1. Forum
  2. Debatten
  3. Snik-snak
  4. Mistet følelser pga depression???!

Mistet følelser pga depression???!

Anonym TT

Anonym TT

3 indlæg
  • Skrevet
Hej, jeg har virkelig brug for råd

Jeg har haft en kæreste i cirka 8 måneder nu, og det er min første rigtige kæreste. Jeg har været så forelsket og glad, og har bare kunne leve af den glæde han gav mig hver dag, selvom jeg måske ikke havde haft den bedste dag i skolen. For cirka en måned siden skete der det mærkeligeste. Jeg har over en længere periode, på omkring to måneder, haft det dårligt med skolen, mig selv, min sport og andre små problemer. Jeg tænkte ikke rigtig over det, indtil jeg en dag var til en konfirmations fest, og så skulle mødes med min kæreste og efter tage hjem og sove hos ham. Da jeg kom ud fra festen så jeg min cykel var blevet stjålet, og jeg kunne med det samme mærke at der var noget galt, som om hele min verden brød sammen. Det var som om at det var dråben, alle de små problemer der lå i baghovedet faldt bare ud. Da min kæreste så kom gående kunne jeg også med det samme mærke at der var noget galt. Lige siden den aften jeg intet følt for min kæreste, den første uge har været den været uge i mit liv uden tvivl. Det går bedre nu uden tvivl, men intet er som det plejer. Det går mig så meget på, fordi vi havde det så godt sammen før og jeg var så forelsket. Jeg går til psykolog og har fået hjælp til min andre problemer og har løst dem. Det problem der ikke er blevet løst, og også det aller største problem, er at jeg ikke føler noget for min kæreste mere. Jeg er begyndt at græde mig selv i søvne og ved ikke hvor meget mere jeg kan klare, det at gå med følelsen af ikke at vide om jeg stadig elsker ham. Han ved jeg har det dårligt, men han ved ikke at det er pga mine mistede følelser. Jeg ved hvis jeg siger det at han kommer til at tage det forkert.

nogle der har oplevet det samme? Eller kan give råd til hvad man kan gøre, og hvor lang tid det tager før alt bliver normalt. 
Anonym TT

Anonym TT

3 indlæg
  • Skrevet
Det skal lige siges at jeg ikke har fået "konstateret" en deprision, men jeg har den del af symptomerne. En af symptomerne er blandt andet at man ikke har glæde af de sammen ting og personer som man plejede. Det tænker jeg er lidt relevant når følelserne gik fra det ene sekund til det andet.
1987-male

