1. Forum
  2. Debatten
  3. Sex
  4. Hjælp jeg vil gerne ha et sundt forhold til min...

Hjælp jeg vil gerne ha et sundt forhold til min kæreste

Maribuu

Maribuu

1 indlæg
  • Skrevet
Jeg er en kvinde på 27 år og jeg har været sammen med min kæreste i 4-5 år. Det sidste års tid har jeg bare virkelig haft en stærk følelse af at jeg ikke skal være sammen med ham, men jeg ved ikke om det bare er fordi det går dårligt for tiden eller fordi han virkelig ikke passer til mig. Jeg blev faktisk så bange for mine egne følelser og ked af det, at jeg viste depressive tegn. Jeg mødte min kæreste i byen for ja snart 5 år siden, vi havde et godt øje til hinanden og vi begyndte også ret hurtigt at date. Men der skulle snart gå et år før vi faktisk blev kærester, det tog faktisk rigtig meget af min energi at der skulle gå så lang tid (han var dårlig til at skrive/ringe, holde kontakt når man ikke var i nærheden). Jeg følte mig lidt til grin fordi at jeg havde en idé om at vi var samme sted. Altså bare efter 4-5 måneder kunne man vel forestille sig at man blev "hinandens". Det gjorde faktisk lidt at jeg ikke var tryg ved ham, og det gør mig ked af det den dag i dag at vi nærmest skulle stoppe kontakten og "bryde" med hinanden før han gad se indad og reagere på sine følelser for mig. Jeg kunne huske første sommer sammen som kærester, jeg var lige flyttet hjem til min mor indtil jeg skulle starte på studie, så havde fin mulighed for at ses, men det var bare som om han overhovedet ikke havde det behov. Han skulle ses med sine venner hver eneste dag, og jeg tænkte bare hvornår kommer jeg ind i billedet? Jeg var stadig i den fase, hvor man skulle snakke sammen og se ting hver dag og ikke kunne få nok af hinanden. Jeg kan huske min veninde sagde at det var altså ikke sådan det behøvede at være og hvis jeg var det mindste i tvivl eller nedtrykt så skulle jeg komme frem og sige det, eller i hvert fald fortælle ham hvordan landet lå. Jeg er meget konfliktsky men kan godt give udtryk for når noget ikke er i orden, jeg tror bare jeg synes det var så svært fordi man var forelsket og mange af de ting som han gjorde "forkert", blev jo bare glemt når man så havde en god oplevelse sammen. Anyways, han boede sammen med 2 venner, og jeg boede hjemme og vi blev enige om at prøve at søge en studiebolig sammen. De opsagde lejligheden, og han spurgte om han måtte flytte hjem til mig (hos min mor), indtil vi fandt noget også kunne han også sparer penge op og stadigvæk beholde sin bil og køre i skole. Det var faktisk noget jeg glædede mig til, for jeg følte faktisk at jeg savnede ham hver dag. HVER eneste dag alle ugens 7 dage var han væk fra 8-9 stykker - 21-23 stykker om aftenen. Han var i en praktikperiode hvor han selv kunne administrere sin tid. Inden længe røg computeren også derud, og der fik jeg mistanke til at meget af tiden især om aftenen gik med at spille computer, nogle gange kom han hjem efter 24 om natten, og har også oplevet en gang hvor han kom hjem og stank af spiritus hvor han dagen efter sagde at han havde været i byen spontant med hans kammerat også havde han valgt at køre hjem. Alt det der kombineret ødelagde bare min lyst og min gejst for det forhold. Hvordan kan man være sammen også være væk alle ugens 7 dage uden så meget som at planlægge tid til sit forhold? Han var også i byen HVER fredag hvor jeg skulle hente og køre ham, på trods af at jeg skulle tidligt op og på arbejde, jeg skulle møde fra 7-13 nogle gange, også når jeg ringede hjem for at høre om vi skulle lave noget, så var der pludselig for lang tid til kl 13, selvom han måske stod op kl 11-12 stykker også kørte han på kontoret med det samme. Havde prøvet at spørge ham om han havde det stramt over min mor, (min mor er virkelig herlig, ligesom en veninde og mega afslappet), det havde han overhovedet ikke han elskede min mor så der var slet ikke noget problem. Men naturligvis fik jeg min tvivl, jeg begyndte at miste lysten til sex, jeg begyndte at vise depressive tegn, (læser til sygeplejerske ved siden af, og havde været i nogle hårde praktikker), det var også bare træls at man ikke kunne vide sig sikker på at ses med sin kæreste. Jeg fik ham så fortalt at jeg ikke havde det godt, og jeg synes godt han kunne spørge mere ind til det i stedet for at blive sur (over jeg ikke havde lyst til sex), så ændrede han fuldstændig karakter, han blev så sød og forstående og vi kunne lige pludselig godt ses og han kunne godt ændre sit skema lidt for min skyld. En anden ting som altid har været træls, har været hans manglende evne til at svare/skrive, ringe og generelt bare give lyd fra sig, han virker så ligeglad med en, og jeg ved godt at der er bare nogen mennesker som ikke er ved deres tlf, men sådan er han ikke. Nogle gange føler jeg han kan svarer alle andre end mig og det får mig også til at føle mig lille og ubetydelig. Da vi mødte hinanden skulle han starte på studie et halvt år senere, der fik han nogle nye venner/veninder, de var i deres lejlighed dag ud og dag ind, når jeg var der og hun ikke var der så blev der facetimet og sms'et/snappet osv. Jeg tror bare jeg indså at han godt kunne være der for andre, men ikke for mig. Jeg tænkte lidt på om det måske var de der episoder, som bliver ved med at generer mig og komme tilbage så jeg igen føler jeg er sammen med en der er useriøs og som tydeligvis ikke gider tilbringe så meget tid med mig som omvendt. Vi har boet sammen alene i en studielejlighed i næsten et år, og jeg har ikke haft den mindste lyst til sex. Det er nok det primære problem og han har forsøgt at gøre noget ved det, ved at være mere hjælpsom, ved at ringe i ordentlig tid og komme hjem i ordentlig tid, og ikke længe siden blev han faktisk meget ked/vred over at der ikke skete en ændring, også føler jeg bare jeg er den værste kæreste og jeg vil pludselig gøre alt for han ikke bliver ked af det. Men så kan det blive hverdag igen også irriterer han mig grænseløst. Alle mulige ting, så som at han tager bade på 35-40 min, at han ikke rydder op efter sig, at han ikke gør rent efter sig, at han smasker og fx ikke børster tænder hver dag. Jeg finder det så frastødende nu at jeg ikke længere kan se ham som min kæreste (ikke misforstå mig, han er en flot mand, høj, trænet, klog osv.), men han gør bare alt for at pisse mig af føler jeg. Er der virkelig ikke noget jeg kan gøre? Jeg havde forestillet mig at det var ham jeg skulle ha børn med, og danne fremtid med. Nu føler jeg ikke at jeg kan se det for mig, alle de "ting" som han har prøvet at gøre for at stille mig tilfreds, har bare været elementære ting som jeg synes bør være der i et forhold som minimum, og at han definere det som "arbejde", det tog virkelig pusten fra mig. Jeg vil gerne genstarte/nulstille vores forhold også starte på en frisk, ved bare ikke om det længere kan lade sig gøre? Er der nogen der har nogle ideer, har været i lignende situationer eller bare kan komme med nogle input? Hilsen den fortvivlede
gitte345

