1. Forum
  2. Debatten
  3. Kærlighed
  4. Tavsheden i et forhold

Tavsheden i et forhold

MasaP40

MasaP40

2 indlæg
  • Skrevet
Jeg har været sammen med min kæreste i 3 år. Vi begge er 40 år, jeg har to børn fra et tidligere forhold, han har ingen. Han aldrig været I et forhold før mig og for det meste har han boet hjemme.
Vi er begyndt at bygge hus og planen er at giftes til sommer, men nu er jeg begyndt at tvivle meget på, om han er den jeg skal blive gammel med.
Jeg ved at han ønsker sig et barn, hvilket jeg også kan forstå. Men jeg føler som jeg har 3 børn som tingene er i øjeblikket, og ønsker derfor ikke at få mere, da det hele nok kommer til at hænge på mig.
Vi taler ikke sammen, det er bare overfladisk samtaler om hvordan dagen har været, hvad vi skal have at spise og hvor jeg spørger ham om han nu har lavet det jeg bad ham om at ordne. Dybe samtaler, indre tanker og meninger har han ingen af. Siger bare at han tænker ikke på noget, når jeg spørger hvad han tænker på. Jeg fortalte ham om mine tanker mht. børn, det eneste svar jeg fik var, "okay" 
Jeg føler som jeg skal kæmpe for hvert ord, som kommer ud af hand mund. Skal vi leve sådan resten af vores liv? Det skræmmende mig, da jeg har nemt ved at snakke med de rigtige mennesker. 
Da vi har haft sex, er det kun en måde der fungerer for os, hvilket er kedeligt i længden. Har prøvet at give ham hint om ændringer og vi har også prøvet andet,  for at det ikke skal blive det samme hver aften, men det har ikke virket. Han har næsten ingen erfaring på det område, og det kan jeg mærke. Min lyst til sex er også forsvundet den seneste tid. Det virker bare ikke for mig, at komme i seng og spørge om vi skal knalde. 

Hvordan er det hos jer kvinder, hvordan er jeres kommunikation? Jeres arbejds fordeling i hjemmet? 

Hvad i alverden skal jeg gøre for at rette op på dette før det er for sent? Eller skal jeg trække mig helt, bede om en pause?


Vil så også sige, at jeg er kommet i snak med en fyr på arbejde, vi taler utroligt godt sammen, dybe samtaler, om alt og intet. Vi kan godt lige hinanden, men ingen af os vil gøre noget mere, da jeg er i et forhold. Vi er ikke venner på fb, sender ikke beskeder til hinanden. 
Jeg tænker meget på ham, tænker på om vi evt. skulle mødes med ham efter arbejdstid, for at få en afklaring mellem os to.
culpa

culpa

677 indlæg
  • Skrevet
  • Sidst opdateret
Jeg har været sammen med min partner i mange år, og jeg kan ikke relatere til det, som du skriver. Min partner er min bedste ven, vi kan tale om alt; vores drømme, vores daglige tanker, ting som vil gøre hinanden glade, ting som bekymrer os. Selvom vi har været sammen i mange år, kan vi stadig bare sidde og tale sammen til langt ud på natten. Jeg har altid lyst til at dele alt med ham, og han har det på samme måde.

Vores sex er også perfekt, netop fordi vi har så god kommunikation om, hvordan vi gerne vil have det.

Vores arbejdsfordeling i hjemmet er meget lige, og vi er begge tilfredse med den.

Du skriver, at du gerne vil rette op på det. Hvilken del af det? Har det da tidligere været på en anden måde? Hvis det altid har været som det er nu, kan det jo bare være, at I ikke rigtig har noget at tale om.
MasaP40

MasaP40

2 indlæg
Tror ikke det har været så meget anderledes før hen, måske er jeg blevet mere bevist, om hans mindre interessante sider. Han gør nok heller ikke så meget, for at gemme dem mere. 
Han er også meget afhængig af sin skærm, kan komme i seng, hvor han lægger sig med mobilen og ser f.eks. YouTube intil han falder i søvn. Og jeg er ved at kvæles over sådan en uvane. Inders inde har jeg lyst til at udforske den anden fyr, men hvordan skal jeg gøre det uden at såre nogen?
Min kæreste elsker mine børn, som var de hans egne og det elsker jeg ham for. Men jeg føler at vi voksne ikke har noget forhold.
culpa

culpa

677 indlæg
Det er vist kun i film, at man kan tage svære valg, uden at træde nogen over tæerne på noget tidspunkt. Man fortjener begge at være sammen med en partner som elsker en for alt hvad man er, til trods for eventuelle særheder m.v. Hvis man ikke elsker hinanden, kan man efter min mening ligeså godt rive plasteret af og gå fra hinanden. Ellers holder man jo bare hinanden for nar. 
1987-male

