1. Forum
  2. Debatten
  3. Kærlighed
  4. Skruk!

Skruk!

Mumse

Mumse

8 indlæg
  • Skrevet
Jeg er simpelthen så skruk som aldrig før, jeg tjekker daglige babyforums, billeder og meget andet. Jeg har været sammen med min kæreste i 2 år, og vi har snakket om at prøve i løbet af det næste år til halvandet. Men selv med den tidshorisont, kan jeg ikke slippe tanken om en lille baby i min mave. Jeg er 23 år gammel og i gang med en uddannelse, min kæreste er færdig og derfor har vi også en sund økonomi. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre, for at slippe af med min skrukhed. Mange af mine veninder og folk omkring mig på studiet, er gravide eller har lige født. Det bliver snart uudholdeligt, og min kæreste er træt af konstant at høre på baby-snakken, når nu vi har sat en deadline. Gode råd modtages med kyshånd
gitte345

gitte345

567 indlæg
  • Skrevet
Du skal tænke på, at det "at få en baby" altså indebærer en masse andre ting. Det virker som om du er forelsket i den romantiske drøm og starten af moderskabet (hvor man får meget opmærksomhed). Tænk lige på, at en baby altså også bliver et barn, der får børnesygdomme, I vil være dødtrætte, I vil skændes mere, du vil miste en del frihed som du har nu, det er et livslangt ansvar og livslang bekymring. Jeg tror, du får et chok, hvis du er så fokuseret på "babystadiet". Efter min mening er det at sætte et barn i verden noget helt andet end det du beskriver. Det er lidt ligesom at være så fokuseret på brudekjolen, at man glemmer hvad det egentlig vil sige, at være gift og holde ud i modgang, under stress og sygdom etc. Slå koldt vand i blodet!
Lily-pie

Lily-pie

125 indlæg
Hun skriver da ikke nogen steder at hun er fokuseret på “babystadiet”?
Lily-pie

Lily-pie

125 indlæg
  • Skrevet
Jeg vil bare vente, og holde ud selvom jeg godt ved det er svært, der er en grund til i har valgt at vente.. Jeg vil dog prøve at spørge din mor om hvor svært det var for hende at blive gravid (ikke fordi det nødvendigvis er det samme for dig) For hvis hun siger at din far og din mor brugte lang tid på at lave dig så kunne det godt ske at det også vil være svært for dig og din kæreste (måske!) imellemtiden er der måske nogen babyer du kan babysitte..? Nogen veninders eller sådan noget..? 😊
Mumse

Mumse

8 indlæg
Jeg har som Lily-pie ikke på noget tidspunkt, skrevet at jeg er fokuseret på babystadiet. Jeg er lige så opsat på selve barnestadiet. Jeg ved godt der følger en masse andet med, men derfor må jeg da stadig gerne være skruk. Jeg har haft med meget små børn at gøre længe, og ved derfor godt at det involverer ingen søvn, gråd, bleskift, konstant brug for opmærksomhed. Men alt det er jeg stadig klar til at gå igennem. Så jeg vil gerne frabede mig at du dømmer mig, ud fra et lille debat indlæg, og enten giver mig råd eller ikke kommenterer :) 
contrast

contrast

1716 indlæg
  • Skrevet
Jeg læser ikke Gittes indlæg som dømmende, men egentlig netop et råd til en måde at anskue det på for at holde situationen lidt bedre ud, indtil I får et barn. Skrukheden er jo en meget normal følelse, men det skal jo balanceres med fornuften - hvis du allerede har snakket med din kæreste om det, og han er træt af at høre på det, er der jo ikke så meget andet at gøre end at vente til det tidspunkt, I har aftalt. Hvis du ikke har snakket med ham "alvorligt" om det, men bare er kommet med nogle små bemærkninger om at det ville være skønt at blive gravid nu, kan du jo tage snakken med ham og gøre det klart, at du virkelig ønsker at komme hurtigere i gang, hvis han også vil. Men hvis han siger nej, må du jo acceptere det og vente det halvandet år. Hvis han ikke er klar nu, er der ingen grund til at presse ham - I er unge og har rigeligt med tid, og når du står på den anden side og har fået et barn, vil du måske også tænke i retrospektiv, at det halvandet år faktisk var gået ret hurtigt. Du "mister" jo som sådan ikke noget ved at vente det års tid, tværtimod kommer du til at lære din kæreste endnu bedre at kende, og har bedre forudsætninger for at vide, hvordan han er som far, og hvordan I kan samarbejde, når tingene bliver trælse. I skal heller ikke føle jer pressede til at få børn, fordi jeres omgangskreds gør det - hvis de er lige så unge som dig, er det også rimelig tidligt af dem at få børn, i forhold til hvad normen er.
gitte345

