1. Forum
  2. Debatten
  3. Kærlighed
  4. Skal jeg kæmpe eller give op?

Skal jeg kæmpe eller give op?

Ralle123

Ralle123

1 indlæg
  • Skrevet

Hej brugere!
jeg står og er vildt fortvivlet... for 2 måneder siden gik min kæreste og jeg fra hinanden. Han er flyttet til den anden ende af landet pga sit studie og tror derfor ikke at et langdistanceforhold vil kunne fungere.
det piner mig at han bruger ordet "tror"... hvordan kan han sige det, når han kan finde ud af det ved at prøve!?

han siger, at han elsker mig og holder utroligt meget af mig og at han altid som i altid vil gøre dette.. han siger jeg er en speciel og enestående kvinde. Enhver mands drøm og at jeg vil kunne få lige hvad jeg vil.
jeg forstår bare ikke, at han kan sige disse ord til mig og samtidig trække sig væk...
jeg har taget denne snak med ham rigtig mange gange - måske for mange gange - men jeg kan simpelthen ikke give op på ham. Det kan jeg ikke...

han siger at han er tilbageholdende fordi han er bange... han er bange for at vi finder sammen igen men går fra hinanden fordi det ikke vil kunne fungere med afstanden...

som sagt, så er han flyttet til den anden ende af landet for at studere. Han ved dog ikke, om dette er den rette vej for ham. Han står og skal i praktik i længere perioder, hvor han skal være ude på søen i hhv. 6 og 9 måneder af gangen. Dog er han kun af sted 3-4 uger af gangen og er så hjemme og vende en uges tid og så af sted igen.
han vil derfor ikke have mulighed for at kunne kontakte nogen grundet dårlig signal...
jeg har på fornemmelsen, at det er disse praktikperioder der skræmmer ham. det tror jeg bl.a fordi han i forvejen er meget langt hjemmefra, det er i sig selv hårdt for ham ved jeg, men også fordi han ikke kan komme i kontakt med nogle af os andre imens.

jeg har spurgt ham hvorfor han ikke vil eller kan give det en chance med os igen.. og hans svar hver gang er "jeg tror ikke at det vil kunne fungere". Han fortæller at noget i ham siger at vi skal finde sammen igen og finde en løsning, mens noget andet siger nej lad være.

jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.... jeg kæmper så hårdt for ham og for os lige nu. Jeg VED vi elsker hinanden utrolig højt! Men han tær simpelthen ikke give efter... det piner mig grænseløst....

vi har ikke haft kontakt i en uges tid og alligevel ender han med at skrive til mig og fortælle mig at han savner mig og tænker ofte på mig.... dertil skrev han, at han har ondt i brystet - altså han har det fysisk dårligt når ikke vi snakker sammen...

jeg ved ikke om jeg skal kæmpe videre.... jeg føler nogle gange at han er lige ved at give efter, mens andre gange er han ikke til at rokke...
jeg ved ikke om jeg bare skal give slip på ham... eller om jeg skal fortsætte som jeg i forvejen gør.

jeg har virkelig brug for nogle andre øjne på denne situation.... mine 2 veninder siger at jeg skal droppe ham og at han er en idiot overfor mig at gøre som han gør, men jeg ved sku ikke.
nogle gange er jeg ved at give op, men alligevel formår jeg at finde energi frem til at kæmpe videre...

1987-male

1987-male

2920 indlæg
  • Skrevet
  • Sidst opdateret
" alligevel ender han med at skrive til mig og fortælle mig at han savner mig og tænker ofte på mig.... dertil skrev han, at han har ondt i brystet"

