1. Forum
  2. Debatten
  3. Dit liv
  4. Op at toppes med hjemmeplejen!

Op at toppes med hjemmeplejen!

lucky2000

lucky2000

3 indlæg
  • Skrevet
Hej. 

Jeg bor pt. sammen med min farmor i hendes lejlighed. Dagligt har hun besøg af hjemmehjælpen om aftenen, da de kommer og drypper hendes øjne. Jeg har boet ved min farmor i ca. et halvt år; til dagligt arbejder jeg. Jeg er ofte hjemme, når hjemmehjælpen kommer; somme tider er de flinke, skynder sig at dryppe øjnene og går igen. Andre gange har der været 2 hjælpere, hvor der decideret har været konflikter over, hvorfor jeg ikke "bare" drypper hendes øjne. Blev nødt til at filme skænderiet engang, så jeg kunne vise det til mine bekendte - bare for at de kunne se, hvor galt det stod til. Engang satte en hjælper også dråberne på bordet i protest og skred midt i det hele. Det hele resulterede i, at jeg ringede ind og klagede til deres afdeling. 4 dage efter ringede de hver aften og sagde, at de først kunne komme kl. 9 om aftenen - om "barnebarnet" ikke kunne dryppe dem i stedet for. 

Generelt er det ikke en stor ting at dryppe øjne. Jeg arbejder selv på et plejehjem, er oplært i det o.s.v. - det trælse bliver konflikten og det, at jeg ikke føler mig respekteret i mit eget hjem. At en plejer pusher på om, at jeg skal oplæres i at dryppe øjnene - vil have, at jeg skal ringe dagligt og sige, om jeg er hjemme eller ej, så de kun kommer, når jeg ikke er hjemme o.s.v...  Somme tider har min farmor sagt, at jeg skal få ind på mit værelse og lade være med at "nyse" bare for at vi ikke fremprovokerer en konflikt mellem dem - og sådan burde det jo ikke være. Problemet er også, at jeg ikke skal varetage - eller har interesse - for at varetage min farmors plejeopgaver. Jeg har et liv ved siden af og at varetage plejen er en del af deres job - ikke et nærtstående familie-medlem til borgeren.

