1. Forum
  2. Debatten
  3. Dit liv
  4. SLEM angst? (Hjælp)

SLEM angst? (Hjælp)

💟💟💟

💟💟💟

7 indlæg
  • Skrevet
  • Sidst opdateret
Jeg står i den situation at jeg igennem lang tid har spekuleret over om det jeg føler er angst. Har ikke fået nogen diagnose og har heller aldrig været til lægen med det da jeg aldrig rigtig har tænkt at det ville hjælpe. Det er kommet til et punkt hvor mine tanker og følelser stopper mig fra at gøre noget fuldt ud eller overhovedet at gøre det pga. frygt. Lige lidt om mig selv. Jeg er en 17 årig pige som for det meste er meget positiv. Jeg lider ikke af depression af nogen form men er meget god til at lade mine tanker kører af sporet så jeg ødelægger mig selv og mine forhold til andre mennesker. Min far har fået en diagnose som lyder på at han har ekstrem slem angst. Så slemt at han faktisk er blevet førtidspensionist. Nu til de følelser jeg føler stort set hver eneste dag. Jeg kan ikke snakke med fremmede overhovedet! Dette er kke fordi jeg er genert. Når jeg skal til arrangementer SKAL jeg absolut have en ven eller et familiemedlem med fordi jeg ikke kan få mig selv til at gøre det alene pga. frygt. Lad mig give jer et senarie. Jeg startede på et gymnasium og mig og mine veninder var ikke kommet i klasse sammen så jeg skulle gå hen til min nye klasse fyldt med fremmede alene. Jeg blev så bange da mine veninder forlod mig at jeg næsten begyndte at græde. Jeg tog mig sammen og gik derhen uden at sige noget. Jeg sagde lige hej til nogle få personer men efter det gik det kun ned af bakke. (Det skal lige siges at dettte er en midlertidig klasse på 3 måneder) I de 3 måneder fik jeg ikke en eneste ven og der var aldrig nogle der ville være i gruppe med mig. Jeg stod altid for mig selv. Jeg er aldrig blevet mobbet eller haft det sådan før heller ikke i folkeskolen. Der kom jeg godt ud af det med alle. Dette resulterede i at jeg gik hen til mine veninders klasse hver gang jeg fik chancen. Der snakkede jes meget bedre med dem i deres klasse. Så jeg tænkte at det måske var fordi jeg bare ikke svingede med dem fra min klasse. Men næh nej. Efter de 3 måneder kom vi ud i vores vores rigtige klasser. (Jeg var heldigvis i samme klasse som mine veninder denne gang.) Der gik jeg i et helt år og følte stadig at jeg ikke havde fået nogle venner.¨Det endte så med at jeg droppede ud.... Jeg har også et arbejde hvor alle mine kolegaer snakker mega godt sammen. Bare ikke med mig... jeg er lidt det sorte får og der er altid stilhed mellem mig og dem. Jeg ved godt hvorfor disse ting sker og det er fordi jeg simpelthen er for bange for at åbne min mund og sige noget. Det er som om jeg ikke kan finde på noget at sige til nogen overhovedet. Som om jeg går i baglås fordi jeg er bange for hvad de vil tænke om mig og det jeg siger. Og når nu jeg ikke siger noget bliver jeg set på som meget reserveret. Så efter lidt tid holder de op med at prøve fordi de sikkert synes jeg er kedelig og for svær at komme ind på. Jeg er tilgengæld rigtig god til at skrive med folk over besked. Alle de venner jeg har hvilket ikke er mange har jeg haft så længe jeg kan huske. Jeg er rigtig usikker på mig selv og mit udsene og det hjælper self ikke men jeg kan sagtens tænke at jeg ser godt ud til tider bare ikke når jeg ser mig selv på billeder og den slags.. Jeg føler lidt at jeg overtænker ting ALT for meget og at det er derfor. Men jeg kan ikke spørge om ting når jeg handler og heller ikke selv ringe til butikker, resturanter eller lignende. Jeg har nok 2 personligheder. Jeg har altid fået af vide i skolen at jeg var klassens stille pige men så snart jeg fik fri og var blandt mennesker jeg har kendt i lang tid er jeg nok den der er mest skør og højlydt. (Altså mig selv) Når jeg får alkohol indebors bliver jeg også bedre til det med fremmede men det forsvinder ikke helt. Når det er jeg begynder på noget jeg ikke har prøvet før og gør det på samme måde i et godt stykke tid uden nogle former for ændringer bliver det ekstremt svært for mig at foretage nogen form for ændring fordi jeg er flov og er bange for hvad man nu vil tænke om det osv... fx havde jeg ALDIG mit hår i en hestehale under hele folkeskolen fordi jeg ikke turde (Pga mine ører) Når nu jeg aldrig havde gjort det før.. igen tænker jeg hvad nu hvis folk synes det er grimt eller noget i den stil.. så fik jeg en ny start på gym og begyndte på det fordi jeg fik en ny start hvor der ikke var nogen der vidste jeg aldrig havde gjort det.. Jeg spørger nu jer om hjælp! Plz hvis i har nogle ideer til hvad jeg kan gøre for at gøre det bedre så sig det! Jeg skal nemlig starte ny uddannelse her om et par måneder og jeg ønsker virkelig at det skal fungere.. Burde jeg måske bestille tid til psykolog eller læge måske? Ville det virke mærkeligt at komme til dem med sådan noget her? JEG KAN IKKE ENGANG FÅ MIG SELV TIL AT SNAKKE MED MIN KÆRESTES FAMILIE. (vi har været sammen i snart 1½ år..) HJÆLP MIG!
1987-male

