1. Forum
  2. Debatten
  3. Kærlighed
  4. Hvornår ved man at han skal være en del af min ...

Hvornår ved man at han skal være en del af min fremtid?

Odense23

Odense23

2 indlæg
  • Skrevet
Hej :-) Jeg skriver egentlig det her bare for at få luft for mine tanker, og fordi jeg er i total vildrede over de her tanker, og følelser for den sags skyld.. Sagen er den at jeg har været sammen med min kæreste i to år, men jeg er kommet i tvivl om hvorvidt ham og jeg har en fremtid sammen. Vi studerer begge to, og bor ikke sammen. Jeg er færdig om et år, og han har et halv år mere tilbage af hans uddannelse når jeg er færdig. Jeg er begyndt at have mine tanker på at finde en lejlighed (bor i kollektiv nu), når jeg er færdig, og derfor vil det jo være meget normalt at medtænke ham i de planer. Det gør jeg også, men det er ikke med den rigtige følelse, eller den følelse af at "ih, hvor jeg glæder mig til at vi skal kigge på lejligheder sammen". Han har absolut intet gjort forkert. Han vil mig alt det bedste, han er sød, dejlig og omsorgsfuld. Jeg elsker ham, men det er som om vores forskellighed pludselig rammer mig nu, hvor jeg tænker på fremtiden. Jeg er typen der kaster mig ud i mange nye oplevelser - jeg har oplevet en del i forbindelse med rejser, og jeg har tanker i forhold til min fremtid i forbindelse med job og videreuddannelse. Hvis jeg sætter mig et mål for noget, vil jeg gøre hvad jeg kan for at opnå det. Min kæreste har aldrig stået i vejen for de drømme og tanker jeg har, men jeg kan mærke at det frustrerer mig at han tager så "let" på sit liv. Det er groft sagt, for han engagerer sig også i sit studie, men hans drømme er og bliver drømme, jeg oplever sjælendt at han udlever dem. Jeg forventer ikke at have en mand, som kan få enhver drøm opfyldt, selvfølgelig er der begrænsninger i livet, som gør at man ikke kan alt hvad man gerne vil, men jeg mangler at opleve et drive hos ham - et drive på livet, eller nogle mål, som han brænder for at udleve. Jeg ved ikke om det giver mening, og jeg kan ikke lade vær med at føle mig som et egoistisk og tarveligt menneske, når jeg tænker på alt det her. Jeg bliver ked af det, når jeg tænker på det, for jeg føler at jeg forventer noget urimeligt af ham. Han tager meget én dag af gangen, hvilket er en dejlig egenskab hos ham, da han kan få mig til at komme helt ned i gear, hvis jeg føler at alt lige rammer, men jeg er så frygtelig i tvivl om det kan forenes i en hverdag sammen, da jeg allerede nu kan mærke at jeg mangler noget hos ham - noget i vores forhold. Jeg vil ikke lave om på ham, for jeg vil ikke modulere en kæreste - det fortjener han ikke, men jeg vil selvfølgelig snakke med ham. Vi har begge to vidt forskellige baggrunde. Han har ikke så travlt, han har brugt en del år på at finde ud af hvilken uddannelse han skulle tage (han er 27 år), og i mellemtiden har han lidt ladet "tiden gå". Jeg har det bedst når jeg har en plan at gå efter. Jeg er ikke perfektionist, men jeg kan godt lide at have styr på de mest praktiske ting, uden at alt absolut behøver at gå efter lige præcis den plan man har lagt. Jeg er bare i tvivl om vores grundsten passer sammen - de grundsten, som man i sidste ende skal leve et liv sammen på. Om hvorvidt jeg skal blive sammen med en mand, som er støttende, dejlig og omsorgsfuld, eller om jeg skal finde en mand, som har det jeg føler, jeg mangler hos min kæreste? Jeg tror bare jeg mangler at høre fra nogen, som måske har haft samme tanker, eller som har været igennem det samme.
Whineit

Whineit

1498 indlæg
  • Skrevet
Jeg følger lige med. Det ku ha været mig der skrev det der!
Supernova1

Supernova1

87 indlæg
  • Skrevet
Du ved det når du møder ham
Smilsmittermeget

Smilsmittermeget

1192 indlæg
  • Skrevet
Åh, jamen jeg havde også en kæreste, som jeg var sammen med i gymnasiet og flere år frem; vi var da glade for hinande, men jeg havde den fornmmelse i maven, at han ikke var mandEN, at vi netop ikke havde en fremtid sammen, ikke ville de samme ting og bare var for forskellige - så jeg gik fra ham, og nu skal jeg giftes med mandEN - en der har samme værdier, vil det samme, hvor der også skal ske noget. 
Man ved det bare - men man ved også, når det ikke skal være.. Selvom det er hårdt og svært!
Odense23

Odense23

2 indlæg
Det er nemlig rigtig hårdt og svært - netop fordi han intet forkert har gjort overfor mig, men at mine følelser måske bare ikke kan følge med længere, når jeg tænker på fremtiden. Men det er rigtig rart at høre andre også har været igennem lignende. Man føler sig lidt alene med den beslutning, da ingen andre end en selv kan mærke efter hvad det rigtige valg er. Jeg kan jo ikke gå ud og teste andre mænd af - og det kunne jeg heller aldrig finde på. Så ja, man må følge sin egen mavefornemmelse og sit hjerte i sidste ende.
FruSPedersen

