1. Forum
  2. Debatten
  3. Dit liv
  4. sted/bonus/papmor

sted/bonus/papmor

SpagnumKaren

SpagnumKaren

185 indlæg
  • Skrevet
  • Sidst opdateret

Argh! Jeg ved ikke lige helt hvordan jeg skal formulere dette, for ikke at lyde som en dårligt menneske.
Jeg er 21 år, og har en kæreste på 30. Han har 2 (en pige på 2 1/2 år, og en dreng på 4 år) dejlige børn, og det vidste jeg inden jeg gik ind i det her forhold.
Jeg har altid betragtet mig sig som hørende under kategorien "god til børn", har været ung pige i huset osv.
Men føler jeg flopper i kategorien "bonusmor", jeg aner ikke hvad der forventes af mig (har været sammen med ham i 1 1/2 år). Hvor jeg skal sætte mine grænser i forhold til hvad de må når de er hos os. Jeg har enormt svært ved at elske dem betingelsesløst, som deres far gør.
Jeg synes sgu ikke det er fedt de hopper i sofaen, og først kommer i seng kl.21. Jeg synes ikke det er fedt at der skal køre Tom og Jerry på fjernsynet en hel weekend. Og jeg synes ikke det er fedt at have en 4 årig knægt der griner mig op i ansigtet når han får et nej.
Jeg må virkelig kæmpe med at beholde fatningen nogle gange.

Åh, lidt luft.

Er jeg helt forkert på den, er der nogle der sidder i samme situation?

majaa

majaa

382 indlæg
  • Skrevet

Jeg sidder ikke i samme situation. Men det lyder da lidt som om drengen ikke har respekt for dig - og det skal han vel lære, alle mennesker skal have respekt for andre.

Har du forsøgt at snakke med din kæreste om det? hvordan du føler osv. I kunne også snakke om, hvad han forventer af dig, skal du også være med til at opdage osv?
Vil lige fortælle en lille historie: Jeg var en gang barnepige et sted, hvor forældrene sagde, at de stod inde for ALT, hvad jeg sagde, når jeg var der. Havde jeg bestemt et eller andet, når jeg var der, så mente de det samme. Det betød, at det ikke nødvendigvis var forældrenes opdagelsesmetoder, der blev brugt, når jeg var der, for så var det MIG, der bestemte. Det var meget rart at de gjorde det på den måde. Så hvis der var konflikter mellem mig og børnene, så gav forældrene mig ret i det, jeg havde bestemt.
Måske kunne du snakke med din kæreste om det og forsøge at få det lidt på samme måde? Altså når du siger til børnene, at de ikke må hoppe i sofaen, så "mener" HAN det også. Man kan selvfølgelig ikke være enig om alting. Men børnene kommer jo til at køre rundt i manegen med jer, hvis I ikke er enige om en måde at gøre det på.

Hanne_SMC

Hanne_SMC

93 indlæg
  • Skrevet

Hej...
Jeg er 26 år, gift med Rasmus og bonusmor til 4 dejlige unger på hhv. 3,4,6 og 7..
Vi har nu været sammen i 3 år, og har hele tiden haft de to ældste fastboende hos os.. Jeg kender kun alt for godt problemet, men har efterhånden fået det løst, dog sker det stadig indimellem at de virkelig ska prøve mig af, men det tager jeg i stiv arm.. Jeg kan ikk forstå at du og din kæreste ikk sætter Jer ned sammen en dag, mens børnene er i børnehave og tager en snak og evt. laver nogle husregler, det har fungeret godt hos os... Og kan kun følge dig 100% i at de ikk ska kravle rundt i møblerne eller sidder på deres flade en hel weekend, tag da en tur ud i naturen eller spil et spil sammen allesammen, evt. dig og den ene af børnene og din kæreste og den anden, så I er i hold

Jeg kan give dig følgende råd, som har hjulpet mig en hel del

1: Husk på at det ikke altid er dig de er sure på, men bare lader det gå ud over...

2: Du bestemmer ligeså meget over dem, som din kæreste gør, det er også dit hjem.

3: Ta tid til dig selv indimellem, det er vigtigt at pleje sine egne behov bare engang imellem.

4: Lav husregler: Såsom "Ikke tale med mad i munden" Osv.. Men hold dem simple, børnene er jo ikke så store endnu..

5: Stå fast i det du har sagt, hvis du girdig, vil de bare gøre det igen og igen...

Jeg håber virkelig dette hjalp dig en smule

Held & Lykke med det hele og nyd livet !

Aviaya

Aviaya

7 indlæg
  • Skrevet

Hej
Er det din kæreste der lader tv-et stå tændt i weekenderne, vil han ikke putte dem før 21? Det lyder som om at det er din kæreste der har brug for at fåsat grænser for hans børn, for alles skyld, for det er svært at skulle elske andres børn, også kærestens, hvis de ikke er til at styre.

Du ønske at få noget mere struktur, men du skalikke stå alene med det, ellers bliver du nemt bussemanden i det her, og hvis børnene griner dig op i ansigtet, skal faderen fortælle sit barn, at det altså er rigtigt hvad du siger, alt andet er ikke sundt for nogen.

Jeg har haft en kæreste med en datter på 3, og han var max tivoli-far, problemet var bare, at min egen søn og jeg var glemt hver anden weekend. Vi fik skabt nogle spilleregler... alle skal fylde lige meget. 4 mennesker skal deles om 100% opmærksomhed, dvs. vi skal fylde 25% hver. Ihvertfald et godt udgangspunkt.

Kun du kan ruske kæresten til at vågne op, ingen kan holde ud at det er børnene der styrer showet.

Jeg håber at du kan bruge lidt af det jeg ha skrevet, for ja, det er frustrerende og rigtig svært at komme ind i en familie og skulle finde sin plads i den.

mvh

Aviaja