1987-male

2630 indlæg
  • Skrevet
  • Sidst opdateret
Ikke læge, men psykolog ja, eller psykiater. Du har ikke angst som sådan, men angst på grund af lavt selvværd. Det med hestehalen fx. Det skyldes at jeres generation føler et massivt pres for at præstere, være perfekte osv. og så brækker i helt ned. I ser hvordan man skal være perfekt på FB, Instagram osv osv men kan ikke se bag facaden, at de folk der fremstiller sig selv som perfekte der, selv er usikre, ellers ville de ikke bruge deres tid på at vise til hele verden, hvor perfekt deres liv var. I føler så et pres for at i skal reagere på denne facade og dem der ser jer, reagerer på jer, og brækker selv ned. Derfor stiger antallet af piger der går til psykolog eksplosivt fx. Der er ikke noget galt med dig. Du er desværre bare på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt, uden at være skyld i det. 17 år i 2019. Det ER hårdt. Men du har brug for at føle, at du ikke er alene, derfor er en terapigruppe med 6-7 andre piger fx super for dig. Prøv at spørge hos din lokale psykiatri, hvad de kan tilbyde dig. Da du ikke har været i systemet før, vil de først indkalde dig til forsamtale hvor de vil spørge ind til problemstillingerne, uden at give nogen løsning. Derefter vil de sige, at om nogle måneder er der tid hvor en ny gruppe starter op 1 september fx. Der er du med inde over. I mellemtiden må du bide i det sure æble og så få hjælp andre steder så du kan komme godt i gang på dit nye studie. Snakke med familie, veninder, girltalk.dk osv osv, få lettet hjertet, så vil du føle det bedre og føle at presset letter sig :) Hvis du ikke kan komme ind i nogle af psykiatriens behandlingstilbud (rolig nu, du skal ikke indlægges, sådan en gruppe er kun 1 gang om ugen, 2 timer fx) - men hvis du ikke kan komme ind der, så er det egen læge, der skal henvise dig til psykolog, men det koster. Snak med din mor om det, er hun en god mor, vil hun afsætte noget tid og undersøge systemet sammen med dig, så du kan komme ovenpå igen. Hvis du dog vil have en akut løsning nu og her, så prøv denne cd: https://bibliotek.dk/da/work/870970-basis%3A27854028 Hvis der går 1 år og intet bare intet hjælper, så brug medicin (seroquel fx) gennem din egen læge + helsegaarden.com til personlige samtaler så er du hurtigt oppe igen, men igen, det er kun hvis det andet ikke hjælper. Brug altid de stærkeste kort til sidst når du har prøvet at løse dine problemer med relativt små midler :)
EsbenA

