1. Forum
  2. Debatten
  3. Kærlighed
  4. Er jeg overfølsom? Eller skal jeg tage benene p...

Er jeg overfølsom? Eller skal jeg tage benene på nakken?

bambi0866

bambi0866

2 indlæg
  • Skrevet

Jeg er stødt ind i et (eller flere) problem(er), som er ved at drive mig til vanvid. Efter at have været single i en længere årrække efter en skilsmisse, mødte jeg i sommers en mand, der fuldstændigt sparkede benene væk under mig. Det føltes nærmest som et match ”made in heaven”. Vi passede bare så godt sammen på alle parametre, og jeg svævede rundt på lyserøde skyer i en måneds tid. Han var helt utrolig kærlig, romantisk, opmærksom og betænksom, og jeg blev virkelig behandlet som en prinsesse. Da vi gik ind i vores forholds anden måned, bemærkede jeg dog en gradvis ændring i hans opførsel og adfærd, og det skete relativt brat. Jeg er udmærket godt klar over, at man altid viser sig fra sin bedste side i starten, og at hvedebrødsdagene ikke varer for evigt, men jeg synes alligevel at ændringen har været alarmerende mærkbar. Det er som om, at han er gået fra den ene yderlighed til den anden. Der er overordnet 3 faktorer, der særligt går mig på.

1.       Temperament:

Jeg har bemærket, at han (i mine øjne) er meget nem at gøre irriteret. Jeg føler på nuværende tidspunkt, at jeg konstant skal gå rundt på listefødder, når vi er sammen, og at jeg er i konstant alarmberedskab. Jeg tænker hele tiden over hvad jeg siger og gør, da det ikke er til at vide, hvad der udløser hans irritation. Vi har endnu ikke haft et decideret skænderi, men han kommer pludselig med en ”verbal lussing”, der får mig til at klappe i. Han råber ikke, men jeg kan tydeligt fornemme hans irritation, og han kan have en meget hård tone. Eksempelvis kiggede vi på vinterdæk på min bil på internettet, og da jeg ikke har en dyt forstand på den slags, spurgte jeg ham om nogle forskellige ting undervejs, da han pludselig meddelte, at han blev irriteret over at jeg stillede for mange spørgsmål. For nyligt var vi sammen ude på en længere køretur, og da han ikke var sikker på hvilken vej, vi skulle, kiggede han på sin telefon, alt imens vi kørte tættere og tættere på en forankørende lastbil. Jeg kommer – grinende lettere nervøst – om en bemærkning i forbindelse hermed, hvorefter han meget surt vender sig imod mig og siger: ”Gider du godt at lade være med at kommentere det?”. En anden episode, der også har gjort et indtryk på mig, var en eftermiddag, hvor vi så film, og det endte med at jeg faldt i søvn. Han giver udtryk for, at han er en type person, der har brug for at være i gang og aktiv, og det faldt bestemt ikke i god jord at jeg var faldet i søvn. Det skal dog lige siges, at han ikke selv holder sig tilbage med at nappe en middagslur, hvis han føler for det, så endnu en gang kom hans reaktion i dén grad bag på mig. Jeg er ekstremt konfliktsky af natur, og kommer desuden fra et ægteskab med misbrug samt psykisk og fysisk vold. Min kæreste ved dette og har forsikret mig, at han aldrig kunne lægge hånd på mig, hvilket jeg heller ikke kunne forestille mig. Sidst men ikke mindst, fik han et flip en aften, da han var faldet i søvn i min seng efter aftensmaden, og jeg vækkede ham forsigtigt og sagde, at det var tid til at tage hjem, da jeg skulle tidligt op på arbejde. Han sprang op af sengen og sagde, at han var pissetræt af at blive vækket på den måde, da det var 2. søndag i træk, at det skete. Det er efterhånden fast kutyme, at han spiser hos mig 3 gange om ugen og går ind og lægger sig bagefter, mens jeg ordner køkkenet. Når jeg efterfølgende kommer ind til ham, har han sat sig til at se et program, der ikke interesserer mig det fjerneste men jeg tør ikke spørge, om vi skal finde noget, der interesserer os begge, eller om vi kan skiftes til at vælge. Det er som om magtbalancen er helt skæv. Jeg siger ikke noget i disse situationer, men indvendig raser jeg. Efterhånden som situationer opstår kan jeg mærke, at min tålmodig langsomt men sikkert slipper op. Det hører selvfølgelig med til historien, at han stadig lejlighedsvist kan være både kærlig og opmærksom, og jeg får et glimt af den mand, jeg forelskede mig i for blot 3 måneder siden.

 

 

2.       Respektløshed:

Han er ekstremt dameglad, hvilket går mig meget på. Han taler ofte om andre damer, glor på damer, snakker om at skulle ud og glo på damer, og kommenterer på damer. Det er både i fjernsynet, på nettet og på gaden. Han har en del gange kommet med bemærkninger, der virkelig har såret mig og fået mig til at føle mig utilstrækkelig. Vi var til en fest hos nogle af hans venner for nyligt, hvor der på et tidspunkt blev nævnt nogle kvinder, der sad et godt stykke væk fra os andre, og han dertil spurgte værtsparret, om de pågældende kvinder så godt ud. Han har også spurgt om én af mine veninder så godt ud, da jeg nævnte, at jeg havde en café-aftale med hende. Jeg ved godt, han siger det i sjov, men jeg har svært ved at se det morsomme i det. Jeg bliver alligevel i tvivl om det er mig, der er oversensitiv. Jeg tog forsigtigt tyren ved hornene for et par dage siden, og fortalte ham, at jeg synes det er en respektløs opførsel. Reaktionen var meget blandet. Det ene øjeblik forsikrede han mig om, at han elskede mig, at det bare var for sjov, og at det aldrig har været hans intention at såre mig. Samtidig sagde han dog også, at han ikke orkede alt det drama – at det havde han ikke brug for. Det skal dog siges, at han også er god til at bekræfte mig og sige, at jeg er smuk og dejlig.

