1. Forum
  2. Debatten
  3. Kærlighed
  4. Dysfunktionelt forhold - blive eller gå?

Dysfunktionelt forhold - blive eller gå?

woman1205

woman1205

67 indlæg
  • Skrevet
  • Sidst opdateret
Hej alle,
Jeg er en kvinde i midt tyverne og har været sammen med min kæreste gennem 6,5 år. Det første år af vores forhold var eksemplarisk, super godt og meget givende på alle punkter. Men så skete det. Min kæreste var mig utro. Et utroskab der var planlægt og som jeg selv opdagede, da pigen skrev til ham mens jeg var der. Vi fandt sammen igen og jeg valgte at tilgive ham, da jeg mener alle mennesker kan lave fejl. De næste 2,5-3 år går forholdet meget op og ned. Vi skændtes meget, men var også meget lidenskabelige bagefter hvor det hele bare var godt igen. Min kæreste har altid haft problemer når han drikker. Han kan ikke styre sig, og forsvinder fuldstændig mentalt. Det er ikke muligt for hverken jeg eller andre at få fornuft ind i hovedet på ham mens han er påvirket. Samtidigt har han også et stort overforbrug af snus, som betyder, at han bliver utroligt aggressiv hvis ikke han får sit 'fix'. Når vi skændtes eller andet er han meget ubehagelig og nedgørende. Han kan finde på at kalde mig for kælling, luder, smatso, uintelligent m.m. og reagerer voldsomt ift. at slå i væggen, ødelægge dør m.m. Sådan har han altid været.. Jeg vælger derfor at gå fra ham for 2 år siden. Men går tilbage til ham, da jeg føler mig så alene. De næste 6 måneder går helt perfekt, og vi har det super godt. Men så sker det igen. Han er utro IGEN, med pigen han så lidt da vi var væk fra hinanden i et par måneder. Endnu engang finder jeg selv ud af det pga. dårlig mavefornemmelse, og jeg tjekker hans fb, som afslører utroligt ubehagelige beskrivende beskeder mellem ham og en kammerat, der beskriver nattens forløb inkl. sexen med pigen. Jeg blev målløs. Rasende. Såret. Skuffet. Men igen vælger jeg at tilgive ham, og han flytter hjem igen 14 dage senere. Siden dette har han ikke drukket. Men siden denne episode, har jeg haft en voldsom tvivl i kroppen. Jeg går hver dag og tænker på at forlade ham. Disse følelser bliver forstærket, når han så igen snakker rigtigt nedladende og grimt til mig igen, og jeg tænker med det samme: 'nu går jeg'. Følelsen af utroskaben hænger også konstant i luften, og jeg nærer ingen tillid til ham. Men disse tanker bliver hurtigt trumfet af følelsen af, at jeg ikke kan undvære ham og at jeg elsker ham. Og hvor meget jeg vil skuffe ham ved at gå. Jeg har så utroligt dårlig samvittighed og kan ikke finde ud af mine følelser og mig selv. 

Vi har de samme drømme, og har en rigtig god hverdag (når det fungerer).

Er der nogle af der, der kan give nogle gode råd med på vejen? Jeg sidder fast.
1987-male

1987-male

3039 indlæg
  • Skrevet
  • Sidst opdateret
Selvværd, Selvværd, Selvværd. Hvis du var mig utro, to gange, så er det ud med badevandet. Længere er den ikke. Elsker, eller elsker ikke, det er lige meget, for sådan skal jeg ikke behandles, ej heller skal du. Og så skal han ikke kalde dig alle disse ting, punktum. Man kan hade en kvinde ufattelig meget fordi i kan få det værste frem i en, hvis i virkelig vil det, MEN det der gerne skulle adskille en fra andre mennesker er det punkt hvor man siger til sig selv "sådan vil jeg ikke behandle andre". Så selv hvis du var den skyldige her (der er altid to sider af den samme sag), har han pligt til at behandle dig pænt og lande den så blødt som muligt, enten med en respektfuld afsked eller et sidste forsøg på skabelse af konsensus. Intet af det er sket, derfor er det dig der må afslutte det, fordi ingen skal behandle dig sådan. Og hvis du ikke kan være alene, skal jeg nok skrive med dig i et par måneder indtil du finder en anden, bare så du bevarer hovedet over vandoverfladen, også i disse coronatider. Men ellers - ja, Selvværd, Selvværd, Selvværd - de vigtigste valg i ens liv er fravalg, for i de fravalg der er der et tilvalg af noget andet - en selv.
woman1205

woman1205

67 indlæg
  • Skrevet
Tusind tak for dit svar 1987-male. 

Jeg er fuldstændig enig i, at ingen skal behandles på den måde, og det overrasker mig derfor meget, hvorfor jeg overhovedet er blevet i forholdet. Jeg ved jo godt hvad der holder mig tilbage, fx trygheden, minderne og alt det man håber bliver bedre. Men som tiden også har vist de sidste 6 år, så er tingene jo ikke blevet bedre. De gentager sig bare gang på gang.. Og som du siger, er der altid to sider af samme sag. Jeg ved godt at jeg måske også er god til, at få ham op i det røde felt, men igen, så skal ingen snakke sådan til andre, og da SLET ikke i et parforhold, hvor der burde være gensidig respekt og kærlighed. 

Men en ting er sikkert. Jeg MÅ være tryghedsnarkoman og besidde dårligt selvværd, siden jeg ikke har haft ben nok i næsen til at gå min vej og tage de tunge følelser på mig, som helt sikkert vil komme efter et brud. Det store spørgsmål er bare, hvordan jeg skal gå fra ham? Som jeg også skrev tidligere, så bor vi sammen - og synes det er svært at overskue alle de praktiske ting der følger med. 