Det kan teoretisk set være, at han er "bange" for sit nye arbejde, og når en mand er det, så brænder han broer for på denne måde at sige til sig selv: Nu tager jeg ud på vandet, og hvis jeg taber kampen mod vandet, så skal der ikke være nogen der savner mig derhjemme og jeg kan have ren samivitthed da det kun er mig selv jeg skuffer, og ikke skal komme hjem og fortælle til nogen der holder af mig "jeg klarede det rigtig dårligt". Altså denne der mandelige stolthed hvor ingen chancer tages, og selv hvis der er 3% risiko for at det går dårligt, så skal de 3% også væk, fordi så har man det lettere i sindet, at man kun skal kæmpe med sig selv bagefter "du duer ikke til noget, du kan ikke en gang være ude på søen" - men det er kun en selv der skal sige der til en og ingen andre. Hvis du har set nogle af de der gamle krigsfilm hvor det ikke er "kærlighedspladder" men reelle mandelige følelser, så fremprovokerer manden selv et skænderi med konen kæresten inden krigen sådan så han går fra hende inden han tager af sted for dermed af fjerne den situation at han skal kigge sig selv i øjnene efter krigen mens han står sammen med dig, og du vil sige: Hvad lavede du nede i Iraq? Hvorfor slog du uskyldige kvinder og børn ihjel som jeg så det på tv? Han vil gerne sige: Du var ikke dernede, du vil aldrig kunne forstå det. Men allerhelst vil han slet ikke vende hjem til dette, til dig, og til sit eget nederlag så derfor sikrer han "sejren" ved at han nu ikke skal hjem og sige "det gik dårligt på søen". Det er kun et nederlag hvis man fortæller det. Vi mænd bider smerten i os og holder munden lukket. Vi går ikke i terapi. Vi skriver ikke indlæg på woman.dk og snakker om vores nederlage. I bedste tilfælde tager vi flasken og fjerner følelserne af nederlaget som giver et nyt problem, som vi så også skjuler bagefter. Dvs. nu er der to problemer nederlaget (de dele der ikke ku glemmes) og alkoholisme og så kommer depressionen. Så lang historie kort: han elsker dig. Men han elsker dig så meget at han ikke vil miste dig, miste det i har nu, for når han kommer hjem og evt. kommer hjem med et nederlag (ikke har fuldført sin mission til perfektion er det samme når en kvinde fx finder ud af at hun ikke kan få børn) - for jer er det bare et skib der gik i stykker og tog vand ind, for os, hvis det var en selv der havde ansvaret for den del af skibet, er det en stempling af hele ens liv som fiasko. Jeg ved ikke hvor meget du går op i fodbold, men prøv at søge på "
John Terry Penalty Miss Champions League Final 2008". For jer er det bare en skide bold der ikke kom over stregen. Men for ham (os) kan han den dag i dag ikke leve videre og kan ikke sove om natten. Terry tænker stadig på 2008 og hvorfor han ramte den bold skævt. Og det er 2020! Manden tjente millioner før kampen og efter kampen. Der er ingen ændring. Alligevel blev hans stolthed så hårdt ramt! Dvs: Vi går bare op i forskellige ting, mænd og kvinder, hans rejse her er hans et og alt. Det er her kvinder er SÅ meget stærkere, i taler om det. I taler om det før i skal af sted, mens i er af sted og efter at i er kommet hjem. Vi skriver i stedet: "jeg savner dig, tænker ofte på dig. har massivt ondt i brystet" og så skal du så være i totalt bar bund i forhold til hvad der foregår. Det er unfair. Meget. Men hvad kan du gøre? Intet. Bare accepter det han har gjort uden at eskalere situationen nu ved at skrive til ham "er det fordi du frygter rejsen du vil have rent bord inden du tager af sted??!" Just dont do that please. Bare håb på at han får en succesoplevelse på den tur. Og sæt så et kryds ved din kallender en uge efter han er helt færdig med de rejser, hvis det fx 9+9 måneder. Men wow, det er jo 2 år du skal være i den usikkerhed :// Men jeg vil sige, når han er færdig der, så ved han hvad han vil med dig, ikke før. Og så er vi tilbage hvor vi startede: Jamen, du skal da ikke vente så langt tid til at han er helt færdig med de rejser. Og så ja: Afslut det. Men bliv ikke overasket hvis det ender ligesom i de der film hvor soldaten kommer tilbage fra krigen, har vundet den, og søger efter sin eks, for nu har han pludselig energien. Mens hun siger "jeg troede at det var slut. jeg har ikke hørt noget fra dig i 2 år. jeg har en anden". Bare min ide om hvad jeg tror der sker i hans hoved lige nu.

Seneste tråde