1. Forum
  2. Debatten
  3. Kærlighed
  4. ulykkelig kærlighed

ulykkelig kærlighed

Ralle123

Ralle123

17 indlæg
  • Skrevet
Hej "WOMAN"-brugere

Jeg skrev et opslag her inde for godt og vel 1,5 måned siden om jeg skulle give op eller kæmpe for den fyr jeg elsker umådeligt højt.
For at samle lidt op på hvad jeg skrev sidst, så slog min kæreste og jeg op for lidt over 3 måneder siden pga, at han skulle starte på et studie på Fyn og jeg har mit studie i Nordjylland. Vi har haft kontakt on/off 3 gange i denne periode hvor vi ikke har været sammen. Vi har alle tre gange gerne ville se om vi ikke godt kunne få et forhold til at fungere på langdistancen.
De første to gange vi prøvede følte jeg, at han gav et forsøg men troede ikke fuldt og fast på, at det ville kunne fungere. Men hver gang, endte han med at træde tilbage og sige, at det her vil ikke komme til at fungere - eller rettere sagt han tror  ikke at det ville kunne fungere.
Hver gang endte jeg med at blive enormt ked af det og lagde ham på hylden og tænkte at så ville jeg også være bedre uden. Jeg tænkte på ham hver dag - ja nærmest fra jeg stod op til jeg gik i seng igen.... efter nogle dage og max 1 uge, så tog han kontakt til mig igen, hvor han skrev hvor meget han savnede mig og hvor dårligt han har det med at vi ikke er sammen.. han beskrev at han havde ondt i brystet, så ked af det var han... så vi prøvede jo at få det til at fungere igen og have kontakt til hinanden som vi altid har haft.
vi prøvede igen for ja mellem 1-1,5 måned siden. Der gik 7 uger fra vi sidst havde set hinanden til næste gang. Det var så dejligt og vi var begge ovenud lykkelige for at være i hinandens selvskab. Dvs. jeg så ham for 14 dage siden og han har været her i nordjylland hele efterårsferien. vi havde selvølgelig aftalt at vi ville ses og vi ville ses flere gange nu hvor han skulle være her i 5-7 dage... han havde endda selv spurgt mig om vi skulle ses i søndags og sove sammen onsdag, men i søndags aflyste han nærmest i det han var på vej ud af døren. Det blev jeg selvfølgelig enormt ked af, for jeg savner ham så meget og vil så gerne ses med ham igen, men jeg acceperede det og kunne godt se, at han ikke kunne nå det (han skulle i biografen med sin familie, så han var tidspresset) istedet for tog han hjem til sin bedste kammerat i en times tid inden - han bor i den anden ende af byen og jeg boede alligevel 25 min væk fra hans familie. så vi snakkede om at ville ses onsdag... det blev så heller aldrig til noget, for efter jeg havde været sammen med en af mine kammerater, så begyndte han med, at han nok ville være bedre for mig end ham selv... Det blev jeg ret sur over at han sagde, for jeg følte lidt at han var blevet jaloux, selvom han intet har at være jaloux over - jeg accepterer da også at han har nogle veninder han ses med og tager hjem til en gang i mellem. Men uanset hvad, så begyndte han igen at trække sig tilbage. vi skrev frem og tilbage hele dagen og han blev ved med at sige at han elsker mig overalt på jorden og at han vil mig så gerne, men at han ikke kan få det til at fungere i sit hoved, når han bor så langt væk...
Jeg har kommet med flere forskellige løsninger, men han fejer dem alle på gulvet. Han siger at han ikke vil kunne være en god kæreste for mig på afstand og han kan ikke klare at skulle nøjes med at ses med mig en eller et par gange om måneden.. Det som om han går lidt efter "alt eller intet" og det forstår jeg simpelthen ikke...  Jeg ville flytte min uddannelse til Odense for, at vi kun havde 30 min fra hinanden, men det er åbentbart for vildt at gøre det i hans hoved. det er det nok også, men jeg elsker ham så meget og jeg VED at vi er det perfekte match... Han har selv sagt det indderekte, så jeg har så svært ved at forstå hans valg om at trække sig...
han har fortalt mig at der også er andre drenge her i verden og at det ikke skal være jordens undergang at vi ikke er sammen mere. ja han har da ret, men hvad nytter det, når han var min soulmate, min eneste ene? jeg tror aldrig nognesinde jeg vil kunne komme mig 110% over ham.. desvære  eller hvad man nu skal kalde det. men han har også givet udtryk for, at jeg var den helt rigtige for ham men at vi desværre fandt hinanden alt for tidligt... måske kan vi få en chance til - når tiden er inde?

