1. Forum
  2. Debatten
  3. Dit liv
  4. angst for uddannelse, fremtid og bo alene

angst for uddannelse, fremtid og bo alene

megara

megara

14 indlæg
  • Skrevet

Jeg har haft en del tanker de sidste par måneder, som jeg håber at i vil hjælpe mig med, for det vil betyde en del for mig. Der er en del tekst, men mine tanker er så spredte, så jeg håber at i vil give det en chance:

Jeg blev student sommeren 2014 med et karaktergennemsnit på 11.2 fra STX. Livet var lutter løjer og jeg troede at jeg kunne klare alt. Men jeg blev klogere, da det senere skulle vise sig at jeg skulle droppe ud fra mit studie… Men lad mig uddybe det lidt:
Første september 2014 startede jeg på en ingeniøruddannelse på Syddansk Universitet i Sønderborg. Det betød at jeg skulle køre godt og vel 300km for at komme hjem i weekenderne. Dette var ekstremt hårdt, fordi jeg er ’vokset op hjemme’ for så at sige, idet jeg er meget introvert, ikke er så meget sammen med mennesker, og min familie er nærmest det eneste sociale jeg har. Manglen på dette var, som sagt, meget hårdt. Dernæst var der selve studiet. Det var på engelsk og det var egentlig ikke så svært, men det var nærmest hele atmosfæren og stemningen på et universitet der var ekstremt skræmmende. Det var så fremmed og koldt. Jeg udviklede panikangst mens jeg læste i Sønderborg. Jeg havde denne ekstreme uro og mavefornemmelse som blev værre og værre hver dag. Det blev så slemt at bare tanken om at kigge på en bog (fra uni) kunne få mig til at kaste op eller ligge søvnløs hele natten. Jeg tog kontakt til Studenterrådgivningen og jeg havde 4 samtaler med en psykolog, som gang på gang bedte mig om at slappe af og tage tingene med ro, idet jeg lige var startet på noget nyt, og jeg skulle vænne mig til det. Men det kunne jeg simpelthen ikke. Det endte med at jeg ikke kunne fortsætte på studiet. Allerede mandagen efter efterårsferien stoppede jeg med at møde op på studiet. Jeg var simpelthen så overvældet, at det at droppe ud var det eneste udvej for ellers ville jeg med 99% sikkerhed blive sindssyg.
Da jeg var droppet ud, troede jeg at jeg ville få det bedre, men det gjorde jeg ikke, fordi det store spørgsmål nu var: ”hvad nu?”. Jeg havde INGEN anelse om hvad jeg så skulle læse, fordi jeg aldrig har interesseret mig for noget. Det er et problem som jeg husker helt tilbage i folkeskolen, det med ikke at have en interesse. Men alt i alt endte det med jeg flyttede hjem til min familie for at holde pause fra læsningen, og jeg troede at jeg bare skulle begynde at arbejde lidt, og alt ville blive godt igen, men nej…Jeg fik lov at få mit gamle arbejde igen (kassemand) og fra i dag af hjælper jeg til i en 1. klasse og får angiveligt en del timer, men alligevel er jeg plaget af en ekstrem uro og kan aldrig slappe af eller tænke over andet end fremtiden. Selvom jeg er beskæftiget, føler jeg, at jeg på en eller anden måde er gået i stå, eller laver noget jeg ikke burde. Jeg synes at det er meget svært at beskrive, men jeg håber at i forstår. Men jeg går til psykolog nu (har været til 4 samtaler pt) og det synes jeg heller ikke hjælper noget. Min psykolog fortæller at jeg bare skal arbejde og dyrke sport og nyde livet, indtil interessen for noget indfinder sig naturligt, eller at jeg skal stoppe med at tænke på uddannelse for en stund. Men min mangel på interesse skræmmer mig og jeg har en følelse af at jeg aldrig bliver til noget, og at jeg alt vil blive en gentagelse af Sønderborg mht. angst for studie og det at bo alene. Er der nogen der har haft sådanne tanker eller situationer, og kan i hjælpe mig? Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre…Jeg er ikke glad mere. Sidst jeg husker at jeg var glad var da jeg blev student…

