1. Forum
  2. Debatten
  3. Kærlighed
  4. Min kæreste har et barn, hvordan skal jeg håndt...

Min kæreste har et barn, hvordan skal jeg håndtere det?

Kiwi123

Kiwi123

6 indlæg
  • Skrevet
  • Sidst opdateret
Hej, Jeg er i et dilemma, og min følelser flyver hele tiden rundt. Min kæreste og jeg har været sammen i 6 måneder (jeg er lige blevet 22 år), jeg er død forelsket i ham, og vil gerne tilbringe resten er livet med ham. Han gør mig til en bedre person, og utrolig lykkelig når vi er sammen. Det skal siges, vi bor sammen, og han er 26 år, og vil gerne have flere børn med mig. Men.... han har allerede et barn, på 18 måneder. Han er død sød og vi er virkelig glade for hinanden. Jeg lærte ham at kende, da han var 9 måneder, så egentlig har jeg altid været i hans liv, så vidt han husker. Jeg putter ham, skifter ham, kysser ham, trøster ham osv. Jeg elsker at være "mor" for ham. Vi har ham ca. 2 dage om ugen, ellers er hans hos hans mor. Mit problem er så, at jeg altid har forestille mig, at jeg skulle møde en som ikke havde børn, og vi skulle få vores egen sammen. Jeg får sommetider ondt i maven over, at tænke på han har et barn eller når ham på besøg. Jeg bliver rigtig ked af det, og ville ønske det var vores barn sammen. Så kunne vi havde delt den oplevelse med graviditet, fødsel osv. og jeg ville blive kald mor, og ikke bare mit navn. Han havde ikke en god oplevelse med sin ex, fordi de allerede var slået op, da hun blev gravid, men blev sammen lidt. Min kæreste er sindsyg god, til at prøve at få os til at føle som en familie sammen, og han er virkelig tålmodig, og overbærende med min følelser. Jeg synes bare, det er enormt svært, ikke at være mor. Jeg føler mig sommetider jaloux min kæreste, fordi han er far, og jeg føler han kan bedre passe på ham. Jeg føler, hans søn vil ham mere, selvom jeg godt ved, han ser mig lige så ofte som sin far (måske mig endnu tiere, fordi jeg henter ham fra vuggestuen). Det er svært at beskrive, men jeg får bare en knude i maven. Jeg kender ingen, som har været i en lignende situation med et barn, der er så lille, og jeg er så ung. Jeg vil så gerne ændre mit perspektiv af, at han holder næsten lige så meget af mig, og vi kan være en familie sammen, og jeg kan opdrage ham, og være lige så stor en del af ham. Men kan man det, når moren stadig er i billedet? Kommer han nogensinde til at, se mig som sin familie? Jeg føler bare genetik, overvinder alt, og det altid vil være "far og (mit navn)". Jeg tænker tit på at slå op, fordi han har et barn, men vi har det bare så sjovt sammen, og det er hyggeligt når hans søn er på besøg. Tænker jeg for meget, og skal bare slappe af og nyde vi er sammen?
Supernova1

Supernova1

193 indlæg
  • Skrevet
Jeg kan godt forstå din frustration men jeg tror sagtens det kan gå og at hans søn kommer til at se dig som sin famillie, men du kan jo altid få dine egne børn med din kæreste og dermed være rigtig "mor", så måske tænker du for meget. Men hvis du virkelig har tænkt på at slå op med din fyr bare fordi han har barn har du så overvejet om det overhovedet bør vær jer? Jeg anbefaler dig at se en film der hedder Stepmom. Den er på netflix og den er rigtig god, måske kan den hjælpe lidt?
Hende der

