1. Forum
  2. Debatten
  3. Kærlighed
  4. Vi elsker hinanden, men kan det mon fungere?

Vi elsker hinanden, men kan det mon fungere?

C96

C96

1 indlæg
  • Skrevet
Hej damer. Jeg håber på, at få nogle perspektiver på min og min kærestes situation, og evt. at der er nogen der har nogle erfaringer at dele. Det her bliver et lidt langt indlæg, men jeg håber virkelig at I vil tage jer tiden, og læse og kommentere, for jeg behøver nye øjne og råd fra nogen som kan være lidt objektive og måske har egne erfaringer. Min kæreste og jeg har været sammen i 3 år, og vi elsker hinanden rigtig højt. Vi har boet sammen i 2 år officielt, men inden da boede vi uofficielt sammen (forstået på den måde, at vi var sammen hver dag, sov sammen, spiste sammen, stod op sammen og jeg var i hans lejlighed også selvom han ikke var der) Der har været små irritationer og konflikter løbende i vores forhold, men ikke noget stort og ikke noget unormalt for et forhold. Nogle af tingene har vi løst sammen, nogle ting har vi snakket om og så er det ikke kommet videre end som så. Da vi flyttede rigtigt sammen, begyndte det at gå lidt galt for os. Min kæreste har ikke boet så længe for sig selv, og han siger selv at han aldrig fik en rytme i at håndtere det huslige. Og han gik bestemt heller ikke meget op i det huslige. Samtidig, så er han meget stålsat omkring, at han synes man skal "klare hvert sit", altså vil han ikke når vi har spist tage min tallerken med ud i køkkenet, når han tager sin egen derud. Hvis jeg om morgenen glemmer at stille min kaffekop ud i køkkenet, lader han den stå selvom han sætter sin egen derud. Han sætter ikke mit i opvaskemaskinen, hvis det står på køkkenbordet (med mindre, at opvaskemaskinen var fuld og han tømmer den). Han nægter at vaske mit tøj, så istedet for at tage øverst fra vasketøjskurven, så endevendte han kurven efter hans eget tøj. Nu kan det godt lyde som om, at jeg er en doven skid der ikke gider løfte en finger. Det er altså ikke tilfældet, men jeg mener at man nogle gange godt kan gøre noget for den anden eller hjælpe den anden. Og jeg mener også, at når man lever sammen så har man en fælles husholdning. Når jeg tager min tallerken ud, kan jeg da godt lige tage hans med. Og sætter jeg en tøjvask over, kan jeg ikke se problemet i at vaske hans hættetrøjer og t-shirts sammen med mine kjoler og jeans. Vi er nu der, hvor vi har hver vores vasketøjskurv. Efter ca. 6 mdr., hvor vi havde boet sammen nævnte min kæreste første gang, at han måske synes vi skulle flytte fra hinanden igen. At han ikke mente vi kunne holde et hjem sammen, og at han mente at han havde brug for at være sig selv og få styr på det huslige selv. Jeg var ikke enig, og sagde at jeg mente at vi skulle løse problemerne sammen. Og at jeg mente, at det mere handlede om, at vi skal finde et fælles grundlag, hvor vi kan få styr på det huslige. Vi flyttede senere ud af hans lejlighed, og fik en ny lejlighed som vores fælles hjem. Ca. 3 mdr. efter vi er flyttet i den nye lejlighed, (ca. 1 års som samlevende i alt) bringer han det op igen, med at ville flytte fra hinanden. Jeg fortæller, at hvis vi flytter fra hinanden så går vi fra hinanden, og at jeg mente vi burde arbejde mere på at finde samme grundlag for vores fælles hjem og fælles liv. Et af vores problemer, er nok at vi ofte snakker om problemerne, og godt kan blive enige om at der skal en ændring til. Jeg føler lidt, at min kæreste ikke altid er villig til at gå på kompromis og at han ikke er så god til at sætte handling bag ordene. Jeg synes at vi har fået styr på vores hjem nu, og min kæreste giver mig ret. Men langt hen af vejen, der er det mig der er "lille husmor" Den seneste tid, har vi fået nogle "nye" problemer. Eller nye er de nok ikke, men de er bare blevet aktuelle