Hvad kan jeg gøre her? 
1987-male

1987-male

3039 indlæg
  • Skrevet
  • Sidst opdateret
Nogle gange når tingene allerede er eskaleret, kan du ikke gøre andet end at møde eskaleringen der hvor den er, lige meget om der er en god grund eller ej til, at i står der hvor i står. Du vil have at de skal dryppe hendes øjne. De vil ikke. Det er lige meget hvem der har ret og hvem der tager fejl nu. Det er ikke der vi er længere. Vi er i en situation hvor den anden part har alt det kognitive slået fra og er 100% overbevist om at det de gør er rigtigt. Det svarer til, at hvis du bogstaveligt talt har en pistol for tindingen, fordi du ikke vil flytte din indkøbsvogn i netto, selvom den gerne må stå hvor den står, så skal du ikke i denne tilspidsede situation sige "hvad har du gang i, den må gerne stå der" for så trykker den anden af. Hellere sige "jeg lytter/sig hvad jeg skal gøre". Det samme her, du bliver nødt til at tage et skridt tilbage for at kunne tage to skridt frem. Næste gang de kommer og de nægter at dryppe øjnene, siger du "ok, sig hvad jeg skal gøre, hvor ofte skal jeg dryppe dem og vil i altid have beholderen eller hvordan". Snak om alt andet end konflikten om hvem der skal dryppe men flyt fokus over på hvordan du får beholderen, om det er dig der skal købe den fremover eller om de selv kommer med den og hvis dette er afklaret i forvejen så sig at du overvejer at købe noget vat til at tørre øjnene bagefter, og om det er en god ide, sådan så de kan være eksperter og sige, "nej, det er ikke nødvendigt, eller jo, det kan det godt, men tør under øjnene men ikke på øjnene". Ok, jeg er med, tak, svarer du. Så er konflikten afværget, der er god stemning og du drypper hermed hendes øjne i en uge selv, direkte foran dem, hvis de er der. Kan du ikke det, så find en anden til at gøre det i de dage hvor du ikke er der. Og tager de konflikten op igen, siger du "ja, det kan jeg godt se". Igen, du er kvinden i supermarkedet med pistolen for tindingen. Hold dig til det udgangspunkt. Og din farmor skal ikke blande sig, den skal du have afklaret med hende inden. "Det her, det styrer jeg". "Du skal ikke sige noget". Godt så, nu er der gået en uge og du har ikke fået blæst hovedet af, flyttet din indkøbsvogn 1 meter frem og han har lagt pistolen i hylsteret igen samt gået væk. Uge 2. Du har taget et skridt tilbage, nu er det tid til at gå 2 skridt frem. I løbet af uge 1 der har du haft kontakt med lederen af lederen for deres afdeling, face to face. For som jeg ser det, er det bare lederen for afdelingen du snakkede med sidst og han ser ud til at dække sine medarbejdere, så du skal højere op. Var det ikke lederen du snakkede med, så bed om et personligt møde med ham, og sig, at det er vigtigt. Og så er jeg lige glad med hvordan du får det, du skal ikke fortælle over telefonen hvad sagen drejer sig om, bare sig, at det er vigtigt. Til mødet snakker du stille og rolig. Du fortæller i starten ikke hvad du vil gøre, men blot at du ikke synes, at det er i orden det der sker. Retfærdiggør han deres handlinger, siger du ok, jeg er med, men jeg kan stadig ikke leve med det. Sådan kører i 5 min endnu. Retfærdiggør han ikke deres handlinger, kører i stadig 5 min hvor han siger, "dette er ikke i orden, og det skal jeg nok løse". Efter at der er gået 5 minutter, smider du stadig bomben. "Tak fordi du vil tage affære/det er ærgeligt at du ikke vil tage affære men jeg har stadig ikke anden mulighed end at kontakte pressen og fortælle om denne her sag, fordi jeg synes at sandheden skal frem og samtidig med det, vil jeg undersøge hvordan man melder hende ud af "firmaet"." Dette er et blufnummer. Du har ikke tænkt dig at melde hende ud og gå over til svanepleje i stedet fx eller kontakte pressen, men når du sidder der, skal han kunne lugte else sagen uder opsejling, og tro mig, så vil han gøre alt for at få det løst. Du siger ikke "jeg har også optaget det" det er kun hvis han spørger "har du også optaget det?" så svarer du, ja, det har jeg. Og så møder du hans vrede, hvis den kommer som et voksent menneske og siger "ok, ja, det kan jeg godt se, men jeg er stadig nødt til at gå videre med sagen". Og så slutter jeres møde. Uge 2 går i gang, i er sådan cirka der, og hvis det trækker ud med at få det møde, så siger vi, uge 3 går i gang. Han ringer flere gange til dig, og beder om at smide sagen under gulvtæppet, da den nu er løst, eller er tæt på at blive det, men du er stadig tøvende med et klart svar. Og du kommer aldrig med et svar. Din pistol skal altid være ladt. Han skal vide, at du kan komme ud med historien når som helst. Og hvis disse to hjælpere i uge 2 spørger hvad du har gang i fordi de fik det at vide af ledelsen, så siger du "jeg har ikke mulighed for at dryppe hendes øjne længere, fordi jeg er bange for at jeg gør det forkert". Men det er kun, hvis du uheldigvis befinder dig i samme rum når de er der i uge 2, ellers fra uge 2, så er du inde i det andet rum, dvs. lige efter dit møde med lederen, så er det ikke dig der drypper hendes øjne, ever. Også hvis ingen drypper dem. Og hold nu fast i det, også hvis din farmor siger, at hun SKAL have dem dryppet. Skriv det i stedet ned "20.12.2020, øjne ikke dryppet." Sådan så du kan ringe til den leder du var til møde med og sige, at nu er den gal igen, og så ved han godt, lige om et splitsekund der ryger historien ud FORDI du aldrig har sagt, at du vil droppe den. Så: tilbage til netto. Når du er omringet af to bevæbnede sikkerhedsvagter frem over, trækker han ikke sin pistol. Men DEN DAG hvor han trak den, den første dag altså, der forhandler man ikke. Du opfylder hans krav og flytter indkøbsvognen / drypper de øjne. Nu har jeg glemt at spørge efter din alder, hvis du er 18-20 stykker, så kan det føles hårdt at sidde over for voksne mennesker og få sin plads under solen, men ved du hvad, du er ikke 18-20 efter det her, du er en voksen kvinde. Næste gang, så er det ikke plejepersonalet du kæmper med, det er din mand/kæreste/chef og der har du erfaringen og mens andre kvinder ikke vil turde at tage konflikten der hjemme/på arbejdet, tager du den, fordi du ved hvordan du skal spille det kortspil og du føler også ro i maven når du gør det og det er det vigtigste. Hvordan tror du jeg havde det da jeg skrev mine første 10 indlæg herinde? Jeg var ved at dø af skræk. Nu er dette indlæg skrevet med så meget ro, at det føles bare godt. Ikke fordi det er mere sandt end de første 10 jeg skrev herinde, men fordi vores krop er i stand til at vænne sig til stort set alt, og det er det der er det vigtigste. Ikke hvordan du spiller denne her sag, men hvordan du spiller den næste, og den næste igen, har du ro der i de sager (for udfordringer kommer der nok af i livet), så har denne sag været den største gave du kunne have fået i dit liv :) Og ved du hvad, det er ok at fejle hvis det virkelig skulle ske og jeg tog totalt fejl i hvordan man skulle klare denne her, men det der ikke er ok - er ikke at forsøge at prøve gå nye veje i ens liv. Jeg kunne stadig sidde på et tech forum for mænd og skrive om ting hvor jeg har ro omkring fordi jeg rent intellektuelt måske mere "bare ved" hvad der er rigtigt/forkert inden for tech, men nu sidder jeg her, blandt kvinder, blandt følelser, hvor der ikke er noget der er faktuelt rigtigt/forkert og det dermed er meget svært at udtale sig om, MEN med lige så meget ro, som hvis det var det andet. Det er det der er det afgørende. Ikke hvad jeg helt konkret skriver og validiteten & reliabiliteten bag denne kommunikationsstrategi i din sag, men hvordan jeg har det når jeg skriver det. Det samme med dig, resultatet er ikke afgørende her. Process er. Din udvikling i at kunne rumme sådan en sag med størst mulig ro næste gang, det er det du går et stort skridt imod nu ved at lave en klar strategi for hvad du gør & siger samt hvornår. Læg en plan, følg den, og så klap dig selv på skulderen bagefter lige meget hvad, for ved du hvad, det er SÅ flot, at du hjælper din farmor og bor sammen med hende mens andre bare ignorerer deres bedsteforældre :)