1. Forum
  2. Debatten
  3. Kærlighed
  4. Depression efter stormfuldt forhold

Depression efter stormfuldt forhold

Alibalibi

Alibalibi

63 indlæg
  • Skrevet
  • Sidst opdateret
Jeg har det sidste års tid/halvandet skrevet en del om mit on and off forhold. For tre måneder siden lykkedes det mig endelig at bryde helt med min ekskæreste, noget jeg er stolt af, men det der overrasker mig er hvor lang tid det tager at komme helt videre.
Jeg har brugt tid på job og fritidsinteresser, og har lige haft en hyggelig påske med venner og familie. Det er bare som om, at uanset hvad jeg kaster mig over, virker det tomt og hult i forhold til da jeg var i kontakt med min ekskæreste. Jeg føler mig simpelthen deprimeret. Da vi var sammen fik vores meget stormfulde forhold mig til at føle mig så levende også selvom, at jeg havde det virkelig skidt med hans behandling af mig og hele vores måde at være sammen på. 
Hvad skal jeg gøre? Jeg har ikke lyst til at gå tilbage til ham, for jeg tror stadig ikke på, at det vil virke.
Ps. Jeg var sammen med min ekskæreste i to år - on and off, så ved godt, at tre måneder måske ikke er så meget tid, men er bare så frustreret. Jeg har ikke været forelsket i ham siden oktober sidste år, men alligevel føler jeg, at der mangler noget.
Kan man vænne sig til at leve i ekstremer (også selv om det er usundt for én) Og derfor have svært ved at tilvænne sig et "normalt" liv? 
1987-male

1987-male

3103 indlæg
  • Skrevet
  • Sidst opdateret
"Kan man vænne sig til at leve i ekstremer (også selv om det er usundt for én) Og derfor have svært ved at tilvænne sig et "normalt" liv?" Ja. Du kan sagtens gøre det, at leve et normalt liv altså, men det tager bare meget langt tid. Jeg har samme problemstilling som dig, for at føle noget kravlede jeg over til løverne da jeg var lille, i det land jeg kom fra sammen med venner og vi tog billeder af hvordan vi sad på hegnet og løverne gloede sultent på os. Om jeg søger sådan noget lign igen? Ja. Spændingen, Adrinalinen osv osv, ja, er det godt for mig? Nej. Er der en vej ud af det? Ja. Brug udelukkelsesmetoden: Skal du tilbage til ham? Nej. Skal du "tilbage" til en ny kæreste der behandler dig på samme måde fordi du trives i "kaos"? Nej. Skal jeg få et job som zookeeper fordi jeg føler at jeg ka med løverne og at de ikke æder mig? Nej. Så hvor står du, og hvor står jeg? Om jeg føler mig smådepri hvis jeg ikke oplever et eller andet sus? Ja. Men det er i den erkendelse, at det ikke er godt for en, det man har haft gang i, man erkender at man skal en anden vej. Hvilken vej? Ja, havde jeg svaret, havde jeg siddet sammen med Budda forlængst og været en blomst, lidt filosofisk svaret :)) Men prøv at flytte fokus fra spænding/kick/adrinalin/fart osv osv og over til compassion (kærlighed, medfølelse, forståelse osv osv) for andre mennesker hvor dit liv giver mening og du føler noget, men på et helt andet niveau. Et livsprojekt, en anden vej. Noget dybte. Fritidsinteresser er relativt kortvarrige. Det andet varer hele livet. Og så ja, tålmodighed. Det tager laaaang tid. Og hvis intet hjælper, så medicin. Det er det det er der for, at sætte plaster det sted hvor "såret" ikke kan heales "af sig selv". Og så erkendelse af, at det er der man er, totalt accept af det. Jeg vil da gerne have at (sorry hvis det lyder totalt uden filter, men du kender mig, jeg skriver det som det er) - jeg vil da gerne have, at når jeg møder en ny pige, så ku jeg det der med laaaangsom opbygning af forhold som andre normale mennesker, og når man møder hinanden er det på nettet som de fleste åbenbart gør i dag og så skriver man sammen laaaang tid, jeg vil da gerne have at jeg ku det, men det ka jeg ikke for det er ikke spændende nok, da jeg mødte den pige jeg måske skriver mest med nu, så jeg hende på en stor plads i Milano blandt 5000 andre mennesker, og jeg vidste med det samme, that's her. Jeg gik hen til hende, fik hendes nummer efter 10 sekunder og en måned efter sidder hun hjemme i min sofa og lægger makeup og vi skal i byen sammen og jeg tænker, mens hun lægger den make up "ingen over og ingen ved siden af" så sindsyg godt ser hun ud - jeg ville da ønske at det ikke skulle gøres på denne måde for at jeg følte noget, at det var "røv sygt" ligesom alle de andre, på tinder osv osv og ikke bare, hej, du er min. Jeg ser kun dig blandt den enorme menneskemængde. Men jeg har accepteret at jeg er der jeg er, og hvis mit liv, ink den måde jeg dater på skal være mere "normalt" så er første skridt at erkende, at det er ok, at jeg ikke føler noget, når jeg gør tingene på en normal måde. Det samme med dig, start med at acceptere, totalt accept af det du føler og der du er. Ik forkast dine følelser. Blot accepter. Og så se hvad du mærker og vil bageter :)