 alt for forskellige mennesker. Men de blev sammen for deres børns skyld. Det skal man ikke, det har jeg lært meget tidligt. Jeg havde længe ønsket de ville gå hvert til sit, men det skete først da jeg var blevet 25 år og det var efter min mening alt for sent. Jeg synes udviklingen er positiv og har gjort at jeg i en alder af 30 år endelig har fundet manden jeg skal være sammen med resten af mit liv. Det tog sin tid men jeg har heldigvis lært ikke at nøjes, så det har jeg aldrig gjort, har jeg ikke været lykkelig er jeg skredet. For jeg har set hvor galt det kan gå!
FruSPedersen

FruSPedersen

701 indlæg
  • Skrevet
Syntes spørgsmålet er nemt at svare på. Det er simpelthen folks syn på, hvad parforhold egentlig går ud på. Idag går folk fra hinanden, bare ved de mindste fejl og vi dømmer hinanden så hårdt. Vi drømmer om partneren der får os til at føle os hele og ingen fejl har. Men det findes ikke! Vi lever i en illusion om, at det skal være nyforelskelse 24/7 og sende kemi igennem vores kroppe ved hver eneste berøring og tanke. Men sådan fungere det ikke. Når først nyforelskelsen er gået over, så kommer den rigtige prøve i forholdet. For nu skal man lære hinanden at kende på en helt ny måde. Og kodeordet er KOMMUNIKATION! Vi er så dårlig til at snakke sammen idag. Vi brænder inde med noget også skrider vi. Ergo parforhold er en dans på roser, men ved hver enkelt rose er der en torn. Man kan vælge at være ligeglad, stikke sig på den ig fortsætte ved at danse over de andre torne til fødderne bløder. Eller man kan sætte sig og snakke med et åbent sind om, hvordan vi smertefrit kommer forbi den torn. Man skal også huske, at man selv skal være den partner. Man ønsker den anden er. Så ønsker man sig en glad partner. Vær selv glad. O.s.v
vaniljestang

vaniljestang

246 indlæg
  • Skrevet
Gode svar :) Mine forældre var også sammen ALT for længe. Der var ingen kærlighed, det var rent praktisk at de var sammen. Jeg husker heller ikke de nogensinde har kysset. Tværtimod var de uvenner ALTID. Så er det jo heller ikke værd at blive sammen. Men jeg tænker om vi virkelig kun kan få fx 10 år med en partner, hvor det fungere? Nyforelskelsen, begæret og alt det der vil jo på et tidspunkt ebbe ud for ALLE. Kan vi virkelig "kæmpe" os til at forholdet vil fungere når alt det her ebber ud og man har prøvet alt? Eller er det så bare rent praktisk at man er sammen efter det? Alle elsker jo at være nyforelskede. Jeg tænker at vi i vores generation måske jagter den der forelskelse. Det er jo ikke muligt at være ny-forelsket i den samme partner i fx 10 år. Jeg må indrømme at jeg lidt har mistet troen på den "evige kærlighed" .. Jeg ser det ske hele tiden at folk finder sammen og går fra hinanden igen. Tilgengæld tror jeg også man lærer meget om sig selv i de forskellige forhold man er i. Og jeg tror det er sundt at have prøvet lidt forskelligt. Men om man kan finde en partner, hvor man kan få det til at fungere resten af livet.. Det tvivler jeg altså på...
Pigenlig

Pigenlig

41 indlæg
  • Skrevet
Jeg tror, du har fat i mange rigtige ting. Folk er blevet "egoister" (på godt og ondt i øvrigt). Der er ikke længere den samme tro og måske endda overskud til parforholdet, da karriere, egne interesser mv. fylder mere og mere.