1987-male

3039 indlæg
  • Skrevet
  • Sidst opdateret
"Jeg tænker meget på ham, tænker på om vi evt. skulle mødes med ham efter arbejdstid, for at få en afklaring mellem os to." Synes jeg bestemt du skal :-) Bare husk, kollega er altid kollega med mindre han eller dig har planer om at skifte arbejdsplads. Jeg dater af princip fx aldrig en kollega, da det også skal fungere på arbejdet, hvis vi ikke er sammen mere. Så hvis han siger nej, kan dette være grunden, samt det at der er en anden mand i billedet, hvor du så sort på hvidt skal forklare at "i bor kun sammen fordi du af praktiske årsager stadig ikke kan flytte, men det sker snart" eller andet i den dur som betyder at der er 0 risiko for at den anden mand er et problem. Og det siger du bare hvis han spørger, også hvis det ikke passer, for så får du et reelt svar ud af ham, hvad han vil. Dvs. hvis han svarer nej, skal det være på et grundlag at han ikke vil dig som person, frem for at det er det praktiske der gør det (i er kollegaer + din mand). Så tænk logisk ligesom vi mænd gør, og så følelserne bagefter. Kan han se det logiske i at du "ikke er kollega alligevel" samt at "du ikke har nogen mand alligevel" så siger han nok ja, og så finder han hen af vejen ud af om han elsker dig/kan lide dig osv osv. Hos kvinder er det (disclaimer: nogle gange) omvendt, du starter jo først med ham som person og når du først er "helt væk i ham" eller en anden fyr, begynder mange af jer ofte at finde ud af, ½ år inde i "forholdet", wot, vi bor jo 100 km fra hinanden og han VIL faktisk ikke flytte sammen og det kan godt være vi elsker hinanden, men han vil stadig gerne køre rundt på sin rustne traktor i esbjerg og hænge ud med gutterne ved kiosken & drikke øl selvom han er 50. Lidt sat på en spids, men det er bare for at sige: Inden du spørger, tænk praktisk først, tænk som HAN vil tænke, og han vil jo IKKE tænke på jeres første kaffedate direkte efter arbejde "hun er en fantastisk kvinde, jeg vil være sammen med hende resten af mit liv og jeg føler mig helt sikker fordi jeg har kendt hende længe fra arbejdet". Det tænker han måske ½ år inde i forholdet, ikke før. Og ellers... hmmm... mit hovedfokus er allerede et helt andet sted :O selvom... du nok gerne ville ha haft at det skulle være på din nuværende mand - men det kommer til sidst, her: Altså, jeg ved ikke om du skal blive med ham eller ej, men lad os starte med de ting der kan ændres: Sex kan godt løses. Det bliver for langt et indlæg, hvis jeg uddyber den, men det kan den godt, men igen, det bliver for langt, men den handler om at tage snakken og sige (EKSTREMT overdrevet sagt) at skal vi have sex, så bliver det på min måde og min måde er... (stik ham en 10 siders bog hvor der meget forsimpelt står, at skal man have sex med en kvinde, så skal man lægge mærke til om hun er in the mood og så lægge op til sex på en "rigtig" måde OG hvis man gør det, så er "gevinsten" meget højere for så gør hun alt i sengen fordi hun vil en meget mere. Lyder brutalt, ufølsomt osv osv og satans svært at formulere da alt vil lyde forkert alligevel, MEN han skal tænke cost, benefit - så er han på) Det med et barn mere, kan godt løses, han kan godt forklares at der pga. økonomi ikke er råd til et barn mere, også hvis der er. Så går den rent ind. Det med de dybe samtaler, den er straks værre. Der kan du skrive dette indlæg på alle nettes sider og 1000 mænd & kvinder vil svare dig, men du vil stadig ikke komme videre. Mænds "kapsel" er generelt meget regid, meget meget svær at flytte, i modsætning til kvinders. I er meget åbne for selv helt alternativ tænkning, ellers ville jeg ikke kunne skrive her, for det kan godt være 20-30% vil være uenige i dette indlæg, men selv disse 20-30% vil være åbne for, at der kan være andre veje at løse dette problem end deres egen. Og det er det der gør jer så stærke i modsætning til os. Så: Han er som han er. Skal den løses denne her, så er det (uden at være læge) medicin. Giv ham en lille dosis setralin sammen med hans læge og se om han får... dybe tanker. En lille metafor: Han går nok ikke fra erkendelsen af planeten jordens eksistens til erkendelsen af, at vores lille univers her (4 min video af din dyrebare tid) https://www.youtube.com/watch?v=4i-QvCIHRoc blot er een af de 5-6 paraleluniverser vi har tættest på os (ud af ca. 10^10^10^7 i alt) men han går nok, med lidt medicinsk hjælp, til at erkende, at... der er andre planeter i... vores solsystem :D :D end lige jorden :)) Håber du fanger metaforen :) Igen, ekstremt forsimpelt, indlægget er allerede langt. Men ellers, min holdning: Snak med ham fra arbejdet og erkend, at den kan reddes, dit nuværende forhold, men det bliver rigtig hårdt, giv det evt et år mere og så slut hvis der ingen markant ændring er :)

Seneste tråde