EsbenA

1 indlæg
  • Skrevet
Kære Swaggii Det lyder virkelig ikke som om det er særlig sjovt! Jeg har en baggrund som coach, så vil du snakke, så kan jeg nok hjælpe dig :) Du skriver bare en PM
💟💟💟

💟💟💟

7 indlæg
Tusind tak for alle de gode ideer og råd!! Jeg vil helt sikker undersøge de forskellige ting. Er du sikker på at det er lavt selvværd? Jeg synes jo ikke ligefrem at jeg er grim jeg synes jeg er okay det er bare mere fordi jeg overtænker alle de ting jeg ikke kan lide ved mig selv.. det kører helt af sporet. alle har jo ting de gerne vil ændre på men jeg holder aldrig op med at tænke på det Selvom jeg synes jeg er en okay pæn nok pige. Og det er ikke fordi jeg er bange for at vise mig frem og gå ned hovedet højt når jeg er ude. Jeg har kun et problem når det kommer til at skulle snakke med nogle jeg ikke kender. Det tager rigtigt rigtig rigtig lang tid at komme ind på mig.. så lang tid at folk de ender med at give op fordi de bare går ud fra at jeg er kedelig og virker reserveret. Og det er det der er mit problem. Men ligemeget hvor meget jeg prøver og ønsker at kunne åbne mig op så kan jeg ikke. Jeg tør ikke stille et spørgsmål om hvem de er eller andre ting og hvis de spørger mig om noget kan jeg ikke gøre andet end at svare kort og kontant..
1987-male

1987-male

2630 indlæg
  • Skrevet
  • Sidst opdateret
"Er du sikker på at det er lavt selvværd?" Ja. "Jeg synes jo ikke ligefrem at jeg er grim". Du behøver ikke at føle dig grim for at have lavt selvværd :) Det viser sig på forskellige måder. Nogle piger begynder at overtænke i forhold til deres udseende. "Jeg er ikke god nok, jeg må tabe mig rigtig meget". Andre har slet ikke det problem, men overtænker i en helt anden retning: "Jeg er ikke god nok i skolen, jeg må lade være med at sove, sådan så jeg kan lave lektier hele natten og blive god nok". Helt andre som dig har ikke de problemer, men har andre: "Hvad hvis de afviser mig, hvis jeg begynder at snakke med dem. Hvad hvis de tror at jeg er dum, og i det hele taget bare burde tie stille. Så er det nok bedst jeg gør det allerede nu." Det er her, når du får hjælp, de vil spørge ind til din barnedom fx. Hvordan var din rolle i hjemmet. Følte dine forældre, at det var bedst du var den stille pige i hjemmet, sådan så der hele tiden var ro, især når der kom gæster fx." Dermed har du fx lært, at sådan skal du også være over for andre - lad være med at sige noget, lad være med at snakke med nogen, så gør du ikke noget forkert. Og om du så vil det nu, 100% kan du ikke. Dermed lavt selvværd "jeg er ikke god nok til at blive hørt". Finder dine behandlere fx ud af, at det er der kernen er, går de videre til løsningen: eksponering. Jeg ved ikke om jeg skal sige det allerede nu, fordi professionelle lægger netop vægt på, at man tager et lille bitte skridt af gangen og ikke fortæller hele planen, flere måneder frem så du ikke føler "wow skal jeg alt det" for at få det godt igen. Men meget kort sagt: eksponering. Det er den eneste løsning der er. De vil prøve at overtale dig til at snakke med nogle fra andre klasser som du ikke kender fx, til at starte med blot sige hej. Dernæst lidt mere og lidt mere, indtil du helt naturligt føler at det er normalt... :) Men igen - jeg springer meget langt frem nu :)