rosahviiid

rosahviiid

344 indlæg
  • Skrevet

Du er ikke den eneste, så Bubber i TV den anden dag. Han sagde nogle kloge ord, ungdommen i dag er vokset op med store krav til os selv, kæmpe krav som de fleste har svært at leve op til. En 1/3 af alle piger går til psykologbistand, fordi de kvæles af krav til dem selv om at blive noget og være noget. Drenge og piger er ikke så forskellige, vi mærker alle den samme byrde. Byrden er stigende grad en del af vores kultur, da du ikke længere kan få et vellønnet arbejde som ufaglært, de jobs er langsom sluset ud af landet.
Det gør det endnu mere vigtigt at klare sig.

Du skal ikke være i tvivl om at du har et godt hoved, for med sådan et snit på HTX. Så kan du noget ikke alle kan. Det er hårdt at brydes ned, for at bygge op igen. Men for mange er det vores virkelighed. Pas på med at undervurdere hvor vigtigt sociale relationer er, tag et år fri og meld dig til noget sport, eller aktivitet. Det kan meget vel være her din udfordring ligger. Tag på et nyt studie, giv livet en chance mere. Prøv at huske du er allerede nået længere end mange andre nogensinde kan drømme om, lad være at være så hård ved dig selv. Du skal nok komme videre, men man kan også have for travlt. Din krop sagde fra denne gang, derfor skal du gå mere forberedt ind til næste epoke.
Prøv at bliv lidt glad igen, det hjælper

megara

megara

14 indlæg
  • Skrevet

Men jeg går bare og har den her følelse af, hvad jeg kan bruge et godt gennemsnit til, hvis jeg ikke kan kan finde ud af/har udviklet redskaberne og evnerne til at udnytte et godt gennemsnit?
Jeg må erkende at jeg aldrig har tillagt sociale relationer særlig stor betydning. Når jeg tænker tilbage, så er det klart for mig at jeg har været lidt af en enspænder allerede fra dengang jeg flyttede fra modtagerklasse til en alm. klasse. Jeg faldt bare aldrig til.
Men hvordan forbereder jeg må så bedre til næste gang, under disse omstændigheder?

rosahviiid

rosahviiid

344 indlæg
  • Skrevet

Har du råd så er der rigtig mange i din situation der tager på højskole, der er noget for en hver smag. Hvis du har et godt håndelag, så måske tage et håndværk op, elektriker el. noget andet med mulighed for overbygning.

Hvis du tager et af de tunge studier er det vigtigt at du er klar til det, det må være en mavefornemmelse. Det er sundt lige at få pusten oven på et nederlag, så du kan komme tilbage med fuld kraft. De er de bedste råd jeg kan give dig, husk de sociale relationer.

pigebarnet

pigebarnet

122 indlæg
  • Skrevet

megara sagde:

Men jeg går bare og har den her følelse af, hvad jeg kan bruge et godt gennemsnit til, hvis jeg ikke kan kan finde ud af/har udviklet redskaberne og evnerne til at udnytte et godt gennemsnit?
Jeg må erkende at jeg aldrig har tillagt sociale relationer særlig stor betydning. Når jeg tænker tilbage, så er det klart for mig at jeg har været lidt af en enspænder allerede fra dengang jeg flyttede fra modtagerklasse til en alm. klasse. Jeg faldt bare aldrig til.
Men hvordan forbereder jeg må så bedre til næste gang, under disse omstændigheder?

Spørgsmålet er ikke hvad du kan bruge et godt gennemsnit til, men derimod hvad vil DU? Det lyder som om du har et krav til en uddannelse hvor man skal have højt gennemsnit for at komme ind. Altså du vil ikke "spilde" det. Det er en dårlig tilgang, da du dermed kan blive presset. Jeg tror du vil have godt af at komme ud af din skal. Du gør ikke dig selv en tjeneste ved at flytte hjem... Du bliver bare i den vante tryghed. Mit råd er at du enten finder en højskole og flytter væk for en kort periode eller tager et ophold i udlandet evt. Guide, da du så tjener lidt penge. Frem for alt.. lev, træk vejret og tag en dag af gangen.