Jeg ved ikke engang hvad jeg vil med det her opslag... komme ud med mine tanker? men det har jeg jo gjort og jeg har fortalt ham om dem. jeg håber nok bare på, at nogen vil sige at det hele nok skal gå og at vi kan finde sammen igen, men at det bare ikke kan lade sige gøre nu... men hvad så? skal jeg så bare vente til vi bliver færdige med vores uddannelser om 3-4 år? eller håbe på at han skifter uddannelse til det jeg også vil (jeg vil gerne være ambulancebehandler og det har han også snakket om at han vil). Jeg synes bare det er vildt uretfærdigt, at vi ikke kan få lov til at fortsætte med det der var så godt bare pga en afstand... vi var så lykkelige og glade sammen.. der er så mange der ude, der går fra hinanden fordi de ikke fungerer sammen eller der er sket nogle ting som utroskab, mistillid osv... men det er ikke vores tilfælde....
Jeg føler det her er definitionen på ulykkelig kærlighed... jeg kan mærke den og det gør ondt - meget endda. Jeg ville faktisk næsten vove at sige, at det havde været nemmere hvis han bare sagde at han ikke var forelsket eller elskede mig mere. så tror jeg da, at det havde været nemmere at give slip og komme videre, men jeg føler det her er en ond cirkel jeg ikke kan komme ud af. Jeg er så bange og ked af det. jeg vil jo ikke miste ham, selvom det er lige præcis hvad jeg har...
1987-male

