1. Forum
  2. Debatten
  3. Woman Søger
  4. Del jeres tanker om AT GÅ TIL PSYKOLOG!

Del jeres tanker om AT GÅ TIL PSYKOLOG!

Anonymous

Anonymous

148446 indlæg
  • Skrevet

Hej Woman!

Jeg tror "psykolog" er det tabu, som vi selv gør det til.
Tror ikke det er tabu, men nok bare en pinlig ting, ubevidst.
Jeg har selv gået til en psykolog over flere omgange, grundet personlige årsager.
Det er helt vild fantastisk! Alle mennesker bør have mindst to-tre samtaler med en psykolog, for lige meget hvad, vil vi altid have lig i lasten, eller ting som mangler at blive bearbejdet.
Psykolog er så heller ikke altid løsningen, da mange kan have svært ved selv at gøre en indsats og også TURDE lukke op, og være klar til at blive hjulpet.

STT

STT

450 indlæg
  • Skrevet

Jeg har gået til psykolog hele mit liv, pga. svære depressioner, mobning, anoreksi og mange flere ting.

Jeg stoppede med det da jeg var ca 16 år gammel.

Men her i september mistede jeg på tragisk vis min kollega, og ugen efter en god kammerat og fik krisehjælp igennem mit job. Og nu har jeg fundet en fantastisk psykolog her igennem, som jeg fortsat vil gå til.

Jeg synes ikke det er et tabu, men der er mange som ikke har forståelsen for, hvordan man kan dele sine inderste tanker med en fremmed person - men det er sommetider nemmere.

Sabbi-san

Sabbi-san

6 indlæg
  • Skrevet

At gå til psykolog er meget mere end bare at snakke.
Da jeg var 16 år fik jeg mit første angstanfald, ombord på en færge. Jeg anede ikke, hvad der skete med mig, og det resulterede i at jeg havde angstanfald næsten hver dag. Der gik ca. en måned fra mit første anfald til at jeg gik til lægen. Inden da kunne vi (min familie og jeg) næsten ikke have gæster på besøg, for hver gang gæsterne gik på toilettet fik jeg sympotmerne på et angstanfald. Jeg ved ikke lige, hvofor det lige var toiletbesøgene der trickede min angst.
Lægen konstaterede hurtigt, at jeg havde panikangst. Det er ukontrollerede angstanfald.

Jeg endte hos en psykiater, hvor jeg lærte mig selv bedre at kende.
Årsagen til min angst kendes ikke, men jeg fandt ud af, at jeg uden at vide det går og lagre vrede inde i min krop. Dette skal jeg lære at give slip på og det er en daglig kamp. Jeg er ikke kommet min angst 100% til livs, for jeg ved ikke hvad der foresager den. Jeg går dog ikke længere til psykiater, da mit "eneste" problem er at jeg ikke kan spise, hvis ikke jeg er på angstmedicin. Ifølge lægen er der ingen grund til at sende mig til psykolog igen, da jeg ikke behøver det så længe medicinen gør mig "normal".

En positiv og negativ historie i et.

Sabbi-san

Sabbi-san

6 indlæg
  • Skrevet

For at svare på mit eget indlæg, snakkede jeg med alle om min angst, da jeg havde et utrolig stort behov for at folk vidste, hvordan jeg havde det og dermed også vide, hvad de skulle gøre, hvis jeg fik et angstanfald.

Jeg følte dog alligevel, at jeg stod megt alene, da mine nærmeste ikke kunne forstå eller acceptere at jeg havde den lidelse. Som min far sagde "hvorfor slår du ikke bare tanken væk, når du får symptomerne". Men så let er det altså ikke.

lulala

lulala

4813 indlæg
  • Skrevet
Deleted
thelittleblubird

thelittleblubird

55 indlæg
  • Skrevet

Da jeg var 13 år (er 22 år i dag) fik jeg en hjerneblødning som førte til en meget svær depression og social angst. Men det blev først opdaget da jeg var 18 år. Ingen ville tro på at jeg fejlede noget og kaldte mine nedture og selvmordstanker (som jeg heldigvis aldrig har lyttet til med hjælp fra min mor) for pjat. Det galt både skole og især kommunen. Selv mine bedsteforældre ville ikke tro på at jeg var "psykisk syg" hvis man kan sige det. Og det tror jeg er fordi det er sådan et tabu enme. Den eneste der blev ved med at holde på at der var noget galt var min mor. Men da ingen ville tro hende blev der ikke gjort noget. Det var først da jeg kom på højskole og kom i kontakt med en lærer der ud over sit arbejde som lære også var psykolog. Så ville folk omkring mig høre efter og endelig blev der gjort noget.
Det er det bedste der er sket i mit liv siden jeg fik min skade. De første par gange var det underligt at fortælle om noget som man i flere år havde fået af vide var pjat. Men nøj var det en lettelse at der endelig var en der lyttede og tog de tanker man havde seriøst. Og efter lang tid med ugelige samtaler skete der noget fantatisk. Den tunge, mørke sky der i flere år havde hængt over mit hoved og som havde gjort at jeg dag efter dag græd uden at nogle ville trøste mig forsvandt og uden at jeg kunne sætte ord på hvorfor jeg var ked af det. Det var som om at gå ud i solen på en varm forårs dag efter en vinter der havde varet flere år. Efter endnu 2 års behandling blev jeg erklæret rask dog stadig med tendens til vinterdepression som jeg stadig får hjælp til at komme igennem.

Så det bedste råd jeg kan give er: Intet problem er for lille til at der er nogen derude der gider lytte og hjælpe dig. Lige meget hvad omverdenen siger, hvis du ikke har det godt og mener der er noget galt så gør noget ved det! Sig det! Gå til din læge eller en anden som du stoler på og som kan hjælpe dig vider. Dit liv bliver meget bedre når problemet er løst.

laughing

laughing

1 indlæg
  • Skrevet

Jeg startede til psykolog sidste sommer pga dårlig selvtillid, store tudeture og cutting. Min kæreste fik mig overtalt til at snakke med mine forældre, da det var gjort kom jeg til psykolog. Hende jeg startede ved kunne jeg decideret ikke lide. Jeg følte at hunville finde problemer som ikke var der.. Efter jeg begyndte at tude inden min mor skulle køre mig derhen, stoppede jeg så der. Vi fandt en anden, hvor jeg så regner med at næste gang er sidste gang. Jeg har fået noget ud af det. Bl.a. lært at jeg skla give mig selv lov til at græde og være ked af det. Og at jeg skal sige fra og ikke se ned på mig selv, for jeg er som de andre. Jeg føler dog selv at det er gået i stå, og føler mig ikke helt taget seriøst længere. I mens jeg gik hos psykologen kom jeg til lægen, han stillede diagnosen depression og gav mig en recept på medicin, og her for en uge siden er jeg steget i dosis. Medicinen har hjulpet mig mere end psykologen vil jeg sige. Jeg kan tyve gange bedre snakke med min veninde eller kæreste, end jeg kan med et fremmet menneske. så jo, psykolog har hjulpet mig, men slet ikke som jeg havde håbet på.. Tror jeg er et for stædigt menneske til at sidde overfor en fremmed og lade den facade vælte, som jeg hver dag holder oppe...

Anonymous

Anonymous

148446 indlæg
  • Skrevet
Deleted