gitte345

567 indlæg
  • Skrevet
Men det du tilføjer handler jo stadig om babystadiet. Ingen søvn, gråd, bleskift. Børn bliver ikke nødvendigvis mindre krævende efter 10, 15, 20 år. Du har ikke skrevet, at du fokuserer på babystadiet, men det virker bare ikke som om, du er klar over, hvad det indebærer...og nu spørger du jo selv herinde. Det minder mig bare om folk, der gerne vil have en hund, fordi hundehvalpe er søde.
Mumse

Mumse

8 indlæg
Jeg ved godt at det ''bare'' er at vente, men det er virkelig svært. Jeg har gerne ville have børn de sidste par år, og nu endelig at få en dato, gør det endnu sværere, da man nu har det indenfor række vide. Vi har allerede snakket meget om hvordan vi tænekr at ville opdrage, hvad vi tænker barnet skal hedde, hvilke ting vi skal købe, og hvordan vi vil indrette vores lejlighed, så den er babysikker og babyvenlig. Jeg føler mig ikke presset af omgangskredsen, men nyder at der er en del som har babyer/børn, som jeg kan låne nogle gange :)
Mumse

Mumse

8 indlæg
Jeg er udmærket klar over at der mange flere år med børn, end når de er ganske små og babyer. Jeg har passet børn fra 22 måneder til 15 år, og der er jo kæmpe forskel. Jeg er dog også klar på den alder, hvor de bliver meget selvstændige, og der dukker diskussioner op. Jeg vil ikke have et barn, fordi jeg synes babyer er søde, jeg vil gerne have et barn, fordi jeg føler mig klar til at løfte den store opgave det er. Jeg synes babyer og børn er lige søde, de har hver deres charmer i forskellige stadier af livet. Jeg læser som sagt til folkeskolelærer, og har derfor også med børn i alle aldre at gøre. De ældste tiltaler mig slet ikke mindre end de små :)
contrast

contrast

1716 indlæg
Det er også super, at I har snakket om de praktiske ting og opdragelse. Men mange af de ting du nævner er, som sagt, rent praktiske. Det handler også lige meget om det mentale, hvordan I samarbejder bedst sammen, når I er allermest pressede, om I kan acceptere at forholdet kommer til at ændre 100% karakter, hvilket medfører at gnisten kan blive tabt for en periode, måske flere år, hvor det intime mellem jer er meget sparsomt. Hvad gør I hvis du får en fødselsdepression, hvis der er komplikationer med barnet, hvis det har kolik, hvis det har et handicap fysisk eller psykisk, hvordan skal I aflaste hinanden, hvordan passer I på jeres forhold. Hvordan forholder I jer til barsel, hvordan vil din kæreste forholde sig til at han kommer til at stå lidt udenfor, som en far jo gør, fordi moderen jo har et forspring med båndet til barnet, osv. I kan bruge tiden på at lære hinanden bedre at kende løbet af året, netop med henblik på disse ting. Når I har den tid til mentalt at forberede jer på at få et barn, medfølger der også mange fordele. Du kan observere hvordan han er som kæreste nu, hvordan jeres forhold udvikler sig, og hvordan han er i pressede situationer - og for den sags skyld også dig selv. Der er immervæk stor forskel på, hvordan man "tror" man vil reagere i en given situation, og når man faktisk står i situationen. Derfor skal der ikke kun hypotetiske snakke til, men også observation ift. at kende sin partner.