1987-male

3103 indlæg
  • Skrevet
  • Sidst opdateret
"jeg håber nok bare på, at nogen vil sige at det hele nok skal gå og at vi kan finde sammen igen, men at det bare ikke kan lade sige gøre nu...". Det er jo også rigtig nok at det godt kan gå. "skal jeg så bare vente til vi bliver færdige med vores uddannelser om 3-4 år?" Ja, hvad ellers? Der er jo ingen grund til at afslutte det totalt, hvis du synes at i har kemi. I ser jo hinanden on and off, så helt lukket for kontakt over 3-4 år vil der jo ikke være. Det er mere din reaktion som jeg synes er usund. Hvis det er sort på hvidt at i først kan være sammen om 3-4 år, så er der ingen grund til at hidse sig op (jesus jeg taler som en gammel mand lige nu) over at i ikke kan være sammen. Du kan jo ikke påvirke situationen alligevel lige meget hvad du siger om den, både her og til ham. Lidt ligesom at jeg ikke kan påvirke at dette forum nogle gange føles som om at man er Will Smith i I am Legend Filmen, hvor en totalt storby fyldt med mennesker ligger øde hen. Ja, jeg vil gerne have at der var flere der svarede dig sådan så det blev mere nuanceret, men jeg hidser mig ikke op over det, fordi jeg sort på hvidt ikke kan gøre noget, ligesom dig :) Så: Jeg kan vælge og vente og håbe på at forummet bliver levende igen en dag af sig selv eller jeg kan vælge at gå permanent til debatten.net fx hvor du også kan stille dig spørgsmål. På samme måde kan du vælge og vente 4 år eller du kan gå permanent nu. Jeg er her endnu, og det synes jeg også at du bør være i dit forhold. Jeg ville sætte det meget simpelt op: "Ok, nu er der gået 5 år, og det er afklaret. Afklaret om vi skal være sammen eller ej". Så: Sæt en deadline. 01.01.2021 der starter du med at tælle. 01.01.2025 der har i hinanden. 01.01.2026 der har i overstået gnidningerne efter at have været sammen i et år, og ved reelt om i kan sammen. Og nej, 01.01.2026 der skal du ikke begynde at prøve at fixe forholdet efter at i har været tæt sammen i et år, hvis det ikke kører. Så er udløbsdatoen nået. Ellers ender du i samme fælde som rigtig mange andre kvinder: prøve at fixe et forhold og lave om på manden. Og det bruger de så hele livet på. Og 20 år efter, har de ikke rykket sig i forholdet. Ja, de er sammen, men problemerne er stadig præcist de samme, som for 20 år siden. Alkohol, ingen sex, rengøring, defekt hus og hun må ikke ringe til vvs manden for han kan selv. Så: Lige nu, helt ok, hvis du tager 4 år mere i venteværelset, men læs et blad og træk vejret, paaaas nu på med at få dårlige nerver af det. Og så lige en lille ting mere: "så begyndte han med, at han nok ville være bedre for mig end ham selv". Den er totalt ligegyldig nu, fordi du sidder stadig i venteværelset. Men om 4 år, så bliver den MEGET relevant. Når en mand reagerer sådan, så har han issues. "En anden mand er bedre end mig". Så selv om i er sammen fra 2025-2026 og du i teorien aldrig, som ALDRIG ser din ven, så vil disse issues stadig være der. "Nå, ser han godt ud, din nye kollega...? Det er da også en fed bil han har... Du ku nok godt tænke dig at tage dine høje hæle på du lige har købt i går og sætte dig i hans bil efter arbejde og give ham "the head" på bagsædet kunne du ik" Og du kan IKKE forklare dig ud af det, du kan lige så godt lade være med at prøve. Accept af hans jalusi eller gå fra ham. Men det er til den tid, lige nu er den totalt irrelevant og hverken mig eller dig ved hvor dybt den stikker. Det kan være en meget mild form for jalusi, men den kan også være dyb. Nogle siger, men det er meget meget meget generaliserende, at du kan se det på, hvis han ser godt ud og samtidig har mange penge. (Jo mere af det, jo mere jalusi i sig har han) For jo mere man opnår, jo mere hader man andre for at de har opnået mere. Ikke min teori, jeg siger bare, at den findes. Men igen igen, tag en beslutning, 4 år i venteværelset, derefter 1 års glidninger med en 50/50 udfald til følge eller give slip nu. Nu har du min reflektion, jeg ville vente, og så få noget tålmodighed ind i blodet, når man nu har muligheden til at indlære den :) You gonna need that one for the rest of your life :)
Flowerpot

Flowerpot

71 indlæg
Jeg skal lige være sikker på, at jeg forstår det Male: mener du, at hun virkelig skal dedikere 3-4 år til at vente på én bestemt fyr? Eller mener du det, som en plan hun sådan fiktivt kan have i baghovedet, at hvis omstændighederne vil det giver hun det frem til 2025? Hvor de så ses ind i mellem? Men hvor de samtidig er åbne overfor andre muligheder? 
Er det helt umuligt, at I går all in og flytter sammen og begynder at studere i den samme by eller ville det betyde, at en af jer skulle opgive drømmeuddannelsen? 
Jeg har ikke erfaring med at gøre et forhold til langdistance, men synes ikke, at det lyder som om, at din fyr har været villig til at prøve det ret meget/længe.
Hvad er det, der bliver udfordringen, er det, at I savner hinanden? At det er hårdt at være "bundet" til én man ser så lidt? Er det jalousi? Er det fordi det er hårdt at bruge alle weekender på at være kærester og i så får for lidt tid til at se venner? Hvis i ved, hvad det er der går galt kan i måske prøve at løse det?
1987-male

1987-male

3103 indlæg
  • Skrevet
"som en plan hun sådan fiktivt kan have i baghovedet, at hvis omstændighederne vil det giver hun det frem til 2025? Hvor de så ses ind i mellem? Men hvor de samtidig er åbne overfor andre muligheder?"

Den ja :)