igen igen, og denne gang har jeg besluttet at der skal ske noget, hvis vi skal blive sammen. Det handler egentlig om, at min kæreste er lidt forskellig fra mig. Han kan godt lide at kunne gøre lidt hvad han vil, kan godt være meget lyststyret og lettere egoistisk til tider. Jeg er nok mere struktureret, jeg går meget op i aftaler og kan reagere voldsomt hvis man bryder en aftale. Især hvis det er fordi man har fået et bedre tilbud. Derudover har han gennem 1 år udviklet sig lidt negativt, og har fået problemer med humør, vrede og små aggressivitet. Det seneste skud på problemtræet stammer fra, at han har en bedste veninder som der har udelukket mig rigtig meget. Når hun invitere min kæreste til noget, så er jeg aldrig inviteret med. I de 3 år min kæreste og jeg har været sammen, der har jeg mødt denne veninde 2 gange. 2. gang var i denne weekend hvor hun skulle komme og overnatte, og det var meningen det besøg skulle handle om at hun og jeg kunne få noget tid til at mødes og få opbygget en relation til hinanden. Jeg har haft udtrykt overfor min kæreste, at jeg har det rigtig svært med denne veninde. Og at jeg har haft det rigtig svært ved, at jeg ikke har følt mig velkommen når det kom til hende. Han laver altid undskyldninger for hende, og tager ofte hendes parti i alle diskussioner, hvor hun bliver det mindste kritiseret. I weekenden brænder de mig så af, idet han skal hente hende og de skal komme hjem til os. De lader mig vente i 7,5 time, hvoraf 4,5 time var uden at give mig besked om at de var forsinket. Og da jeg endelig får besked, er det fordi JEG skriver til dem, for at høre hvor de bliver af. Jeg bliver naturligt meget vred og utilfreds over situationen, og jeg arrangere at kunne tage ud med nogle veninder istedet for at bruge min aften på dem (kæreste og hans veninde), hvilket jeg ærlig talt ikke havde lyst til efter at have brugt hele dagen på at vente hjemme. Da de endelig kommer hjem, er jeg stadig hjemme. Og jeg har svært ved at styre mit kropssprog, så de fornemmer godt at jeg er vred på dem over deres opførsel. Jeg sørger dog for, så godt som jeg kan, ikke at lave en scene. Min kæreste og jeg snakker om situationen søndag, da vi er alene. Og vi bliver til en start meget uvenner, fordi han havde svært ved at forstå min opførsel og reaktion. Og mente, at jeg burde acceptere, at sådan var det bare, når de var sammen. Det vil jeg naturligvis ikke, og siger også at som minimum så var det at lade mig sidde og vente meget forkert. Efter et voldsomt skænderi, trænger jeg igennem til min kæreste. Men han begynder også at give udtryk for, at han tvivler på vores forhold fordi at han synes vi er meget forskellige (der mener han, at jeg godt kan lide struktur og aftaler, og at han gerne vil være impulsiv og gøre hvad han vil). Jeg spørger ham ind til, om han virkelig mener at han synes vi skal gå fra hinanden., eller om han stadig gerne vil være sammen og vi så skal prøve at finde ud af det sammen. Han ender med at blive enig med sig selv om, at han gerne vil være kærester med mig og gerne vil vores forhold og vil arbejde for det. Vi aftale, at vi ville tage et par dage til at tænke over vores forhold og hvad vi skulle gøre, og så ville tage en ærlig snak om hvad vi skal gøre. Den snak havde vi så igår. Jeg havde tænkt nogle ting igennem, og var blevet klar over at jeg havde nogle dealbreakers, i forhold til om jeg kunne blive i mit forhold eller ej. Min kærestes veninde har været et kæmpe issue for mig, og den måde min kæreste i mine øjne mister respekt for mig når det handler om hende. Der er mange eksempler og grunde, som jeg ikke vil gå dybere ind i lige nu. Men i hvert fald, skulle min kærestes adfærd overfor mig ændres, så jeg kan stole på ham og regne med ham, også selvom han er sammen med