Hende der

72 indlæg
  • Skrevet
Min kæreste har en datter på 18 mdr. Hun blev født efter min kæreste og jeg fandt sammen. Der var ingen kommunikation, og han måtte igennem igennem statsforvaltningen, og da hun var 7 mdr så han hende første gang. Da hun var et år begyndte hun at komme på overnatning her. Jeg har haft mange kvaler og frustrationer, og det er ikke altid nemt. Især da vi fandt ud af, at chancen for, at jeg kan blive naturligt gravid var meget lille. Vi er i fertilitetsbehandling, men der er ingen garantier. Jeg har derfor også måttet acceptere, at jeg måske ikke selv kommer til at opleve det, og at jeg alligevel skal være bonusmor hver anden weekend. Men min kæreste og jeg har det virkelig godt sammen, og det vil jeg ikke smide væk fordi det nogen gange er svært. Vi får snakket om tingene selvom jeg synes det er svært at finde ud af, hvad min rolle er, når hun er her. Det er lidt svært med grænser osv, fordi han bliver blød om hjertet over for hende, og har svært ved at sige nej. Især i starten gav han hende ofte det hun ville have, selvom jeg lige havde sagt nej. Og skal jeg så gøre opmærksom på den grænse jeg lige havde sat? Hun er jo ikke min datter. Men vi har fået snakket meget, og jeg Gør ham opmærksom, når det sker, at han gør noget han egentlig ikke vil, men bliver blød om hjertet. Hun har lige været her, og desværre ville hun kun op til mig, og skreg, når min kæreste ville have hende over. Det gav anledning til mange frustrationer, især for ham. Og det kan jeg sagtens sætte mig ind i. Så jeg har trukket mig lidt, så hun bliver nødt til at være hos ham. Jeg bliver også selv jaloux, fordi jeg til hverdag har al min kærestes opmærksomhed, og når hun er her bliver det væsentligt reduceret. Men sådan er det. Til gengæld er vi blevet meget klogere på hinanden ift hvis det lykkes at få et barn sammen. Vi har jo fundet ud af, at vi godt kan samarbejde, men hele tiden må snakke om hvordan tingene skal gøres osv. Vi er meget enige omkring opdragelse, og vi har bare lært meget, der har forberedt os på problematikker, der kan opstå. Du må prøve at tænke mindre, og fokusere på de gode ting ved det. Og så må du overveje, om det er afgørende for jeres forhold. Jeg havde selv en idé om, at kæresten ikke skulle have børn, men hans personlighed og det vi har sammen vejer noget tungere. Og jeg ved med mig selv, at jeg ikke vil kunne finde så god en kæreste igen. Prøv at tænk jeres forhold igennem, er det godt? Hvad gør det godt? Kan du se dig med ham i fremtiden? Ofte tænker man, at græsset er grønnere på den anden side. Men på den anden side er der bare andre problematikker. Alt kan ikke være perfekt, og man må overveje, hvor stor betydning det har, og om ens egen idéer og forestillinger egentlig bare spænder ben for en selv. Jeg håber du kan bruge svaret.
Kiwi123

Kiwi123

6 indlæg
Tusinde tak for dit svar. Jeg vil se filmen senere idag :D
Kiwi123

Kiwi123

6 indlæg
Tak for dit svar.!Jeg er glad for, jeg ikke er den eneste i denne situation. Det føles sommetider såen, når ens veninder ikke forstår det. Jeg er virkelig glad for ham, og han vil gerne selv have børn med mig én dag, det siger han ofte. Du har helt ret, man lærer virkelig om man kan have børn sammen, det er jo ikke alle der kan det. Vi er ligesom jer, enige om opdragelse og har en forståelse for vores roller. Han sagde dog idag, han så mig mere som mor end den biologiske mor. Det var rigtig rart. Jeg tror dog ofte det jalousien som spiller en stor rolle, både overfor ham, men også for barnet, fordi jeg er så glad for dem begge, og kan føle mig udenfor, hvis de to sidder sammen og leger alene. I stedet for at sætte mig ned til dem, isolere jeg mig selv, og får bare knuden i maven. Jeg håber, dig og din kæreste kan lykkes med at få et barn sammen!!
Kiwi123

