1. Forum
  2. Debatten
  3. Dit liv
  4. Forudsigelighed/keder mig ihjel

Forudsigelighed/keder mig ihjel

gitte345

gitte345

670 indlæg
  • Skrevet
Jeg er inde i en periode, som jeg har oplevet før, hvor jeg ser på mit eget liv og også andres liv og er sådan helt træt. Folk har et arbejde, går til sport, ser tv, er online, sms´er, går på cafe og i biografen, men så er det cirka også det. Står op, går på arbejde, spiser, ser tv, går i seng. Og så forfra næste dag. Dem der har børn lever endnu mere struktureret. JEg har virkelig svært ved at forstå, at andre ikke, som jeg, tænker: Jesus, hvor er det her kedeligt. Jeg rejser meget og det er egentlig det eneste, der får mig til at føle mig i live. Men det er også dyrt og når jeg så er hjemme i Danmark igen, så tænker jeg: Gosh, hvor jeg keder mig på et dybere plan. Så siger folk: Jamen, du kunne mødes m ed en ven, gå i byen, blive medlem af en klub, få en kæreste. Forleden lavede jeg en tinder-profil, men slettede den efter 30 minutter, fordi de mænd, der var derinde også bare var indbegrebet af kedsomhed: Fotos af deres rækkehus eller hund, "jeg har et godt arbejde", "elsker at hygge med et godt glas vin" og så videre. JEg tænker bare: Hjælp, er det sådan et liv, man skal leve indtil man dør. Det er svært at få andre med ud at rejse, fordi de skal arbejde, ikke har penge....eller hvis det er mandevenner, så drømmer de om, at vi en aften drikker os fulde og kommer til at knalde, og det gider jeg ikke. Så altså: Hvordan holder I andre forudsigeligheden ud? Hvad drømmer I om? Fantaserer I aldrig om at leve en helt anden slags liv?
1987-male

1987-male

2675 indlæg
  • Skrevet
  • Sidst opdateret
Prøv at skabe noget ingen andre har skabt. Det vil ikke kede dig. Tag halvdelen af dine penge, smid det ind i et projekt (men vær sikker på, at du kan leve for den anden halvdel af dine penge). Og så hav den tilgang: det er ikke resultat det her, det er process. En oplevelse. Det er ligegyldigt hvor meget du tjener på det eller ikke gør - det handler om at føle noget nyt. Men det skal ikke være en enemandsfortagende, for så vil det også kede dig. Det skal være noget, hvor du skal kommunikere med mennesker hele tiden. Tag et krisecenter for kvinder i din by, skriv dem en mail, spørg, hvad kan jeg gøre for jer, så siger de, vi mangler det og det, du skal ikke løse kvinders problemer, det har vi dem og dem til, men vi er ved at søge sponsorerer til et projekt der hedder "kvinde, kend dig selv" hvor vi skal finde ud af, om vi kan få kvinder til frivilligt at hjælpe hinanden online - den nye side/forum skal kobles til krisecenteret, skal leve af reklame (som du får et afkast af) - din opgave er blot at kaste penge i projektet, et par møder med de andre sponsorer en gang imellem og så ellers hvis der er tid og lyst råbe politikerne op og fortælle dem om at der er et problem på det område de ikke tager alvorligt... (Det er no research fra min side, det er bare direkte fra hoften, men prøv at være kreativ, skab noget, se resultatet over lang tid, så giver livet mening, for ja, et glas vin med peter 20.00 om aftenen der ikke kan få den op og stå, og så en kop kaffe med selv samme peter 07.00 morgenen derpå, fordi det er der mælken fra kømanden er mest frisk (lang historie fra peter om hvordan det var i gamle dage) - jesus, kan godt forstå det. Pensionistland :D Det er godt hvis man kommer udefra, så har man traumer nok der ikke vil gå væk, så de holder en lidt i live haha, men at være født her og så bare se på peter konsekvent snakke om lars lykkes underbuksesag, og "sådan var det ikke den gaaang under nyrup, slütter, stauning" eller hvad de nu hed alle sammen - wow, jeg kan allerede mærke mit hår blive gråt nu... :P
gitte345