sin bedste veninde. Derudover sagde jeg til ham, at han skulle arbejde på sig selv, og sine vredes og humør problemer fordi jeg begyndte at blive bekymret for hvor det ville ende henne. Og der er igen også her flere eksempler på både voldsomme episoder, hvor han har været meget aggressiv (han har aldrig slået mig, eller noget) og små episoder, hvor han snakker rigtig grimt eller bliver meget sur på mig over småting. Eller hvor han bare render rundt og er sur og tvær, uden at ville fortælle hvorfor (tror ikke altid selv han ved hvorfor). De rammer jeg har sat op, og de ting jeg har sagt jeg har brug for i en partner, dem er han gået med til at han vil arbejde på og at han vil ændre sin adfærd ift. hans veninde, så de ikke igen brænder mig af, eller lader mig sidde i uvidenhed og vente. Og han forstår det med, at hun ikke er inkluderende, og at det skal ændres også fra hendes side. Så alt i alt, så havde vi en rigtig god snak i går. Og jeg fik sat nogle rammer, for et forhold jeg kan være i. Han kom også med nogle punkter, hvor han har brug for jeg har en anderledes adfærd, men det var mest småting så det er nemt løst tænker jeg. Jeg kan godt være nervøs for, om dette bliver endnu en situation, hvor der ikke kommer handling bag ordene og aftalerne. Men det vil tiden kun vise. Det jeg er begyndt at tænke mere og mere over, det er hvad jeg kan gøre eller min kæreste og jeg kan gøre, for at komme videre i vores forhold fra det her. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at der egentlig har været problemer i det meste af vores forhold. Og som jeg skrev i starten, så var nogle af dem små og blev løst hen af vejen. Men de problemer, som vi har den dag i dag. Det som der gør, at vi begge to begynder at synes det er lidt svært, det er de større problemer. Og de har egentlig været der helt fra starten, og så er de bare blevet forstærket og er vokset med årene. Vi har ingen børn, men vi besluttede for 5-6 mdr. siden, at vi var klar til at få en hund sammen, og vi har derfor en lille hundehvalp på 4 mdr. Jeg synes også, at vi skal gøre hvad vi kan for at få det til at fungere for hendes skyld. Og jeg må indrømme, at det at få af vide i weekenden at min kæreste var i tvivl om vores forhold, det kom meget bag på mig. Jeg har tidligere selv været i tvivl, og har overvejet meget på situationen siden denne weekend, men inden da har der været en virkelig lang periode, hvor jeg ikke har været i tvivl. Og det at han har gået og tvivlet, men samtidig er gået med til at få en fælles hund har jeg svært ved at forstå. Det ligner ham ikke, at gå med til noget så "stort",hvis han ikke troede vi skulle blive sammen. Jeg har kørt meget frem og tilbage i mine tanker, og overvejet mulige senarier. Og jeg bliver ved med at vende tilbage til det med, at lære at klare sig selv og flytte hver for sig men stadig være kærester, og så flytte sammen igen når det engang giver mening igen. Jeg har jo ment, at det var noget underligt noget, og enten er man sammen eller også er man ikke. Og at det at flytte fra hinanden er en falliterklæring. Men jeg har også kunnet læse i et par tråde på nettet, at det for nogen har givet god mening og har styrket og hjulpet forholdet, mens det for andre ikke er gået og de senere har slået op. Men jeg har virkelig brug for nogle tanker og perspektiver om min situation, og om det kan måske hjælpe at flytte fra hinanden. Men også om der er andre ting, som min kæreste og jeg kan gøre enten hver for sig eller som par, for at komme på rette køl igen. Jeg ved, at vi elsker hinanden. At vi betyder meget for hinanden, og at vi begge to ønsker en fælles fremtid. Men der skal virkelig ændres nogle ting, hvis det skal blive en realitet. Og jeg er næsten villig til at prøve alt, fordi jeg vil ham så gerne.