 

3.       Dominans:

Han har aldrig lagt skjul på, at han kan være ekstremt dominerende, og i starten havde jeg svært ved at tro på det, når han fortalte det. Jeg har allerede nævnt flere eksempler på hans dominerende adfærd i de foregående afsnit, men jeg ved ærlig talt ikke, hvordan jeg skal takle det. Det er ligesom bare blevet en del af hverdagen at det er ham, der afgør hvad tid vi spiser, hvad tid vi går i seng, når vi sover sammen, hvad vi skal se i fjernsynet og så videre. Han er udpræget A-menneske og jeg er stik modsat. Han lader mig godt nok sove videre om morgenen, men kan godt finde på at lade døren stå åben og larme rundt inde i stuen, som om det er bevidst sabotage (han ved at jeg sover meget let). Det irriterer ham at jeg sover, da han er af den overbevisning, at man bør få noget ud af dagen. Det er ham, der afgør hvornår vi skal være aktive, og hvornår vi kan slappe af, hvilket ikke er så tit. Jeg plejede at bruge mine weekender til at lade op, men jeg føler efterhånden at mine batterier er totalt afladet. Jeg føler mig drænet for fysisk og psykisk overskud. Jeg tror i bund og grund ikke at han er et sårligt menneske, men jeg kan heller ikke holde til dette ret meget længere, og er i syv sind i forhold til at komme videre herfra – hvad enten det skal være i den ene eller den anden retning.

Hjælp!!!

 

Alibalibi

Alibalibi

63 indlæg
  • Skrevet
  • Sidst opdateret
Jeg må desværre indrømme, at de røde lamper  også blinker for mig. Han overskrider dine grænser verbalt, bestemmer hvad i skal lave eller se i fjernsynet og han kommer med upassende kommentarer om andre damer. Jeg tænker, at du måske ser toppen af isbjerget lige nu (på dette relativt tidlige tidspunkt i jeres forhold) og at det med tiden vil blive meget værre. 
Hvis han var en ordentlig fyr, forstår jeg ikke hvorfor, at han ville være så grænseoverskridende over for én person, der allerede har fortalt, at hun har været udsat for misbrug i sit ægteskab. Det virker som om, at han tror, at han har fundet en uden særlig meget selvtillid som han kan dominere. 
Lang historie kort : Jeg ville komme videre. Han lyder ikke til at være sund for dig.
Emma Butterfly

Emma Butterfly

41 indlæg
  • Skrevet
Jeg tror egentligt godt du selv kan se det at du må videre og væk fra ham han lyder ikke lige til at respektere dig mht. andre kvinder han ser og kommentere på og når du siger det siger han ovenikøbet at du laver drama. Derudover er han ikke bare dominerende han tager ikke hensyn til dig og hvad du vil.
så kører han bil mens hans hoved er i tlf. og er faktisk ved at køre galt men giver nærmest dig skylden.
For mig virker det han laver til at hælde mod psykisk vold ellers ville du heller ikke være bange for at irriterre ham jeg synes du skal komme væk og finde et sundt forhold med en der respekterer dig.
Alibalibi

Alibalibi

63 indlæg
Enig Emma, jeg fik ikke engang det med i mit svar, at han vender det mod hende i situationen hvor han er ved at køre galt og omkring det med damerne. Det er faktisk endnu mere alarmerende, at han ikke kan se indad og indrømme, at "Shit hvor kørte jeg uansvarligt" eller "Hov det var en brøler at sige sådan om andre kvinder foran min kæreste. Det må du undskylde" 
1987-male

1987-male

3103 indlæg
  • Skrevet
  • Sidst opdateret
Sæt den på standby akut. Sig du skal besøge en veninde i kbh eller noget i en uge og at du har taget ferie. Hvad som helst. Vind noget tid og tænk over det. Jeg har prøvet det den anden vej, hvor det er kvinden der er sådan, totalt overkontrollerende. Ala, hun bestemmer hvor vi tager hen, hvad vi laver, hvad vi ser, hvad vi spiser (kan du ikke lide det???!!!!) osv osv og det nytter ikke at snakke om det for så underkender man hendes følelser i forhold til hvad hun føler der er vigtigt og så er der verbale tæsk hvis man mener noget andet. Jeg har løst det ved at jeg kun mødes sjældent med hende for jeg kan godt lide hende på nogle punkter ligesom du kan lide ham og mødes man sjældent kan man lige holde til det. Men du skyder den nok ned med at det så ikke er et rigtigt forhold og så er det bedre at gå. Fair nok, men det er de to muligheder der er, at gå, eller mødes sjældent for du kan ikke gøre noget ved det der og han ændrer sig ikke :/
bambi0866

bambi0866

2 indlæg
  • Skrevet
Tusind tak for svar - de er alle meget brugbare :) Jeg har tidligere ignoreret min mavefornemmelse og bitterligt fortrudt, så jeg vil nødigt begå den samme fejltagelse endnu engang!