gitte345

670 indlæg
  • Skrevet
Mjae du er inde på noget af det rigtige. Dog har jeg ingen planer om at starte noget op i Danmark. Jeg rejser i forvejen meget og min drøm er at starte noget op i udlandet, som ikke nødvendigvis giver penge, men som giver mening, fordi det hjælper andre og fordi jeg så samtidig bruger mit liv på noget, der ikke bare føles som tidsfordriv. Jeg har netop sagt et job op i Danmark, som var lidt a la det, du beskriver. Andre syntes det var et interessant job, men for mig blev det til sidst til stress, offentlig optræden, emails, møder og så videre. Jeg vil gerne et simpelt liv, hvor jeg kan glemme mig selv. Men det kræver, at jeg tager mig sammen eller bare "gør det", og det er det, der er svært, synes jeg. Hvor starter man? Først og fremmest må jeg lære spansk, er jeg nået frem til. Jeg må starte på nettet og så ellers slå mig ned i et spansktalende land i et stykke tid og gå i skole der. Skriv hvis du har ideer eller input, Male. DU har nok ret i det med, at hvis man kommer fra et andet land har man nok i sine traumer. Og selv hvis man er dansker, så tror jeg faktisk, at mange kæmper bare for at få hverdagen til at hænge sammen, at de slet ikke har min rastløshed eller mit behov for at livet skal være andet end eftermiddagskaffe, en weekendtur på spahotel, i byen med veninderne eller en middag på en fin restaurant, at få lavet kunstige negle og opdatere sin instagram. Alt dette giver bare nul mening for mig. Jeg er totalt ligeglad med de der ting. Jeg har en drøm om at starte et oprydningsprojekt i et land, hvor jeg ofte rejser til (på den anden side af jorden), men det er svært at vide, hvor man starter og jeg taler heller ikke spansk (endnu). Det vil give mening for mig, noget så simpelt som at lave et team, der rydder op på strande og i fattige områder; der er plasticbestik, pakker, ting og sager der flyder overalt, så man ikke kan forestille sig det, i metertykke lag. Ja, det ville give mening. Det er nemlig rigtigt set, at jeg skal skabe noget "ingen andre har skabt"....at det i hvert fald er et ideal at lave noget HELT andet og ikke kopiere en model, som fungerer for andre, for jeg er vitterligt anderledes og har på alle områder nogle helt andre interesser og præferencer. Det føler jeg selv og det får jeg at vide hele tiden, på godt og ondt, for det er også lidt ensomhedsskabende jo.
1987-male

1987-male

2675 indlæg
  • Skrevet
  • Sidst opdateret
God ide det med plastic. For det første kommer du til at være sammen med mennesker der tænker på andet end deres instagram profil - du vil virkelig kunne mærke det i hjertet - den livsglæde der kommer fra folk fordi roden til den livsglæde starter virkelig et smukt sted. For det andet - så er de mennesker der er i Spanien virkelig rare at være sammen med generelt. Personligt elsker jeg øen Tenerife wow en kultur og et hjerte hos mennesker. Jeg kan også godt lide Gran Carnaria og Madeira, øerne ved siden af, den ene er ikke spansk, men det er bare ikke det samme alligevel. Så hvis du kan finde "paradises have" et sted derude, ikke nødvendigvis på de øer, så tror jeg det vil give dig rigtig meget livsglæde. Jeg tror bare, at du også skal tænke på "og hvad så bagefter". Først undersøg de der "udlandsdansker" regler, jeg har bare hørt et par skræmmende historier fra venner og bekendte som er rejst til udlandet for at bo og arbejde og så kommet tilbage 5-10 år efter og så nærmest have flygtningestatus her i DK fordi en eller anden ny regl gør, at har man boet over x antal år i udlandet så har man ingen rettigheder i dk længere. Og du ønsker ikke at stå på den anden side, tro mig, og være nummer 541 i køen til udlændingeservice på en mandag morgen hvor du ringede som den første. Så føles 7 døgn med uafbrudt regnvejr, en fed i7 pc til 1000 kr og woman.dk pludselig som det rene paradis. Så paaas på - undersøg "the way back home" også. Der er også den psykologiske del: Lad os sige du bor der i ca 2 år og har helt styr på reglerne og vender tilbage med fuld rettigheder som før - så er der også det psykologiske: Prøv at forestille dig at gå fra noget godt (livsglæde i meningsfuldte ting) til at komme tilbage til "bruger du ikke instagram??" "hun er altså lidt wirdo hende der". Det er jo her du skal leve dit liv (regner jeg med) indtil du bliver førtidspension/efterlønsgammel og så kan man roligt tage af sted og være meget mere juridisk fri. Men indtil da - tænk på følelsen af at vende tilbage til spørgsmålet om din instagram, til mafialignende tilstande på nørrebro og omegn, ikke skyderier nej, den børnesygdommelignendebandedel er overstået - der er struktur nu - man skal jo stadig leve i det land bagefter. Hvordan skal man rumme alt det? Så er det da bedre at bidde i det sure æble nu og så venne sig til at landet er ikke det det en gang havde været, før SOME, før nørrebro osv - så jeg synes ikke at den er helt nem - prøv at se den anden side også hvis du kan følge mig :) P.S. Lidt i forhold til mit første indlæg, jeg ved ikke om du så 19.00 nyhederne på tv2 10.09.2019 - der snakkede de om den her: https://da.wikipedia.org/wiki/Boblberg Faktisk nogenlunde det projekt jeg for sjov gættede på snart ville komme til dk og skrev om i det første indlæg - du vil ikke starte noget op i dk, helt ok, men hvis du gjorde, så var det fx en ide at gå ind i dem her, det synes jeg vil give mening for dig :) Der står nok meget lidt på wiki, men hvad jeg lige fangede i tv, så spænder de meget bredt nu :)
gitte345