1987-male

1987-male

2863 indlæg
  • Skrevet
  • Sidst opdateret
Det med de 7.5 time, det er bare ikke ok. Det med vasketøjskurve og tallerkener ku godt accepteres med lidt god vilje. Det med den nye aftale, tror ikke på at den holder, så fint du tænker i plan b. Jeg tror at i har bedst af at flytte hver for sig. Det er ikke en faliterklæring at bo hver for sig. I har bare en ret stor personlighed begge to. Sådan lidt enebarns agtigt hvor barnet aldrig har haft nogle søskende og dermed ikke forstår at man kun kan få 50% i alt det man vil. I vil begge have 100%, bare på hver af jeres områder. Jeg kender jo kun din vinkel, så jeg er sikker på, at hvis han skrev hans vinkel ville jeg ku give ham hans 50% af kagen fuld berettiget ala at du snakker for meget om "det perfekte forhold" som han nok ville sige. Så flyt hver for sig, hvis der ingen ændring sker hen over sommeren. Hold forholdet kørende som før. Det med hunden har ingen betydning om han vil dig. Så se bort fra den. Det er bare et impulskøb. Du må give ham noget luft i forhold til at blive træt af den anden kvinde. Mænd synes altid at nyt er mere spændende end det man har, og en kvinde, hvis hun vil have en mand, er også rigtig god til at fjerne sine egne holdninger og bare sige ja til alt han siger om dig. "Ja, hun er en opmærksomhedssøgende kvinde, ja, du skal også have et privatliv, nej, hun skal ikke styre hvad du gør og ikke gør..." Det går lige hjem hos ham. Du ville også havde gjort det samme, hvis du var hende og hun var dig. Lige nu skriver du naturligvis "det kunne jeg aldrig finde på" men det er fordi du ikke er hende og kan ikke genkende hendes følelser. Var du hende, havde du gjort det samme for at få ham og så havde alt din etik og moral slået fra. I kvinder er såå gode til at sige "det er de andre kvinder der gør den slags, aldrig mig" men hver gang jeg læser med herinde, så er det altid den anden, aldrig den der skriver indlægget der kunne finde på at jagte en anden kvindes fyr. Det kan jo statistisk set ikke passe at alle ud af de 2000+ indlæg altid siger "jeg kunne aldrig finde på at gøre som hende". Men lidt mere tilbage til din konkrete sag: jeg siger bare, sæt dig i hendes sted. Man er sgu ikke venner hvis man ikke lader ham gå til hans kæreste og lader hende vente i 7.5 time. Så har man sgu godt fat. Og lad hende få godt fat indtil han skræmmes af det og ryger tilbage til dig som en elastik der er blevet strukket helt ud og nu flyver tilbage. Lad den blive strukket helt ud. Dvs. giv ham 2 måneder, i bedste tilfælde har han holdt alle jeres aftaler, samtidig med at han er blevet træt af hende, hun var ikke så spændende alligevel. I semi bedste tilfælde har han holdt alle jeres aftaler og skruet lidt ned for hende. I dårligste tilfælde har han glemt alt om aftalerne og hun "ejer" ham totalt. Bid i det sure æble og vent. Og ja, jeg ved godt dit hjerte hamrer af sted nu. Du vil gerne handle nu. Men vent. Nej, ikke tag den tlf for at ringe til ham. Vent nu de der 2-3 måneder. Og efter det så flyt hver for sig hvis situationen ikke har forbedret sig :) Mit svar er slut. Næsten. For du er allerede i gang med at tage tlf for at gå ind på fb og se om du ka finde hende der for at skrive til hende hvad hun har gang i. Ro på. Sluk tlf. heller ikke den :) Med din impulshandling lige nu, så går du direkte i hendes fælde: "jaloux kæreste". Det er kredit til hende på stedet fordi du handler som hun har forudsagt at du før eller siden vil gøre, (sige til hende, at hun skal holde sig fra ham). Så rooo på. Lad være med at kontakte hende. Han skal selv indse, at det han gør er forkert, enten sker det, eller sker det ikke, den er 50/50 og ja, jeg ved at det er sindsyg hårdt, men du kan ikke fremtvinge en beslutning hos ham, det er jeg ked af at sige, han må selv finde ud af at sige nej til hende :)