sevillaa

sevillaa

649 indlæg
  • Skrevet

Slaaap af! Det er mit bedste råd. Du har et arbejde, et fint gennemsnit.... Giv dig selv noget tid og find ud af, hvad du faktisk vil. Der er ingen, der siger du skal finde ud af det nu og her.
Da jeg gik på gymnasiet, fik vi også at vide, at når vi valgte uddannelse, var det også vigtigt at stille sig selv det spørgsmål om "er det vigtigt at være tæt på venner og familie eller kan jeg flytte langt væk?". Der er intet galt i at stadig være tæt på familien/venner, men så skal man bare vælge uddannelse, der kan give dette ønske. Måske skulle du overveje det næste gang?
Giv dig selv lidt ro og nyd du bare kan arbejde og give dig selv den tid før du skal tage stilling til det. Det skal nok komme, men det hjælper jo ikke at gå i panik.

brugeren

brugeren

177 indlæg
  • Skrevet

First of all: Et tårnhøjt gennemsnit er ikke garanti for, at du er intelligent - eller at du har særlige evner. Så stop med at have forventningerne til dig selv om, at du skal ud og udrette noget revolutionerende.

Jeg tror dit første skridt er at indrømme over for dig selv - og udstråle til andre, at du ikke kommer til at tage nobelpriser, kurere kræft og aids eller opfinde den flyvende bil.

Jeg kender det forventningspres du helt sikkert møder. Jeg er selv, på papiret, et af de der 'gifted children', som folk kigger til og forventer store ting. Bevares, jeg klarer mig da okay - men jeg var for længe siden nødt til, at modgå det pres ved at sigte efter et mere almindeligt job indenfor den retning jeg havde valgt. (jura). Jeg tror det gælder om, når man vælger sin retning, at sigte efter noget som ikke synes umuligt at opnå. Der er mange der vil være uenige med mig, og som mener at storhed kun kommer gennem dedikeret arbejde i årtier, men jeg tror bare man risikerer at knække sig selv i processen. Hvilket det virker til, at du er godt igang med.

Og bare fordi man starter med et almindeligt 37 t arbejde betyder det jo ikke, at man ikke kan søge andre græsgange senere, hvis det er det man vil.

I øvrigt, hvis det er en form for angst du lider af, og du bor i nærheden af København, så tror jeg nok, at Wattar-gruppen er de bedste til at behandle dette. Det er i hvert fald mestendels dygtige psykologer. Guderne skal vide, at dem findes der også ringe udgaver af, så det kan godt være, at den du har nu er en klovn

megara

megara

14 indlæg
  • Skrevet

brugeren sagde:

First of all: Et tårnhøjt gennemsnit er ikke garanti for, at du er intelligent - eller at du har særlige evner. Så stop med at have forventningerne til dig selv om, at du skal ud og udrette noget revolutionerende.

Jeg tror dit første skridt er at indrømme over for dig selv - og udstråle til andre, at du ikke kommer til at tage nobelpriser, kurere kræft og aids eller opfinde den flyvende bil.

Jeg kender det forventningspres du helt sikkert møder. Jeg er selv, på papiret, et af de der 'gifted children', som folk kigger til og forventer store ting. Bevares, jeg klarer mig da okay - men jeg var for længe siden nødt til, at modgå det pres ved at sigte efter et mere almindeligt job indenfor den retning jeg havde valgt. (jura). Jeg tror det gælder om, når man vælger sin retning, at sigte efter noget som ikke synes umuligt at opnå. Der er mange der vil være uenige med mig, og som mener at storhed kun kommer gennem dedikeret arbejde i årtier, men jeg tror bare man risikerer at knække sig selv i processen. Hvilket det virker til, at du er godt igang med.

Og bare fordi man starter med et almindeligt 37 t arbejde betyder det jo ikke, at man ikke kan søge andre græsgange senere, hvis det er det man vil.

