1. Forum
  2. Debatten
  3. Kærlighed
  4. Er vi ved at vokse fra hinanden eller det norma...

Er vi ved at vokse fra hinanden eller det normalt efter mange år sammen?

Abvas

Abvas

1 indlæg
  • Skrevet
  • Sidst opdateret

Min partner og jeg har forsøgt at få et barn længe og har efter flere års fertilitetsbehandling mistet gnisten. 

 

At det så længe har skullet times og tilrettelægges har fuldstændig drænet “kærligheden” ud af os. Vi har derfor sat fertilitetsbehandlingen på pause og forsøger at finde “os” igen, men det har ikke ligefrem ført til overbevisende resultater. 

 

Vores kærlighed og sexliv har måske aldrig været definitionen på passioneret, men vi har helt sikkert haft mere passion end vi har nu. Så spørgsmålet er, om vi bare er virkelig gode venner, der kysser hej og farvel? Vi har mistet stort set alt det intime i soveværelset og kyssene imellem hej’ene bliver færre og færre.

 

Misforstå mig ikke. Vi fungerer rigtig godt. Vi er nok et af de par, der udefra virker som drømmeparret. Vi skændes stort set aldrig og giver hinanden masser af plads og frihed. Vi støtter hinanden og kan rigtig godt lide at være i hinandens selskab. Selvfølgelig har vi også vores små finurligheder, der kan gøre hinanden irriteret. Vasketøj, opvasken og alt det der. Men det følger jo med i et forhold og når man bor sammen. 

 

Til jer der har været i et forhold/ægteskab i en længere årrække, er det normalt at man med tiden ikke længere har den der gnist og på sin vis bare lever som bedste venner med hej- og farvelkys? Eller er det et tegn på at vi er vokset fra hinanden?

 

Ens partner er jo på en måde ens bedste ven og at gå gennem livet med ens bedste ven lyder jo ikke helt tosset. Men vil man mangle den der intimitet og passion på sigt? Jeg er ikke sikker på at vi nogensinde får den tilbage. Er det hvad et længere forhold i virkeligheden er? Er vi vokset fra hinanden? Eller er det bare en eller anden åndssvag fase om at græsset er grønnere på den anden side?

 

Hvis det er jeg ender med at blive gravid på et tidspunkt, er der jo en del mere på spil.

 

Vi har været sammen i 8 år. 

labradoren

labradoren

10 indlæg
  • Skrevet
Hej Abvas 

Jeg kan genkende mange af de ting du skriver. Jeg var sammen med min kæreste i lidt over 6 år, og jeg valgte at forlade ham af de samme tanker som skriver herinde. Jeg var tvivl i mange måneder, før jeg tog min beslutning. Det er nu lidt over 1 år siden, over 20 dates og jeg har aldrig fortrudt et valg mere end det her i mit liv. Jeg var sikker på, at græsset var grønnere på den anden side, og vi var vokset fra hinanden. Jeg er ked af over at jeg ikke snakkede med ham om mine tanker. 

Jeg har ikke forsøgt at vinde ham tilbage - det kom fuldstændig bag på ham, og han havde det meget svært. Jeg var i starten sikker på at sorgen var normalt og det ville gå over, men det har det desværre ikke. Han er flyttet til Madrid, og fået et sit drømmejob. 

Mit råd er at du snakker med ham om det. Det fik jeg desværre ikke gjort, og jeg vil mene at det er normalt og jeres forhold har udviklet sig til noget andet godt. 
1987-male

1987-male

3069 indlæg
  • Skrevet
Tak for din historie kaffe90, det rørte noget inden i mig og satte en masse tanker i gang!
labradoren

labradoren

10 indlæg
  • Skrevet
Det er jeg glad for 1987-male. Har du stået i samme situation?

Selvfølgelig skal man ikke være sammen til enhver pris, og det er naturligt at vi vokser fra hinanden som mennesker. Jeg blev forblændet af mine single veninder, perfekte instagram billeder af parforhold og tog en spontant beslutning som har ændret mit liv markant. 

Jeg har et godt liv lige nu, arbejde, familie og venner, men jeg har mistet mit livs kærlighed og bedste ven fordi jeg blev påvirket af det samfund vi lever i lige nu  med perfekte billeder og fristet af de enormt mange muligheder i form af dating, rejser og fester. 

Det er først, når noget er væk, at vi forstår, hvor meget vi holdt af det! 

1987-male

1987-male

3069 indlæg
  • Skrevet
Hej, nej, jeg har ikke stået i samme situation, jeg siger bare, at jeg har læst rigtig mange indlæg herinde, men din ramte et ømt punkt, hvor jeg mærkede en masse. Det er meget sjældent at det sker når jeg kigger indad. Det er nok fordi jeg kan følge dig så meget og kan mærke præcis de samme følelser. Jeg hader hader hader at begå fejl og satte mig pludselig i din situation og kunne se hvordan jeg ville have det bagefter. For jeg kunne sagtens gøre det du lige havde gjort og så føle det du føler bagefter. Og derfor er det så hårdt at læse - dette ku være mig. Jeg mener, der altid en der er bedre men man mærker først bagefter hvad man har mistet. Og det er den erkendelse jeg har så svært ved at sluge. Så siger bare hvad dit indlæg gjorde ved mig, du ved, når man kommer til lægen og han tjekker alle punkter på kroppen og siger "der er ikke noget" og så kommer hans assistent og siger "enig, men skal vi lige prøve her en sidste gang" og så trykker han og så stønner jeg pludselig bare af smerte, aauuu. For der ramte han/du. Mit problem er, at jeg kan godt med det modsatte køn, rigtig godt, men jo bedre man kan, jo flere krav stiller man til sig selv, og så er det sådan et indlæg, hvor man vågner op og tænker, take that f* phone, text her. Ja, jeg ved godt, at du hader at hun gør det og det, at du er uenig med hende i forhold til det og det, men still, take that phone, send that message, landet er åbnet op, alle muligheder er der, men du vil hellere glo på insta og se en anden og tænke, bare hun var min. Come on, det sagde du også om hende du burde skrive til nu, er der ikke snart et mønster. It's not about her. It's about you. When do you get it? Derfor ramte dit indlæg så fandes meget. Og det er derfor jeg heller ikke kan svare dig, for jeg kan ikke træde ud af mine følelser og skrive et helt afslappet svar her hvor der er noget sund fornuft og er så tæt på at skrive "hvad sker der hvis du prøvede igen med ham?" Jeg mener, erkender du hermed at du ikke kan acceptere dit eget nederlag? Og derfor prøver at vinde den alligevel? Eller er den situation så kompleks at den handler om respekt for det andet menneske, han har begravet dig, og så skal du ikke vække det minde til live igen, for selv hvis i finder sammen, så vil det aldrig blive det samme igen og han vil gå så langt tid med den smerte og frustration over hvorfor du gjorde det og så kan det vælte ud over dig lige pludselig et par år efter... Så kort et indlæg du skrev, men så meget i det :)
vaniljestang

vaniljestang

387 indlæg
  • Skrevet
  • Sidst opdateret
Deleted