1987-male

3069 indlæg
  • Skrevet
  • Sidst opdateret
I har været sammen i 8 måneder. Dine følelsesproblemer startede for 2 måneder siden. Dvs. efter 6 måneder startede de. Der hvor du kunne mærke det, virkelig mærke det, var der din cykel blev stjålet. Dvs. du følte at noget blev taget fra dig. Lidt ligesom hvis ens kæreste slår op med en og så græder man sig selv i søvn fordi man føler at man har mistet noget. Men sagen er den at du er ligeglad med din cykel, du har pengene til en ny, du kan købe en brugt på dba til et par 100 kroner, så det er som sagt ikke det der er problemet, det er mere det at du føler at noget er blevet taget og taget og taget fra dig, og cyklen var så bare en ting mere og når man lægger alt sammen så føler du at hele dit liv er blevet taget fra dig. Ink det element der hedder "at føle kærligheden" osv osv. Det element føler du også er blevet taget fra dig. Og det gør ondt, og så græder du. Men det der i virkeligheden er sket, er, at du skal prøve at gå tilbage til måned 1 hvor i mødtes samt måneden inden i mødtes. Måneden inden i mødtes var dine følelser moderat/lave og måneden efter i mødtes var de høje. Dvs. du har fået et gigantisk skud oxytocin, dopamin osv osv hvor du har følt dig værdsat og elsket. Lidt ligesom når du læser disse linjer, jeg tvivler på at du er helt nede i kulkælderen lige i dette splitsekund hvor du læser disse linjer, for det du føler lige nu, at der er nogen der vil dig, dvs, gerne vil hjælpe dig, gerne vil lytte til dig osv osv. Det føles rart og godt. Dvs. din ballance bliver stabiliseret. Læg mærke til det, læg mærke til hvad du føler lige nu, du føler en god følelse. Sådan vi vil alle gerne have det, at der er nogen der lytter til os, forstår os, holder af os, værdsætter os. Og det er det du har fundet i ham. Problemet er bare, at hjernen har en funktion der hedder "to adapt". Den siger: "De nye følelser er det nye normale". Dvs. hvis dine forældre giver dig den nyeste iphone i julegave her snart, så føler du massiv glæde. Men hvis de giver dig den nyeste iphone hver eneste år fremover, vil selv denne enorme glæde gå i 0. Der er ikke noget galt med den iphone du har fået i 2025. Du er bare blevet vandt til at få dem og derfor føler du ikke den store glæde. Det samme med ham. Du er blevet vandt til den dosis af kærlighed han giver til dig, og derfor er den kærlighed gået i 0 hver gang han giver dig den. Derfor nogen siger "life is a drug". Det hjernen dog stadig husker er, hvordan det føltes for 8 måneder siden, hvor du var helt oppe på 80-90%. Du var så højt oppe fordi som du selv siger, han var din første og så er "stoffet" ekstra stærkt. Nu er du så gået fra 80-90 til 0. Og dette gør ondt. Det føles som om at du er nede på -85 i stedet. Det er du ikke, du er på 0, præcis hvor du var lige inden i mødte hinanden. Men hjernen er lige glad med hvor du egentlig er, den siger bare, jeg kan mærke faldet fra 80-90 til 0, jeg har ikke den lykke mere og så er mit liv noget lort. Den vil ikke anderkende at du er på 0. Den tænker kun i følelser og bliver ved med at bombe dig med "avvv det gør ondt" jeg har ikke den glæde som jeg havde før, jeg er nede på -85. Det næste der sker er, at du bevidst eller ubevidst anklager din kæreste for at du ikke er på 80-90 og siger noget i retning af "du siger sgu da heller aldrig at du elsker mig" eller "hvad fanden er der galt med dig, du svarer aldrig på mine beskeder". Dvs: Din hjerne kræver at komme op på 80-90 for enhver pris, men han er kun et menneske og han kan ikke give dig mere end det han giver nu for det har han altid givet. Men det han giver nu, føler du som 0 eller -85 alt efter hvad der ellers sker i dit liv, haft en dårlig dag med håndboldpigerne, scorede få mål osv osv. Og hvor står vi så henne? Vi står der hvor du har to veje nu: 1) Komme op på 80-90 via ham eller via andre måder som fx at shoppe løs efter skole og forkæle dig selv med smykker, sko osv osv og dermed ryge op på 80-90 ganske hurtigt igen. Eller: 2) Sætte dig ned, helt stille og roligt og græde ud. Det er ok. Life is a bitch. Havde jeg været den der ku påvirke denne her verden, havde jeg også fjernet alt den smerte i den så vi alle fik det godt, men det kan jeg ikke. Jeg kan kun sige: Den er der. Den smerte er der og vi må lære at forholde os til den. Okay, det var de to muligheder, hvilken vælger du? Jeg ville tage middelvejen hvis jeg var dig. Du må gerne tage noget af 1. Du har gjort det rigtig flot ved at skrive herinde og åbne dig op samt at gå til psykolog. Det er et enormt stort skridt og ja, ved du hvad, du fortjener at have det godt. Du må gerne tage noget af 1. for at stabilisere dig selv og efter at du er blevet stabiliseret kan du tænke meget mere klart og først der lave en plan i forhold til punkt 2. Dvs. gå ud og gør det du elsker aller mest. Køb dig noget lækkert nyt tøj, nyd dig selv, føl hvor dejlig og smuk du er i det tøj. Sig til dig selv, jeg fortjener det her, for jeg er en kvinde. Jeg fortjener at mærke livets glæder bare i dette ene splitsekund. Kys din kæreste, vis hvor meget du elsker ham. Bare nyd hinanden, nyd det at holde ham i hånden mens du går på gaden iført dit nye tøj, nyd hvordan det føles at have det på, bare nyd livet, nyd det øjeblik, bare vær i nuet og sig igen og igen og igen til dig selv, jeg fortjener det her, jeg fortjener det her øjeblik, jeg fortjener at have det godt. Mens du er i denne lykkefølelse, i denne eufori fordi du har belønnet dig selv, så siger du også et par timer efter du har været sammen med ham eller andet du nu har gjort for at belønne dig selv, mens du stadig har det super godt, ja så siger du til dig selv: Det er sådan her jeg vil have at mit liv skal være, jeg er en stærk kvinde, jeg fortjener kun det bedste for mig selv. Og det bedste er, at jeg finder løsningen til alle mine problemer og følger den løsning for enhver pris om jeg så skal igennem alt smerte på jorden, for jeg fortjener at have det godt. Og så lover du dig selv det, at du altid vil passe på dig selv og så når euforien har lagt sig, så har du allerede lavet en klar punkt 2: Og den er: Selvværd. Indre ro. Ballance. Alle de her ting skal du ind i bagefter. Det er et kæmpe emne men det er den vej du skal gå. Start med din psykolog næste gang du er hos ham/hende og stil et meget konkret spørgsmål: Hvordan får jeg indre ro? Så svarer hun/han. Mindfulness, Meditation, Yoga, værsættelse af de små ting i livet, dvs. køre på den dårligste cykel der er i hele byen så du ikke ryger fra 0 til 85 igen, køre minimalisme i ens livsstil, dvs. hvis ens tøj kan bruges, så skal det ikke smides ud fx, være lige glad med hvad andre mennesker tænker om dig, gå ud og finde et arbejde hvor du hjælper andre, hjælper dyr fx for det giver massiv livsglæde med det samme og den livsglæde er ægte dvs den er stadig på 0 men det 0 ser pludselig flot ud :D Det giver ikke mening før man selv har prøvet det :D Og sådan forsætter du, begynder at læse bøger også, låne eckhart tolle en ny jord på bib fx omgive dig med mennesker der ser glæde i de mindste ting, altså en fundamental forandring af dit liv, 4-5 år herfra, så har du resultaterne så småt, det er langt tid yep, jeg garanterer dig 120% at det er det værd, hvis du ik tror mig så gem linket til din tråd her og kig tilbage om 5 år, går du den rigtige vej med det første skridt her om en uges tid, vil du om 5 år sige wot, hele mit liv ændrede sig der jo på den tråd, og hvad gjorde jeg... woot jeg kan jo hjælpe andre mennesker på samme måde for det er da så simpelt jeg tog jo bare eeet et simpelt skridt den gang og nu er jeg her... jeg har det GODT! WOW, tænk at jeg skrev det den gang wow jeg har rykket mig!! Men lige nu... quck fix - ud og stabilisere dig selv, max 500 kr på tøjindkøb, makeup, hvad som helst - because you know, its soo simple too, you are worth it <3 - inden weekenden er omme så er det dig der danser sådan hvor som helst, når som helst mens du har forkælet dig selv max - ingen hæmninger, vær en kvinde, vær dig selv, stå ved dine følelser og få dem ud nu og bare nyd livet alt det du kan, ligesom de piger gør i den video: https://www.youtube.com/watch?v=U0fk5L1ifbo Men dernæst, hårdt arbejde og målrettet fremad uden at kigge sig tilbage!! :)
Anonym TT