Kiwi123

6 indlæg
Tak for dit svar.!Jeg er glad for, jeg ikke er den eneste i denne situation. Det føles sommetider såen, når ens veninder ikke forstår det. Jeg er virkelig glad for ham, og han vil gerne selv have børn med mig én dag, det siger han ofte. Du har helt ret, man lærer virkelig om man kan have børn sammen, det er jo ikke alle der kan det. Vi er ligesom jer, enige om opdragelse og har en forståelse for vores roller. Han sagde dog idag, han så mig mere som mor end den biologiske mor. Det var rigtig rart. Jeg tror dog ofte det jalousien som spiller en stor rolle, både overfor ham, men også for barnet, fordi jeg er så glad for dem begge, og kan føle mig udenfor, hvis de to sidder sammen og leger alene. I stedet for at sætte mig ned til dem, isolere jeg mig selv, og får bare knuden i maven. Jeg håber, dig og din kæreste kan lykkes med at få et barn sammen!!
banditqueen

banditqueen

89 indlæg
  • Skrevet
Du må arbejde på h pr du selv er og hvem du er sammen med. At være jaloux på barnets far er lige rigeligt. Du bliver aldrig barnets mor og du skal ikke prøve at gå i d og være mor. Du kan være støtte osv men han har en far og mor og det kan du ikke ændre. Det lyder som om du selv har ret travlt inderst inde, men det skal ikke gå udover din kæreste at du ikke har dit eget barn du kan være mor til.
Kiwi123

Kiwi123

6 indlæg
Det lyder ikke som om, du selv har stået i en lignende situation. Tværtimod. Men tak for dit svar. ...
Nadia

Nadia

368 indlæg
  • Skrevet
Kære Kiwi123! Jeg kan på en måde godt relatere til din situation! Her var det dog ikke mig som fik en kæreste som havde et barn, men derimod min søster mødte sin mand og han havde allerede 3 børn fra et tidligere ægteskab. Jeg kan huske da min søster kom og sagde at han havde tre børn i forvejen og da jeg så mødte dem første gang, kan jeg huske at jeg tænkte det samme som du tænker om vi nogensinde ville blive en familie og her ville jeg aldrig komme til at hedde moster, men derimod bare mit navn. Men efter at de har været i min familie i 6 år, så er de blevet mine niecer, selvfølgelig bonus, og jeg har fået en nevø imellem tiden, og jeg elsker dem allesammen virkelig højt og jeg ved at alle tre børn ser mig som deres familie! Jeg ved godt det ikke er det helt samme som hvis det var min kæreste der havde børnene, det er bare for at give dig en ide om at din kæreste søn nok skal komme til at se dig som familie, men han er jo ikke så stor endnu, men det kommer med alderen :) Jeg synes det ville være rigtig snydt hvis du slog op med din kæreste blot fordi at du ikke kommer til at blive kaldt for mor af hans søn. Hvorfor ikke i stedet for tænke på, hvor heldig du er at have en sød dejlig ekstra søn og så glæde dig til at du en dag nok skal få børn som kalder dig for mor og du ved at din kæreste bliver en god far? Og at jeres kommende børn bliver velsignet med en ekstra storebror? :)
Kiwi123

Kiwi123

6 indlæg
Hej Nadia, tusinde tak for dit skønne svar. Min mentalitet arbejder ser stærkt hen imod det du snakker om. Det er især også blevet meget bedre . Jeg troede aldrig min kærestes søn henvendte sig til mig, fordi han altid sagde far og et andet mærkeligt ord, men nu har vi fundet ud af, det er fordi han ikke kan udtale mit navn, og siger det på en meget speciel måde. Så han har gået og snakket til mig i lang tid uden vi vidste det. Det gjorde sindsyg meget for mig. Det bliver hele tiden bedre med tiden, og jeg synes dit eksempel er super godt. Det vil jeg læse igennem og tænke på, hvis jeg får knuder i maven. Igen mange tak <3

Seneste tråde