gitte345

335 indlæg
  • Skrevet
  • Sidst opdateret
Jeg har ikke noget positivt svar. I alt hvad du har skrevet om ham, virker det som om, at han er en lille dreng og du er moderen, der skal sørge for ham og bliver skuffet over hans opførsel. Du må lade ham være mand og være mere sårbar (det har du jo oplevet, at det tænder ham) eller indse, at han ikke er mand nok til dig:) Og selvfølgelig tænder du ikke på den rolle, det er da klart.
Maribuu

Maribuu

1 indlæg
Jeg føler du har ret i det du siger, det er blevet et totalt mærkeligt forhold hvor jeg bliver skuffet og forventer ting som han ikke kan leve op til. og det resulterer så i at jeg nu faktisk intet forventer af ham fordi jeg ved han skuffer mig, det er en meget mærkelig form for forsvarsmekanisme jeg tror jeg laver ubevidst, men det er alligevel sårende så det virker tilsyneladende ikke efter hensigten. Det er blevet slemmere siden sidst. Jeg går rundt med mange tanker og en stærk følelse af at jeg burde være alene, altså slå op med ham og prøve at finde noget balance, som han i den grad har ødelagt for mig. Det næste er bare lige nu rent praktisk at jeg begynder på nyt praktiksted, jeg mangler stadig 1 år af uddannelse og har lidt overvejet at flytte ind hos min veninde. kan godt mærke at min hjerne er på overarbejde. En side af mig vil virkelig gerne lukke op og simpelthen fortælle ham alt hvad jeg tænker i håb om at han har bare lidt lyst til at arbejde hen mod et fælles mål og så ved at jeg personligt har gjort alt i min magt, og på den anden side drømmer jeg sgu lidt om bare at være mig selv igen og kun at have ansvar for mig selv. Men bliver også lidt skræmt af det, når man har været sammen i 4-5 år..