1. Forum
  2. Debatten
  3. Sex
  4. f-ing kæreste/fling/commitmentfobisk/dejlig idiot

f-ing kæreste/fling/commitmentfobisk/dejlig idiot

riotgrrl

riotgrrl

1 indlæg
  • Skrevet
  • Sidst opdateret

Godaften,

Jeg mente dette forum var det rigtige at lufte min frustrationer i, da det virker som om der er en del herinde med erfaringer fra alverdens kærlighedssenarier

Jeg mødte en fyr for 1 måned siden. Da jeg har været single i 2 år så det har været ret nyt. Jeg har set en del fyre i de to år men intet er blevet videre seriøst eller også har forholdene været komplicerede (ekstrem langdistance osv.) Jeg har ikke haft lyst til en kæreste og været meget bange for at binde mig. Jeg har ikke haft det så godt i flere år som jeg har haft det det sidste halve år og jeg har haft mine betænkligheder ved at sætte det på spil.

Nu har jeg så mødt den her fyr og han er endnu mere fruitcase end mig. Og jeg er begyndt at nå min grænse. Jeg har i forvejen et kæmpe energiforbrug på at berolige mig selv og arbejde med min angst for at han skal bakke ud. Han er ligeledes bange for at binde sig og så er han depressiv oveni. Jeg har støttet ham og givet ham plads og han har styret hvor meget vi har skulle ses, hvilken titel vi skulle have osv. Han er meget dobbelt. F.eks. har vi set hinanden hele sidste uge og han har givet mig komplimenter og kalder mig til tider hans kæreste og og hvor dejlig jeg er og vi skal på ferie sammen og weekendrejser. Dog trækker han i land igår og idag og fortæller mig at vi nok har set hinanden for meget den sidste uge.

FUCK HAM. Det har været ham der har ringet og skrevet og ville ses. Jeg har derimod holdt igen og sagt at vi bare kunne ses et par dage efter eller i weekenden - det har været ham der har ville komme forbi igen og igen. Og så nu det her. Det er frustrerende i den forstand at jeg bliver nødt til ikke at lægge så meget i de ting han siger. Jeg har bare lyst til at nyde hans komplimenter og ikke skulle sætte mig op til at pille dem ned hele tiden. Jeg er i forvejen usikker og det her gør det ikke nemmere at håndtere det her.

Oveni er han altså depressiv. Jeg kan mærke det når han trækker sig ind i sig selv og omgiver sig af destruktive tanker. Og hans sexlyst er i bund. Da vi først så hinanden var han hele tiden over mig. Nu - kun en måned efter - har han slet ikke lyst. Jeg gør hvad jeg kan - nyt undertøj, ubertight barbering osv. Men han tændes bare ikke helt. Nu har vi set hinanden næsten hver dag i en halvanden uge og som jeg prøvede at forklare ham så kunne det også have lidt med det at gøre. Men han bebrejder sig selv. Og trækker sig væk. Trækker i land med weekendtur. Siger han nok ikke har tid til at se mig hele ugen. Jeg tror ikke han er på vej væk men han har brug for pladsen. Det er bare frustrerende og jeg kan mærke jeg er bange og angst og urolig. Og ikke mindst udkørt. Jeg glemmer mine venner, mit studie, min lejlighed flyder, jeg er træt hele tiden.

Og alligevel er det vidunderligt. Vi har en kemi som jeg ikke har oplevet før i de 2 år. Eller vi forstår hinanden. Han er pisse lækker også

Jeg er i syv sind. Jeg kan da ikke bare give op... Jeg mener skal jeg så vente 2 år igen? Kan jeg leve med begrænset sex? Jeg ved jo ikke om det ændrer sig eller bliver bedre snart. Det faktum at jeg ved han har prøvet det her med mange piger i de sidste par år og han siger det er anderledes med mig. Jeg kan også mærke han har det anderledes med mig. Jeg er ikke invaderende eller kontrollerende. Jeg giver ham plads og kan forholde mig til hans følelser. Jeg ved ikke om nogen kan give mig svar på det her andet end mig selv. Men jeg håber der er andre som har oplevet det samme og har erfaringer?

Tusind tak for at have læst denne bachelor om mine frustrationer

Frafem

Frafem

102 indlæg
  • Skrevet

Godmorgen,
wow, det lyder godt nok hårdt. Må man spørge hvor længe i har været sammen? For i starten skal man jo altid føle hinanden lidt på tænderne og det kan jo være svært (det ved du selv) at gå fra single til sat og derfro har man brug for rum. Jeg mener dog at du skal passe på med bare at lade ham køre løbet. Selvfølgelig skal han have rum og plads, men han skal også have retningslinjer, og han skal også kunne føle at du har en andel i dette forhold. Hvis du bare lader ham køre løbet, så kan det være at han føler at det konstant er ham der skal tage initiativ og måske bliver han usikker på dig, og derfor trækker sig væk. Jeg ved ikke om løsningen er at du begyndet at tage mere initiativ til at bestemme, hvornår i skal være sammen og hvornår i ikke skal, foe jeg kender jer jo ikke Men måske kan du forsøge at lægge lidt mere pres på ham, jeg mener ikke på den måde at I skal ses mere eller begynde at danne fast par, men pres på den måde, at du begynder at bestemme lidt.

Med hensyn til sex, så er det at give ham rum. Det er ikke alle fyre der tænder på frækt undertøj, eller på at blive forført. Min første kæreste var meget konservativ på det område. Jeg har desværre ikke løsningen, for jeg fandt aldrig ud af, hvordan jeg fik tændt op under ham, det var ham der styrede dét.

Men husk at det er jo ikke er fedt, hvis han bliver ved med at køre den linje, som du beskriver, for det kan du jo ikke blive ved med resten af livet.

l.top

l.top

35 indlæg
  • Skrevet

Puhh sidder her med gåsehud..du kæmper en brav kamp det ved jeg
Tror du skal vise at du er der for ham, men at du altså også har et liv der skal leves og at du ikk kan rette dig indefter hans liv(lyder måske hårdt). Hvis du forsætter med at indordne dig efter ham, så ender det med at din normale omgangskreds forsvinder og du begynder selv at blive "deprissiv". Det kræver meget af én at være kærester med en der er psykisk nede og det kan i væreste tilfælde køre en helt ned, hvilket det allerede lyder til at du er...
PAS PÅ DIG SELV