I øvrigt, hvis det er en form for angst du lider af, og du bor i nærheden af København, så tror jeg nok, at Wattar-gruppen er de bedste til at behandle dette. Det er i hvert fald mestendels dygtige psykologer. Guderne skal vide, at dem findes der også ringe udgaver af, så det kan godt være, at den du har nu er en klovn

Jeg tror ikke at jeg sigter for højt i min mentalitet. Jeg var naiv engang, men jeg er forlængst afklaret med at et godt karakter ikke siger noget om hverken intelligens eller hvordan man kommer til at begå sig senere i livet (det er jeg et godt eksempel på, lige nu...).
Det 'eneste' jeg kunne tænke mig var at jeg kunne blive ingeniør indenfor noget der kunne være interessant og så have et arbejde fra morgen til eftermiddag, som tæller som fuldtids, indenfor det jeg nu er uddannet som. Det synes jeg ikke er for højt, men alligevel synes jeg at vejen derhen tager pusten fra mig og gør mig totalt magtesløs. Det jeg ikke forstår er at jeg ikke kan genkende denne 'nye og skrækslagne' mig. Jeg frygter at opsøge studierelevant viden, jeg bærer på en dyb uro 24/7, jeg kan ikke tænke på andet end hvad der skal ske i fremtiden og det er som om jeg er i kapløb med noget ubeskriveligt og at jeg snart har tabt. Sådan var det ikke på gymnasiet: jeg kunne lave lektier dagen lang, grave mig et lag dybere i emner end mine klassekammerater, arbejde på en aflevering mens andre festede og larmede og jeg ved ikke hvad...

Jeg tror selv at det er fordi jeg ikke rigtig har noget at gå efter, fordi jeg ikke føler at jeg har en interesse for noget. Jeg har set hvad de forskellige uni'er tilbyder, men jeg kan ikke finde 'gnisten'. Det gør mig bare mere angst og øger min uro endnu mere....jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre. Jeg tror at jeg har givet op :/

viskelæder

viskelæder

2808 indlæg
  • Skrevet

Jeg synes, det lyder ret underligt, at din psykolog bare siger de ting til dig, som du beskriver. Jeg håber, han/hun hjælper dig mere end det. Får du hjælp til teknikker til at lave om på dine katastrofetanker osv.? Er det på henvisning?
Jeg tror, du er bundet til at fejle lige nu, fordi du er så angst, at du er helt fastlåst. Det lyder rigtig hårdt. Og derfor tror jeg det er vigtigt, som andre også anbefaler, at du tager fx et halvt år ud af din kalender til at tage den med ro og arbejde med dig selv. Angst er heldigvis noget, som godt kan kureres, og jeg tror, at det nok skal ende med at gå dig godt!
Hvor gammel er du og er du dreng eller pige?

megara

megara

14 indlæg
  • Skrevet

viskelæder sagde:

Jeg synes, det lyder ret underligt, at din psykolog bare siger de ting til dig, som du beskriver. Jeg håber, han/hun hjælper dig mere end det. Får du hjælp til teknikker til at lave om på dine katastrofetanker osv.? Er det på henvisning?
Jeg tror, du er bundet til at fejle lige nu, fordi du er så angst, at du er helt fastlåst. Det lyder rigtig hårdt. Og derfor tror jeg det er vigtigt, som andre også anbefaler, at du tager fx et halvt år ud af din kalender til at tage den med ro og arbejde med dig selv. Angst er heldigvis noget, som godt kan kureres, og jeg tror, at det nok skal ende med at gå dig godt!
Hvor gammel er du og er du dreng eller pige?

Jeg er en dreng og jeg bliver 20 i midten af januar
Jeps, det er en henvisning fra min egen læge. Det jeg nævnte, som psykologen har sagt, er kortfattet. Hendes budskab til mig er, at jeg ikke er uddannelsesparat eller til at bo alene lige nu, og jeg skal derfor "blive bagt"; dvs. at jeg skal lade noget til passere, før jeg skal tænke på alt den slags igen. Her har hun fx sagt jeg skulle lave tankestop, hvilket jeg finder umuligt, fordi når man forsøger ikke at tænke på noget bestemt, så ender det med at man kommer til at putte ekstra fokus på dét som man ikke vil tænke på, som så gør at man rent faktisk kommer til at tænke endnu kraftigere på det. Så har vi også snakket om at jeg skal blive mere social og det kunne være ved at starte på noget motion osv....