FruSPedersen

684 indlæg
  • Skrevet
Hm... vi ved jo i princippet ikke hvad vores fremtid bringer. Men jeg tror helt ærligt, at problemet ligger hos dig. Han lyder til at være stille og rolig og nede på jorden. Noget, som jeg tror at du faktisk har behov for. Måske leder du efter den vilde forelskelse, eller bare lidt kilden i maven? Når folk snakker om, at de har fundet manden de skal være sammen med resten af livet og spørger mig, om jeg har det ligesom dem med min kæreste. Og her vil jeg både sige ja og nej. For jeg har en rigtig dårlig forestillingsevne og som autist, har jeg følelser der hopper konstant. Men sætter jeg mig ned og virkelig ptøver, at forstille mit bryllup. Så er det min kæreste ved alteret. Men forhold er altså en udfordring hver eneste dag. Vi forventer SÅ meget, at det bliver nemt og begærer vi ikke hinanden med kæmpe fyrværkeri, så er det ikke godt nok. Mange vil nok være uenige med mig. Men det er sandheden. Da jeg fik min kæreste og forelskelsen faldt. Fy for den, jeg havde det godt nok svært! Og at være autist, gør det ikke meget nemmere. Men jeg kiggede på andre, fantaserede om andre og blev lidt varm på en O.s.v og virkelig mange skrev, at jeg skulle gå fra ham. Men der gravede jeg dybt ind i mig selv og også bare så på virkeligheden. Vi kan ikke undgå, at måske begære andre eller måske tænke lidt "sødt" om dem. For de er lige foran en og det ligger faktisk ikke i vores genetik, at være monogame. Men der må man sige til sig selv, at det er okay. Bare man ikke bliver besat af tanken eller fører den ud i livet. :) Hvis din forestillingsevne, er bedre end min. Så tænk lige: hvordan vil jeg have, hvis han fandt en anden? Ville du blive helt knust? Eller vil du blive lidt ked af det, men havde det okay med det? Tænk grundigt. Intet impuls svar.
gitte345

gitte345

179 indlæg
Jeg ved godt, at det er lidt en afstikker i forhold til tråden, men kan du ikke forklare det der med, at følelserne "hopper" som autist? Eller i det hele taget, hvad det betyder for et forhold, når man er autist? Jeg tror, jeg har autistiske træk nemlig.
FruSPedersen

FruSPedersen

684 indlæg
Puha. Altså jeg kan fortælle, hvordan det er for mig. Men autister er jo ligeså forskellige, som folk uden diagnoser. Meget af mit følelses hopperi, har også meget med min barndom at gøre. Da den ikke er noget at råbe hurra for. Men man siger ofte, at autister altid er 100% sikre i deres følelser. Hader de, så er der intet at gøre og vice versa. Men som jeg oplever folk med Aspergers, så kan vores tanker tage overhånd og vi kan ikke altid helt mærke, hvad vi selv vil. Hvis du er bekymret for, om du er autist så vil jeg råde dig til at få dig udredt. Jeg blev udredt, som 25årig (bliver 27 i år) og er ked af, at jeg ikke fik diagnosen før. Kunne være skånet for en masse unødvendigt.
daydreemer

daydreemer

1 indlæg
  • Skrevet
Ang. om din kæreste er rigtig eller ej? Ja det er svært at vide, men jeg lover dig at finder du en dag en anden så vil han også ha et eller andet som ikke passer til dit liv og til dig, men måske er i bare for forskellige? Min eks og jeg boede sammen uden at bo sammen, altså jeg flyttede ind hos ham og han var kun hjemme i weekenderne, så vi boede sammen og var weekend kærester, perfekt for mig. Vi snakkede en dag, hvor han sagde at fik han arbejde hjemme, så han var hjemme hver dag ville vi gå hvert til sit, og jeg gav ham ret med det samme. Vi var så hjemme sammen på juleferie, og jaaaa der er en grund til at jeg er single i dag.. Den næste jeg fandt som var super sød, også alt for sød var jeg sammen med meget kort, jeg kunne ikke mærke forskel på om han var sød eller jeg var tiltrukket af ham. Han var det sødeste menneske og han havde en fantastisk familie, men tiltrukket DET var jeg ikke. Jeg finder en mand en dag, som er (næsten) perfekt, en jeg vil kunne leve med, og helst ikke uden men der vil være nogle ting som ikke vil fungere, det er jeg ikke i tvivl om, men er det nok til at man ikke kan sammen? Hvis det er de grundlæggende værdier som er for forskellige så er der et svar og det er at så vil det gå galt!! Håber du finder ud af det..
banditqueen

banditqueen

68 indlæg
  • Skrevet
Puha... jeg står i nøjagtig det samme dilemma for tiden. Jeg har en humoristisk, kærlig, rummelig, omsorgsfuld kæreste som altid er der for mig. Jeg er som dig impulsiv og vil gerne være spontan og gøre noget, tage chancer, have mål og gå efter dem. Min kæreste er som din, undskyld men røv kedelig.... Jeg elsker at rejse impulsivt og tage tingene fra dag til dag, debattere emner, romancer, og generelt liv i hverdagen. Min kæreste er bare modsat i alt det. Og jeg keder mig sgu. Jeg siger hele tiden til mig selv at han er fantastisk, for det er han ift at være der for mig. Men der er hele tiden en stemme der bryder igennem og siger at det ikke er det rigtige for mig. Vi elsker hinanden utrolig højt, og vi er meget tiltrukket af hinanden. Men jeg føler lidt jeg dater et stort barn, som bare er passiv medmindre jeg sætter ham igang med noget  Jeg føler med dig og jeg har ikke noget godt råd. Jeg ved bare at hvis du skal være sammen med ham, så må du acceptere ham og så må du være tovholderen og sætte skub i ting. Men at han tager det meget roligt med uddannelse osv, som min også gør, det kan du jo ikke ændre. Nu er det heller ikke det vigtigste i verden. Penge og karriere er ikke vigtigere end kærlighed :)