Jeg er meget taknemmelig for, at du tilbyder at skrive med mig efter, for det er helt sikkert noget som man får brug for. Nogle gange, kan det jo godt være hårdt for ens veninder konstant at skulle lytte, men jeg har heldigvis nogle rigtig gode mennesker omkring mig, så det er jo bare at bruge dem! 

Men hvordan i alverden får jeg selvtillid og mod nok til, at gå min vej? I vores situation, er det mig der skal blive boende (100%), så det vil jo sige, at han skal flytte ud. Her har jeg nok lidt ondt af min kæreste, da han er meget sårbar (har ikke så mange penge, og har en lidt vanskelig psyke). Så det store spørgsmål er nok, hvordan handler man i min situation? Jeg ved godt det er svært at svare på for andre, for i kender jo ikke til mig og ham, men måske i har nogle gode råd med på vejen? Tak på forhånd!
Dandelion

Dandelion

119 indlæg
  • Skrevet
Enig med Male. 

Og kære trådstater, du lyder som en meget omsorgsfuld og selvreflekterende person. Dog skal du i denne situration helt klart gå fra ham for alvor. Hvor er det godt at du har mange andre gode mennesker omkring dig. Måske kan du flytte ud til noget familie/venner? Sørg for at han ikke ved at du tager derud og tag alle dine ting med dig. Du skal slet ikke tænke på hvordan han har det. Det er ikke dit ansvar. Du skal passe på dig selv og komme væk. Hvis du finder det uoverskueligt, så ring eller skriv til dine næremste så de kan hente dig. Du får intet af at blive hos ham. Han behandler dig slet ikke som du fortjener, og vredsudbrødenen bliver sikkert kun værre. Måske bliver det næste gang ikke en væg eller en dør han slår i? 
Konktakt en nær personen du stoler på og blokere ham alle steder så I ikke kan få kontakt. 
Og husk du står ikke til ansvar for ham, og han fortjener dig ikke :) 
Zerphine

Zerphine

5 indlæg
  • Skrevet
I mit arbejde får jeg rigtig mange spørgsmål som dette, Clairvoriant24 og selvom jeg ikke kan få en læsning igennem et forum som dette, så er det min erfaring at du burde gå fra denne kæreste permanent. Han ændre sig ikke, og du har allerede sat grænsen for hvad du ønsker at finde dig i et sted hvor du åbenlyst ikke har det godt med det. Det vil sige at din kæreste har allerede kaldt dig alverdens grimme ord i bogen, men der har ikke været nogen videre konsekvens ved det, der udover har han været dig utro to gange, og selvom du er gået fra ham, så tager du ham tilbage. Dette lære ham desværre at det er helt i orden at kalde dig ting samt være dig utro, fordi du skal bare have tid til at køle af. V
Dandelion

Dandelion

119 indlæg
  • Skrevet
  • Sidst opdateret
Deleted
Dandelion

Dandelion

119 indlæg
clavoriance er noget fis :P Og det er ikke tilladt at reklamere her, hellere ikke den metode du bruger med at nævne "tilfældigt" at du arbejder på siden med clavoriance ved alle debatterne. 
woman1205

woman1205

67 indlæg
  • Skrevet
Hej igen,
Så sidder jeg her, 6 dage efter mit indlæg og er stadig ikke kommet videre. Jeg har taget snakken med ham, fortalt hvad jeg føler, hvormed han sagde: "Enten skal du komme videre, eller også skal vi gå fra hinanden". Og jeg sad der, og tænkte bare, ja, vi skal gå fra hinanden. Men alligevel fik jeg det ikke sagt, og hverdagen ruller som tidligere. Jeg har en vigtig eksamen om 12 dage, og tænker i den forbindelse, om jeg burde få overstået eksamen, før jeg tager skridtet?

Som du skriver Dandelion, burde jeg tage mine ting og flytte. Men det kan jeg ikke. Det er mit hus, og jeg driver virksomhed hjemmefra, så det er umuligt for mig at være den der flytter. Jeg ved så tilgengæld også, at hvis jeg siger han skal flytte, så flytter han. Uden tvivl. Jeg skal bare gøre det. Håber sådan at finde den styrke og få det gjort, for MIN skyld, uden at have dårlig samvittighed og skyldfølelse. Men samtidig kommer tanken med det samme om, hvorvidt jeg vil fortryde det? Om det er det rigtige?
Dandelion

Dandelion

119 indlæg
  • Skrevet
Kære trådstarter :) 
Hvor er det godt gået at du turde tage snakken med ham. Se det som det første skridt på vejen. Selvom du tvilver meget, så ved du godt at det er tid til at komme videre. Det at ventet til efter eksamen er bare en måde at være i en tryghedszone på, for så kan det vente. Men hvad får du ud af at være i den falske tryghedszone? Kommer du ikke til at tænke på jeres forhold de næste 12 dage hvis du også bliver med ham? Og hvad med efterfølgende? så er der måske gået endnu mere hverdag i den, indtil han igen går noget imod dig. Selvom du tvilver, ved du godt at du burde gå fra ham en gang for alle, for hvis du har tænkt "ja, vi skal fra hinanden" er du ikke i tvivl. Sig til ham at han skal flytte, og få udskiftet nøglerne til huset. Du har fortjent noget meget bedre, og du har allerede taget det første step i at snakke med ham, vil du så virkelig stoppe nu? 
Du kunne evt. spørge en ven eller et familiemedlem om de vil komme og bo hos dig i perioden til eksamen, så du får selvskab og kan støttes i starten. 
Husk du fortjener at blive behandlet godt, og du har allerede stykren til det, du skal bare tro på dig selv :) 
Alt held og lykke :)