Anonym TT

3 indlæg
  • Skrevet
  • Sidst opdateret
Deleted
Anonym TT

Anonym TT

3 indlæg
Tusind mange tak for svaret. Jeg er bare meget i tvivl om det nu virkelig er nyforelskelsen der er ovre. Det kom ud af det blå, lige pludselig kunne jeg ikke se en fremtid med ham, jeg havde i starten kvalme da han rørte ved mig, det er gået over. I starten ville jeg kun være sammen med min forældre, jeg kunne ikke engang gå alene i bad, jeg havde brug for at høre min mors stemme hele tiden. Lige nu har jeg meget svært ved at se meningen med livet, og ja jeg kan ikke finde rundt i mine følelser, jeg har mistet håbet for at mine følesler kommer tilbage.
1987-male

1987-male

3069 indlæg
  • Skrevet
Altså jeg vil ikke forsimple det og sige, det er "bare" nyforelskelsen som har fået dig op og så ned. Du bliver bare let påvirket af forskellige ting, og den her ting er ret stor. Dvs. træk vejret dybt, når du har så mange følelser i kroppen kan du ikke vide om du skal blive med ham eller gå. Så vent til du er faldet til ro så du ikke tager hastige beslutninger. Bare accepter at du ikke føler det du plejer. Der går noget tid så ser du det hele mere klart. "I starten ville jeg kun være sammen med min forældre, jeg kunne ikke engang gå alene i bad, jeg havde brug for at høre min mors stemme hele tiden." Lyder som noget angst måske. Godt du har en psykolog inde over. Lige denne der med angst er ikke min banehalvdel hvis det reelt er angst altså, smid et indlæg på debatten.net inde under forhold og sex og skriv er dette angst eller depression som subject, hvis du er heldig er der en der hedder viskelæder der svarer til dig derinde, det er hendes banehalvdel, hun vil med det samme ku se om det reelt er angst, og hvis det er det, jamen, så håber jeg at din psykolog ved det, for så er det alfra og omega at i får kigget på hvorfor du har så voldsom en reaktion og har brug for at din mor er der. Dvs. så skal fokusset flyttes totalt væk fra hvad jeg har skrevet (det med din kæreste, lad være med at tænke over jeres relation overhovedet lige nu, det er en følelsesbombe for dig, start med mindre ting at kigge på hos dig selv, bare kør stille og roligt i jeres relation indtil du har ro i kroppen og bedre kan mærke hvor du er) Men ja, jeg synes at det du siger lyder alamerende "mistet håbet" osv hvor du lægger enormt meget i at have disse følelser som du havde før, som om, at det er liv eller død, det er dejligt at have dem, ja, enig, men det er ikke liv eller død om du har dem eller ej, sæt denne her på nu:  https://www.youtube.com/watch?v=5ugYlbphnR8 og andet musicure fra youtube se om det kan få dig til at falde til ro, lad tankerne bare køre forbi, bare vær der for dig selv, snak med dine forældre, lav noget rart sammen hvor du ikke har de tanker i hovedet hele tiden, du skal ikke have alt løst nu og her, det vigtigste er at du får ro på...