gitte345

670 indlæg
  • Skrevet
  • Sidst opdateret
Ja, det er rigtigt, det med at overveje, hvad der skal ske, naar man kommer hjem igen. Det er et af problemerne, ligesom jeg er nervoes for at koebe hus i udlandet pga skatteregler og naturkatastrofer. Det er ikke spanien eller de spanske oeer, vi snakker om. Det er sydamerika, hvor alt er helt anderledes, spanien er jo som Danmark - der er kvinderne ogsaa besat af at posere paa Instagram, laegge make-up, finde en mand med en bmw og saa videre. Jeg droemmer om at komme vaek fra det materialistiske. Jeg er slet ikke paa Instagram og har aldrig vaeret det, jeg har slettet Facebook og saa videre, saa jeg er allerede udenfor. Men det er rigtigt, at livet med insta, woman, varme bade, matas, cafeer, gift ved foerste blik og saa videre hurtigt virker luksus. Men hvem siger luksus skal vaere det man higer efter resten af livet. Skriver fra en tlf med amerikansk stavekontrol...
1987-male

1987-male

2675 indlæg
  • Skrevet
  • Sidst opdateret
Ikke helt enig i forhold til spanske kvinder, men det er nu ikke det det handler om :) Ja, skatteregler skal du passe lidt på med, jeg gør sådan at i min familie der betaler vi naturligvis skat til det land huset står i fordi det er meget lidt hvis du køber i det rigtige land og så har vi en bankrådgiver at snakke om i forhold til ejendomsskat i dk: https://www.berlingske.dk/business/mange-glemmer-betale-dansk-ejendomsskat-af-feriebolig-i-udlandet Du kan vælge at betale og du kan vælge ikke at betale, hvis du ikke betaler som 2/3 ikke gør af dem der har huse i udlandet og så du bliver opdaget, skal du sige, at du har handlet i god tro, fordi du regnede med, at hvis du betalte din ejendomsskat i det land huset var i, så var det nok. Så sker der ikke så meget mere, men tag det med folk der har mere styr på det end jeg har :) Jeg ville dog ikke købe hus i sydamerika. Jeg kan ikke se formålet. For det første bliver du snydt. Det er ikke Europa det her, når man siger svindel, så er det ikke svindel som vi kender det i europa, det er... SVINDEL. Altså du ser ikke en øre af de penge igen. Du skal have nogen dernede at alliere dig med så du ikke er alene om det, det er det samme som at rejse i uroplagede lande uden for eu, aldrig alene, altid med en lokal man kender fra venner og bekendte så han/hun kan sige gør sådan og gør sådan. Safety first. Jeg føler mig nogle gange som den der "her kommer jeg type, jeg kan det hele og jeg kender det hele" men når jeg er ude i de der lande, så har jeg 0 ego. Man skal se sig selv som det lille barn, som en voksen skal tage i hånden og følge rundt i de lande. Som man siger til en amerikaner i mexico fx når han krydser grænsen: alt den viden & erfaring du har i bagagen lige nu: smid den ud. Du kan ikke bruge den til noget her. Det er her man skal starte føler jeg, i denne accept. Men at købe hus er jo ikke lykken, vi gjorde det kun fordi vi skulle have nogle penge placeret et sted, ellers er det tilbage til adam og eva hvis du vil finde lykken ala hvordan gør man, så man har det godt der man er nu, og så er vi tilbage til de samme spørgsmål alle andre stiller, som du selv svarer på haha :D
gitte345

gitte345

670 indlæg
  • Skrevet
Jeg har slet ikke nerver til at snyde med skat. Og jeg føler mig ret sikker i det her land, vi taler om. Har efterhånden opholdt mig der i et år, spredt ud over tid. Alene uden lokale til at holde mig i hånden. Man skal nok have både dansk og udenlandsk ejendomsmægler på ja, men om man bliver snydt? Hmm...hvis man køber et hus, der i danske penge koster 600.0000 kr, så er der vist ikke så meget at blive snydt i forhold til. Det er hvad en dårlig grund koster i Danmark. Men ja, der er da mange usikkerheder. Mine præferencer er mega modsætningsfyldte. På den ene side vil jeg væk fra materialismen. På den anden side har jeg lige købt en masse tøj og en Chaneltaske...hvad skal jeg med den i et fattigt land? Aner det ikke. Den skal jo bare ligge herhjemme. Jeg kan nok godt lide ekstremerne, der rækker ud over leverpostej, H og M, hjemmebag, hyggeplaid, Netflix og så videre. High and low, ekstremer.
1987-male

