1. Forum
  2. Debatten
  3. Dit liv
  4. Fars konw

Fars konw

Baresso_Betina

Baresso_Betina

3 indlæg
  • Skrevet
◦ Jeg er en kvinde på 30 år, der er bosat udenfor Danmark, i et af de nordiske lande, sammen med min mor og lillebror. Jeg er født med Cerebral Parese, hvilket betyder at jeg er spastiker. Dog af mild grad. Min far er dansker, og min mor er født og opvokset i den by, vi bor i nu. Mine forældre blev skilt, da jeg var 14 og skulle starte i 8. Klasse. Alle mine år i folkeskolen var præget af mobning. To år efter mine forældres skilsmisse, flyttede jeg med min mor og bror tilbage til min mors barndomsby. Her to jeg min studentereksame. Derefter flyttede jeg tilbage til kbh for at studere på universitetet, men fik en svær depression, og måtte rejse tilbage til min mor. I mellemtiden mødte min far en ny kvinde, som han stadig er gift med i dag. Denne kvinde, lad os kalde hende X, er ved at få ødelagt det ellers stærke forhold jeg altid har haft til min far. Det skal siges,at min depression udviklede sig til Borderline, hvilket blandt andet har medført angstanfald, selvmordsforsøg og indlæggelser på pskykriatisk afdelinger. Heldigvis har jeg det meget bedre i dag. Men mit sygdomsforløb har selvfølgelig også påvirket mine forældre. Min mor har været støttende hele vejen igennem, men det har taget hårdt på hende. Med min far har det været lidt anderledes. Jeg vil sige, at han har forsøgt så godt at har kunne. Eller det er mere rigtigt at sige, at han har forsøgt i det omfang hans kone har givet ham lov til. I årene hvor det var værst havde jeg ikke lov til at komme i deres hjem. Dette resulterede i, at jeg ikke var inviteret til fødselsdage og derved mistede alt forbindelse til min fars familie. Jeg var hellere ikke med til min farmors begravelse, fordi X ikke havde overskud til at jeg skulle køre med dem. De sidste par år er det gået fremad, jeg har besøgt dem henover weekend et par gange. Men jeg har altid følt mig meget usikker i deres hjem, hvilket sandsynligvis skyldes, at jeg altid får en spydig bemærkning af X. Det omhandler alt fra min vægt til min opdragelse. På grund af mit handicap, skal jeg have hjælp til at skære min mad ud. Desuden drikker jeg med sugerør. Dette gør, at når der er gæster på besøg hos min far og X, er det flere gange sket,at jeg er blevet bedt om at vente med at spise til gæsterne er gået. For et år siden startede jeg hos ny psykolog. Hun fik mig til at indse nogle ting, som den forrige ikke kunne se. Blandt andet, hvor skidt min far og hans kone behandler mig. Jeg tænkte, at jeg ville prøve at sige fra overfor dem. Det virkede ikke efter hensigten, og det skulle vise sig, at min fars kone havde en masse mærkelige forestillinger om mig. Blandt andet mente hun, at jeg fremprovokerede min angst for at ødelægge forholdet mellem min far og hende. Desuden var hun ikke tryg ved at jeg skulle bruge hendes ting når jeg er hos dem. Fx at min “lugt” satte sig fast i hendes håndklæder. Ja, det sagde hun! Taler ikke længere i telefon med min far, fordi hun altid blander sig i baggrundrn. Så... nu står jeg og er ved at miste kontakten med min far.. for hun vil ikke ændre sig, og jeg kan ikke holde til det her mere.. men har jeg kæmpet nok? Kunne jeg ha gjort noget anderledes?
1987-male

1987-male

3069 indlæg
  • Skrevet
  • Sidst opdateret
"men har jeg kæmpet nok? Kunne jeg ha gjort noget anderledes?" Nej, du kunne ikke havde gjort noget anderledes. Din far skal nok vende tilbage, når han finder ud af, hvem den kvinde egentlig er. Jeg er selv faldet for sådan nogle typer som hende, man vifter det lidt hen i starten, haha, hendes lugt i dine håndklæder, sagde hun virkelig det, nå, never mind, men med tiden kommer der bare flere og flere af den slags ting, og til sidst, så spørger man sig selv "wtf er det jeg laver med mit liv" - den måde hun angriber andre på, vil hun en dag angribe mig når noget ikke kører efter hendes hoved. Man tror ikke selv på det, men så kommer det lige så stille... en... to... tre gange... helt sygelige udtalelser, først tænker man "jeg kan holde til det, jeg er mand" - og det kan man også, det er bare, man begynder bare at mærke på sig selv, at man selv bliver sådan, kold, følelsesløs, kynisk... begynder behandle andre (gode!!) kvinder, som hun behandler mig fordi det bliver "normalt" - på et tidspunkt på mit arbejde der er der en kollega der spørger mig ganske stille og roligt om hun kan hjælpe mig med det jeg var i gang med, fordi det så ikke alt for godt ud, og jeg svarer "dig? hjælpe mig?" altså virkelig nedladende og arrogant. pludselig finder jeg ud af at jeg har ændret mig. dette er ikke "mig". og så er det ud af dette forhold. Dvs. han er bare ikke sig selv lige nu, give ham lige lidt tid til at komme ned og så op igen, så han ved hvem han selv er. Lige nu taler du til en følelseskold dør som til mig den gang, det praler bare af. Han skal selv få et stød så det vil noget fra hende så han vågner. Jeg synes ikke du skal fremskynde eller forsinke processen. Den skal ske af sig selv - men jeg er sikker på, at det hele om et års tid bliver godt igen :) Hold ud, knus herfra :)