1987-male

2675 indlæg
  • Skrevet
  • Sidst opdateret
Det handler ikke om at du ikke vil materialismen, det handler om, at du føler dig tom indeni - derfor køber du. Jeg synes heller ikke om materialismen, er mega fan af den buddistiske tankegang osv men hver gang jeg kommer hjem til det land jeg oprindeligt kom fra så blærer jeg mig alt hvad den kan trække med mit danske pas, ja det er fint at give sig et klap på skulderen og så sige flot, at du har opnået det, MEN det strider jo totalt imod min holdning til materialismen HVIS jeg kun har været ude på at få det danske pas for at kunne rejse hjem og sige "se mig". Så kan jeg jo lige så godt oprette instagram og køre videre i samme bane, og så er jeg ikke en dyt bedre end alle andre. Men at man gør den slags ting, bunder jo også i noget tomhed, i noget indre usikkerhed, måske noget selvværdsrelateret, at man skal have fyldt den mangel på (x, ukendt!) med et eller andet, jeg er heldigvis ligeglad med penge, besiddelser, men den der med passet og dens statussymbol i netop mit hjemland hvor jeg har opnået nada fordi jeg bare rejste og sagde "den kamp kan jeg ikke vinde venner, beklager", den trigger, der har contrast jo ret, nøjj hvor kan jeg godt lide selv at fortælle hvor god jeg er til tider, så jeg tænker, hvis vi hver især taler med nogen om hvorfor vi har brug for den taske/det pas, hvad ligger der bag det, følelser, usikkerheder, trang, compulsive behavior(?) osv - så er vi godt på vej til at finde ud af, at vi måske slet ikke har behov for et hus/pas til 600000 af værdi - the grass is not greener on the other side :) Men det er bare så nemt at sige "tal med nogen om det" for det første har vi begge to sikkert allerede gjort det, for det andet - så bliver vi jo tæppebombet af en narcisistisk kultur omkring os der siger se mig, se hvad jeg har, og den rammer globalt. Selv tibet hvor det lige er kommet frem at en af de øverste munke i deres hieraki kun har været ude på at få mest muligt sex med kvinder, fordi han i stedet for at hjælpe dem, kunne sige til resten af verden, se hvad jeg har, jeg kan få sex med enhver kvinde nu, fordi alt kommer til mig. Og så er alt det han har bygget op jo faldet pladask til jorden - han var selv den største narcisist til sidst, selvom han havde alle muligheder for at påvirke den narcisistiske verden ved at sige - vi skal i en anden retning. Dvs, selv de bedste falder i. Det ER en svær verden at navigere rundt i. (Omvendt skal vi passe meget på med offerkortet, så snyder vi os selv igen) Men prøv at tænde for tv´et det er jo kun se mig se mig programmer nu og ubevidst lægger det sig jo i baghovedet "sådan skal du være". Det gør jo ikke livet nemmere, det skaber jo tomhed hos os om vi vil det eller ej. Mere mere mere. Håber verden snart går i en anden retning :))
gitte345

gitte345

670 indlæg
  • Skrevet
  • Sidst opdateret
Men det er også lidt en kliché, at forbinde en Chaneltaske med indre tomhed, fordi ret mange vel føler en grad af tomhed. Og Chanel er bare den ultimative prestige-genstand. Jeg mener, ville du forbinde det med indre tomhed, når nogen får et køkken til 100.000, selvom det gamle fungerede fint? Eller køber en sofa til 100.000? Eller skal have 4 Kähler-vaser? Eller skal have en vandhane, der kan levere kogende vand? Eller guldvandhaner på badeværelset? Eller et fjernsyn til 30.000? Jeg ved heller ikke, om jeg kan se den indre tomhed i at købe et hus til 600.000kr:) - det vil jo bare være at have et hjem og et alternativ til at leje noget. Mange i DK bor i huse til 2 eller 3 eller 7 millioner som det mest naturlige i verden.
1987-male

1987-male

2675 indlæg
  • Skrevet
ok :)